Tue Track genopliver hiphoppens søstergenre på første soloalbum i over 20 år
ALBUM. »What kind of music do you usually have here?« spørger Blues-broren Elwood i en ikonisk scene fra ’The Blues Brothers’. Hertil lyder svaret fra barpersonalet: »Oh, we got both kinds, country and western«.
Tilsvarende kunne man spørge en breakdancer i 80’erne, hvad de havde på ghettoblasteren, hvortil svaret ville lyde: »Both kinds, hip hop and electro«.
Electro er – lidt lig westernmusikken – endt med at træde i skyggen og eksistere som en randgenre, hvis ikke decideret retromusik. Samtidig har søsterstilarten, som den i sin tid delte publikum med, kun vokset sig større, som årene er gået.
Men Tue Track, der nok er bedst kendt som en af de tre bananer i Malk De Koijn, har i sinde at vise, at electro stadig er værd at beskæftige sig med. Det gør han på det nye album ’Humanoid’, som han udgiver under soloaliasset Track72. Et alter ego, han også benyttede sidste gang, han udgav et soloalbum, nemlig ’Rockin’’ fra 2005, hvor electro-genren også var omdrejningspunkt.
Malk har i mellemtiden gjort udgivelsescomeback hele to gange, og ved siden af dette har Tue Track som producer været med til at søsætte gennembrud for kunstnere som rappoeten Sulka og discorapperen Marvelous Mosell.
Det er måske særligt i lyset af sidstnævnte, at missionen på ’Humanoid’ fremstår stærk. Discorap var tilsvarende et fortidslevn, men i hænderne på Mosell og Tue Track endte mange danskere med at omfavne den.
Og de gjorde det ikke ved at forene genren med samtidens trends, men derimod ved at omfavne dens iboende nostalgi. Ved at dyrke kitschen frem for at spille cool.
Den samme dagsorden er på spil på ’Humanoid’, der allerede på andet nummer, ’Electro’, lyder som om, den benytter sig af den eksakt samme 808-maskine, der i 1982 blev brugt til Afrika Bambaataas epokegørende electro-hit ’Planet Rock’. En synthesized robotstemme dukker op og lyder som om, den prøver at tale dansk, hvad den tydeligvis ikke er udviklet til – men netop derfor bliver det så hamrende charmerende.
Albummet går retrokitsch-planken endnu længere ud på P-funk-pastichen ’Quantum Stank’, hvor amerikanske Temu Bacot kigger forbi og giver sin bedste Roger Troutman-imitation, fuldendt med tidstypisk brug af talkbox. Et engelsksproget Malk De Koijn-shoutout, der får modsvar af et ’Vi tager fuglen på dig’-sample, får også pålideligt gang i smilebåndene.
Akkurat som på mangt en dance-udgivelse fra 80’erne dukker et remix af et tidligere track også op, inden tracklisten er omme, nemlig en mere sumpet udgave af ’Quantum Stank’ på ’Quantum Dub’, der dog misser muligheden for virkelig at flå i nummeret.
Når et album står så meget i gæld til en svunden æra, er det fristende at spørge, om man får noget ud af at lytte til det, som man ikke får ud af at lytte til forlæggene. Hertil er svaret et utvetydigt »ja«. Dels fordi glimtet i øjet er et helt andet, når der netop er nostalgi-briller på – ligesom med Mosell.
Men også fordi Tue Track har flere årtiers erfaring bag sine to fladhjul af stål, mens mange electro-udgivelser fra 80’erne i høj grad bærer præg af, at musikerne nysgerrigt afsøger uprøvede territorier og derfor ofte snubler på vejen.
Og når først man er færdig med at smile over de charmerende fortidslyde, der udgør albummets byggeklodser, er det både stemningsfuldt og levende. ’Cardboard Strut’ lyder som at blive teleporteret ind i et retrofuturistisk alien-opgør, og den oprigtigt beskidte lyd på ’Blod II’ viser, hvor makaber electro-genren også er i stand til at være.
Kun et fåtal af numrene går reelt i breakdance-modus, og i stedet udforsker Tue Track genrens yderligere stemningspotentiale. Han får en genre, der udadtil virker bedaget (hvis ikke stendød), til at sprælle af liv.
Kort sagt:
Tue Track omfavner electro-genren med et album, der både oser af kærlighed til stilartens kitschede elementer og af stor bevidsthed om dens stemningsmæssige potentialer. En genre, der på afstand fremstår død, virker sprællevende levende, når Track72 styrer slagets gang.