Den danske app Plane er en social isbryder, der emmer af potentiale

Den danske app Plane er en social isbryder, der emmer af potentiale

Med Twitter, Facebook, Snapchat, Tinder, Happn, WhatsApp og de utallige andre sociale netværk vi har til rådighed i hverdagen, kan det nogle gange være rart at skære al støjen væk og komme i kontakt med nye mennesker på en helt simpel måde. Plane er en app der gør netop det: Uden overflødigheder som matches eller profilbilleder skaber Plane et old school chatforum, hvor brugere kan tale sammen gennem nøgterne tekstbeskeder.

Plane giver brugere mulighed for at komme i kontakt med hinanden gennem korte opslag, der kan udvikle sig til en samtale og udvekslingen af digitale visitkort. Opslagene – kaldt ’signals’ i appen – er kun aktive i 24 timer. På den måde sikrer appens udviklere at platformen ikke tynges ned af forældede og ubesvarede henvendelser, og i stedet bibeholder en vedvarende aktualitet.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Plane er særligt udviklet til next-pats: folk der kommer fra udlandet for at arbejde eller studere, og som ikke er bange for at tage ny teknologi til sig. Baseret på udvikler Tim Allisons personlige erfaringer, udsprang ideen til Plane som en løsning på det problem mange next-pats står med: Hvordan møder man nye mennesker i et nyt land?

Snarere end at tilmelde sig kæmpestore og rodede Facebook-grupper, eller tage chancen med datingapps i håbet om at finde sig en lokal guide, giver Plane råderum for mange forskellige typer henvendelser – og den gør det uden at kræve en aktiv tilmelding til en bestemt gruppe. Personlige oplysninger kan man også være sparsommelig med, da man selv vælger hvor meget information man vil lægge i sit visitkort.

Plane er det nyeste skud på stammen af danskudviklede sociale apps, som Mingly og Heaps (Tim Allisons partner er den danske Thomas Jacobsen og Plane fik sin beta-udgivelse i København). Allison og Jacobsen har også før haft succes med appen Cupple, et privat socialt netværk mellem to parter i et parforhold. Tendensen tyder på, at der stadig er plads på den digitale sociale scene for nye tiltag.

Mingly giver dig et udvalg af de bedste barer, så du kan møde nye mennesker til en fordelagtig happy hour-pris, mens Heaps sætter dig og dine venner i kontakt med andre grupper til forskellige fællesaktiviteter. Plane har dog mulighed for at udvikle sig til dét sted hvor både singler, grupper, nyankomne og gamle kendinger henvender sig for at høre hvad der sker i byen eller til filmaftenen på kollegiet. Potentialet er enormt og i sine spæde dage har Plane med sit brugervenlige interface og simple opsætning mulighed for at være den helt rigtige less is more-formular.

19 byer er indtil videre støttet af appen og dermed søgbare. Foruden København inkluderer listen London, Stockholm, San Francisco, New York, Berlin, Dubai og Sydney. Selvom man ikke befinder sig i en af de 19 byer, kan man sagtens udsende signals– man kan bare ikke begrænse sin visning til lokale søgninger og må derfor manuelt lede efter opslag i nærområdet.

Plane er gratis og tilgængelig til iOS.

Læs også: Spotify introducerer Fresh Finds: Ugentligt opdaterede genre-playlister med upcoming kunstnere

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af