For nylig annoncerede Amazon, at de havde skrevet kontrakt med ’Brazil’-instruktøren Terry Gilliam om en række kommende filmprojekter. I et interview med The Playlist afslører det tidligere ’Monty Python’-medlem, at det blandt andet drejer sig om hans mangeårige drømmeprojekt ’Don Quixote’, der som skildret i dokumentaren ’Lost in La Mancha’ har været udskudt adskillige gange på grund af både uheld og storhedsvanvid.
At Gilliam nu – hvis alt går vel! – får mulighed for at føde sit hjertebarn, skyldes ifølge instruktøren selv, at Amazon er villige til at tage større chancer end de store filmstudier.
»Amazon og lignende selskaber er interessante, fordi de stadig er i de tidlige stadier«, sagde han til The Playlist. »Det er ikke et bureaukrati, der har været i studiesystemet i lang tid, så der er mange folk, der ser positivt på nye og friske idéer. Det er godt at arbejde med folk som dem for tiden«.
Gilliam indikerede også, at han med Amazons støtte vil realisere et andet kuldsejlet projekt, ’Defective Detective’, i form af en tv-serie på seks til otte afsnit. Gilliam har skrevet manuskriptet til serien sammen med ’The Fisher King’-forfatteren Richard LaGravenese.
Gilliam er berygtet for at være en sten i skoen på de store studier, og han har flere gange krydset klinger med magtfulde producenter. Han sprængte budgettet på ’The Adventures of Baron Munchausen’, rasede mod Weinstein-brødrene på ’Brødrene Grimm’ og måtte ty til kritiske helsidesannoncer for at få udgivet genistregen ’Brazil’. Måske har han endelig fundet fred hos Amazon?
Går alt efter planen, indleder ‘Don Quixote’ optagelser i starten af 2016 med Jack O’Connell (‘Unbroken’, ‘Starred Up’) og John Hurt (‘Alien’, ‘V for Vendetta’) i de bærende roller.
Læs også: Woody Allen skriver og instruerer tv-serie for Amazon
Læs også: On demand – Se de forrygende film, hvor Hollywood dolker sig selv i ryggen