DEN NYE KÆRLIGHEDSSANG. Det er vigtigt at give noget af sig selv, og det er mindst lige så essentielt at have nogen, der – i medgang og modgang – er villig til at gribe ens drømme, ønsker, fejl og mangler. På Magdalena Bays ’Death and Romance’ står det ikke desto mindre klart, at man skal passe på med at brænde for stærkt for den eneste ene.
Sangen stammer fra den amerikanske artpop-duos konceptalbum ’Imaginal Disk’ fra 2024, et album med en spraglet fortælling om identitet, idealmennesker og indopererede CD’er.
Tungt stof, må man vist sige, men jeg bliver selv henført fra første tone af det distinkte klavermotiv og en rytmesektion, der spiller med en autoritet, som var de ved at åbne en portal til en mere artsy verden.
Der kan ikke være nogen som helst tvivl om, at sangens jeg er smaskforelsket og mindst lige så rastløs. Hun venter i timevis i bilen på sin date og når lige at tænke: »Are we too late / Are we too far?«. Er det her forholdet, som hun drømmer om? Er det ægte, eller går det for vidt?
Der er ikke en klar konklusion, for kærlighed gør som bekendt blind. Forelskelsen har ingen stopklods, selvom et reality check ville være på sin plads.
Forkullet forelsket
Magdalena Bays forsanger Mica Levi synger luftigt og langstrakt, som den tilfangetagne i tårnet, der venter på at blive frelst, rødmende og månesyg.
Det stadionstore klaver dør hen i et øjeblik, mens hektiske live-trommer og et par synthlinjer skærer den indre konflikt ind til sin (selv)destruktive kerne. Levi synger om at holde i hånden for evigt, om aldrig at knække: »Yeah, I give and you give ’til it’s all that we have / You know nothing is fair in death and romance«.
Det er nærmere en besættelse end en klassisk romance, for her er den elskede én, man kan give sig fuldstændigt hen til i en stormfuld symbiose.
Jeg er ret så sikker på, at sangen kredser om kærligheden til en figur, der aldrig rigtig er til stede i den samme dimension. I musikvideoen er han en halvgennemsigtig alien, lavet af regnbuelys, som når man holder bagsiden af en CD op mod lyset.
’Death & Romance’ synges af en drømmer, der kigger op i solen og finder sin soulmate mellem komethaler og forbifarende Starlink-satellitter.
Ligesom himmellegemer brænder ud, når de rammer atmosfæren, kan forelskelsen afløses af et bundløst burnout; særligt i en tid, hvor vi konstant er forbundet via datakabler og feeds, mens vi samtidig er udfordrede, når det kommer til for alvor at komme ind på livet af hinanden.
Himmel eller hovedpine
Der er ikke tid til fornuft eller refleksion her. Kan man elske en idé? Det kan man såmænd nok, men et forhold er også en tosomhed. En boblende 80’er-synth, der sværmer fra højre til venstre, pointerer, at sangen i sin essens er en technicolor-fantasi, hvor der ikke er nogen hindring i at svæve op mod en farvelagt celluloid-himmel i én stor, kosmisk omfavnelse.
Man kan ikke sove tornerosesøvn for evigt, rusen går i sig selv, og Levi mister pusten i det næste vers: »Monday, through an echo / Feels like heaven / Feels like heartache«
Der er rungende tomt, og det føles himmelsk smerteligt. Mere envejskommunikation, mere venten-på-noget. Det er lyden af at være helt udbrændt af henførelse i en kronisk accelereret virkelighed.
Det er næsten provokerende, at den lyse candyfloss-produktion og det håbefulde klavertema får lov til at køre videre. For alle de popmuntre elementer er med til at understøtte illusionen af, at der er noget at komme efter i det fantasifulde forhold.
I broen bevæger vi os ind på decideret mareridtsterritorie, når en bøn – med stadig mere uhyggelig optimisme – sætter alt over styr: »This dance won’t end, it goes forever / Romance and death keep us together«. Og ja, det er »KEEP us together« i bydeform, og jeg får en bittersød fornemmelse af, at der aldrig er nogen, der får hinanden.
Således et galgenhumoristisk ekko af Rose i ’Titanic’, der siger »I’ll never let go« til Jack, bedst som rigor mortis er begyndt at sætte ind, og Cathy og Heathcliff, der bliver ved med at hjemsøge hinanden i et gotisk slag romantik.
For hvad er døden, når man elsker et menneske? »I krig og kærlighed gælder alle kneb«, siger man. »Indtil døden skiller jer ad«, lyder det anderledes pænt i folkekirken. ’Death & Romance’ er Magdalena Bays illusoriske antitese til de højtravende ord.
Læs alle artikler i serien ‘Den nye kærlighedssang’ HER.