Det er ikke kun den danske kongefamilie, der besøger Saudi Arabien, men åbenbart også Tom Hanks, som i ‘A Hologram for the King’ (baseret på Dave Eggers bestseller) tager afsted til det konservative land for at sælge hologram-teknologi til Kongen.
I instruktør Tom Tykwers seneste film er vi langt fra den stilistiske leg i ‘Lola rennt’ og fantasiverdenen i ‘Cloud Atlas’. I stedet bliver vi i traileren vejledt af en velkendt fortællerstemme, der introducerer os til de hårde, og meget klassiske, udfordringer, Tom Hanks møder: Et kulturclash af dimensioner, et angstanfald og en uhellig forelskelse.
Det ser en smule lattervækkende ud, indtil det hele vender 180 grader midt i det hele med et sørgmodigt, romantisk drama. Hm.
Hvad vi til gengæld ikke ser i traileren er, at Sidse Babett Knudsen spiller med i rollen som en kvinde ved navn Hanne. Det er endnu et skridt på vejen mod det store internationale gennembrud for Knudsen, der sidste år fik stor ros for sin rolle i ‘The Duke of Burgundy’ og forleden vandt Frankrigs fornemste pris, en César, for sin rolle i ‘L’Hermine’.
Hendes største internationale film kommer dog med ‘Da Vinci Code’-opfølgeren ‘Inferno’ – også over for Tom Hanks. Gad vist, om det er ham, som fik hende med i ‘A Hologram for the King’, der endnu ikke har en dansk premieredato?