Du er lige ankommet til privatfest. Din kæde røg af på vejen, så du hamrede skinnebenet ind i dine pedaler. Alle er et helt andet sted end dig, og folk skaber sig på et niveau, hvor du beslutter dig for at tage hjem igen.
Og på vejen opdager du, at du har glemt dine nøgler.
Det er den følelse, danske Cevil meget præcist indrammer på sin nye single, ‘The Party’, som Soundvenue i dag har premiere på.
I et post-‘Brat’-landskab, hvor festen som et frirum til at slippe tøjlerne er stærkt romantiseret, foretager Cevil en befriende undersøgelse af, hvor nederen det også kan være at være til fest.
Ironisk nok er det et meget inviterende nummer, der lukker dig ind(e) i et dystert, intenst rum, der gennem versene langsomt udfolder sig over pumpende, elektroniske beats og forvrænget guitar, som frustrationen over festens tilstedeværende stiger, og lander på hooket: »Could you just chill for a moment please?«.
Frustrationen bliver nærmest total, da spørgsmålet mødes med buldrende synths og trommer under lyden af de andre gæster, der drillende synger »I just wanna party, love me a good party«.
Singlen udkommer med en musikvideo, der sammen med teksten skildrer den titulære fest fra start til slut med et POV, der indkapsler den rundtossede, overstimulerende oplevelse sådan en aften kan være.
Cevil udviklede både video, musik og lyrik nærmest simultant, hvilket kommer tydeligt til udtryk i den meget organiske sammenhæng mellem alle tre dele.
»Jeg skrev og producerede ‘The Party’ i ét intuitivt stræk på under tre timer – drevet af et behov for at få luft for nogle frustrationer. Undervejs så jeg musikvideoen for mig«, fortæller hun i en pressemeddelelse og fortsætter: »Det gav mig lyst til at udforske, hvordan jeg kunne skrue endnu mere op for de filmiske elementer i lydbilledet«.
Singlen er en forløber til Cevils debutalbum, ‘Favourite Girl’, der udkommer 11. september.
‘The Party’ udkommer officielt i morgen fredag 21. august.
