’L’attesa’: Binoche redder symbolladet film i land
Franske Juliette Binoche gør alt seværdigt. Lige fra monstersmadder i Gareth Edwards’ ’Godzilla’ til klistersødmefuldhed i Lasse Hallstöms ’Chocolat’. Ingen af delene tiltaler mig egentlig, men det gør Binoche. Altid. Så enkelt kan det siges.
I italienske Piero Messinas debut ’L’attesa’ er det en fåmælt, stoisk lidende Juliette Binoche på både italiensk og fransk, der gør filmen seværdig. Heri spiller hun den fraskilte Anna, der netop har mistet sønnen Giuseppe. Sorgen er altomsvøbende, så da Giuseppes kæreste Jeanne (Lou de Laâge, der senest kunne ses herhjemme i Melanie Laurents ’Respire’) ringer og melder sin ankomst til familiens planlagte påskemiddag, kan Anna ikke får sig selv til at fortælle sandheden. Intetanende om tragedien ankommer den unge Jeanne således til den sicilianske villa. Her venter hun tålmodigt på sin Giuseppe, lægger længselsfulde kærlighedsbeskeder på hans telefonsvarer og lærer svigermor at kende.
Dagene slæber sig dovent af sted i den brændende sol. Anna kan simpelthen ikke bringe sig selv til at fortælle om Giuseppes død, så hun finder på den ene nødløgn efter den anden. Det er hendes bror, der er død, og årsag til, at Giuseppe ikke er kommet endnu og så videre og så videre. Måske, måske ikke, aner Jeanne uråd. Men hun spiller med på Annas forklaringer og venter – filmens italienske titel, ’L’attesa’, betyder ventetiden.
Spillet mellem den erfarne Juliette Binoche og unge Lou de Laâge er fænomenalt på sådan en rendyrket magnetisk facon. Begge er de uudholdeligt smukke på hver deres naturlige måde; ikke mindst hjulpet på vej af Francesco Di Giacomos arbejde bag kameraet. Mange scener bliver til små tableauer til ære for de to skuespillerinder. Binoche sammenkrøllet i sorg på en seng, ledte tankerne i retning af en lignende scene med Naomi Watts i David Lynch’ visuelle mesterværk ’Mulholland Drive’. Binoche og de Laâge alene ved søbredden i samtale om en svømmetur i det kolde vand. De Laâge afklæder sig og hopper i, mens Binoche ærligt afslår: »Der er visse dele af min krop, jeg kun er vant til at se i mørket.« Den scene roder præcist rundt i den mikstur af savn og begær og jalousi og løgn, der bærer ’L’attesa’ igennem.
’L’attesa’ er ingen formfuldendt film. Snarere en række smukke tableauer som ovennævnte, der isoleret set er interessante og en visuel nydelse i sig selv. Rammefortællingen med Giuseppes død, moderens hemmeligholdelse og kærestens naive tro på, at han er lige på trapperne, er mildest talt utroværdig. Og som tonstungt, religiøst symbol er påsken og Jesu genopstandelse lidt for søgt et udgangspunkt for Piero Messinas instruktørdebut.
Og så er der filmens emotionelle solar plexus-hug af en scene: Juliette Binoche sidder alene på sengen i soveværelset og krammer panisk luften ud af en pink luftmadras. Det syntetiske materiale knager og vrider sig i hendes favn, mens hendes åndedræt stiger mere og mere hysterisk. Til sidst finder hun ventilen og lader madrassens luft kærtegne sit ansigt. Er det måske Giuseppes sidste åndedrag, moderdyret Anna indånder? Den scene alene gør ’L’attesa’.
Kort sagt:
Piero Messinas instruktørdebut ’L’attesa’ har overflydende, visuel prægnans og to af fransk films dygtigste skuespillerinder fra hver deres generation, Juliette Binoche og Lou de Laâge, på rollelisten. Og så er det let at tilgive fortællingens tunge symbolik.