Cevils ‘Favourite Girl’ føles som fem flade lussinger og en renselsesceremoni
ALBUM. Tilbage i maj, under årets Spot Festival, stillede min Soundvenue-kollega sig selv spørgsmålet: »Sidder Cevil bare på sit allerbedste materiale?«. Dengang var det netop de uudgivne numre, der for alvor fik hende til at træde i karakter.
Fire måneder senere kan jeg svare: Ja. Det gjorde hun.
For på debutalbummet ’Favourite Girl’ lyder Cevil som en artist, der har fundet ud af, at hun ikke behøver vælge mellem at være vred, liderlig, sørgmodig, selvfed, desperat eller pissesjov. Hun kan være det hele inden for 11 sange og nogle gange inden for den samme.
Allerede på åbningsnummeret ’Cruel’ tager hun tilløb gennem forvrængede synths og bankende trommer, inden ’Breathing Like I’m Running’ spæner videre med skrattende guitarer og en nærmest computerspils-agtig energi: »I can sing / and I can bite«, insisterer hun. Det sidste er næsten vigtigere end det første.
For ’Favourite Girl’ har tænder. Sangene bevæger sig ubesværet mellem rock, elektronisk pop og industrielle skramlerier, og selv når Cevil skruer helt ned på den Imogen Heap-klingende ’Scare Me’, finder små forvrængninger og skæve lyde vej ind mellem sprækkerne.
Den musikalske rastløshed passer glimrende til et album om alle de modsatrettede måder, man kan være ung kvinde på.
På ’Sucker’ begærer Cevil, og på det fremragende Vilma Crow-samarbejde ’Oliver!’ gør hun det med så stor appetit, at »Oliver, come over to my place / I wanna sit on your face« efterfølges af et legende »la-la-la«, som om intet lige er hændt. Men allerede på efterfølgende ’Pretty’ vender blikket: Nu vil hun selv begæres, mens den bølgende synth og hendes nærmest bedende vokal gør behovet for at blive set decideret desperat.
På den messende, næsten rituelle ’Enough for Two’ vender hun derimod blikket mod sig selv som storesøster og sorgen over måske at have fyldt så meget, at der ikke var plads nok til lillebroren.
På ’The Party’ får vi en mere legesyg og arrig kant med bankende trommer, ekko og en deadpan levering. Tankerne ledes hen imod Addison Raes ’New York’, mens Cevil forsøger at danse sig gennem en fest, hvor mænds uønskede opmærksomhed står i vejen for den simple mission: Hun vil bare feste. Da natten til sidst dør ud til fuglekvidder, føles det som at stå udenfor med sine veninder klokken seks om morgenen og kollektivt sukke over mænd.
Men Cevil gemmer den største lussing til titelnummeret ’Who’s Your Favourite Girl?’. Her smadrer den elektroniske lyd og trommerne afsted, mens hun kræver mere uden at undskylde for det, og nærmest hvert trommeslag føles som en flad hånd fra Cevil.
Det imponerende er, at alle de musikalske temperamenter ikke efterlader ’Favourite Girl’ som en rodebutik. Tværtimod falder de 11 numre sømløst ind i hinanden, uden at et eneste føles som fyld.
Og til sidst er festen forbi. På ’Where Is My Fun?’ sidder Cevil tilbage ved et blødt klaver, mens forvrængninger stadig spøger omkring vokalen, som var det den sidste renselsesceremoni efter 10 numres begær, vrede, sorg og fandenivoldskhed.
På ’Favourite Girl’ bliver Cevil ved med at spørge, hvem der er din yndlingspige. Til sidst føles spørgsmålet en anelse retorisk.
Kort sagt:
Cevil begærer, sørger, fester, bider fra sig og kræver sin plads på et album, hvor en fandenivoldsk lyd møder en lige så uregerlig sangskrivning. ’Favourite Girl’ er en usædvanligt helstøbt debut.