1. ‘Jacob Holdt: Mit liv i Billeder’
Den kendte danske fotograf Jacob Holdt er bedst kendt for sin ikoniske fotobog ‘Amerikanske billeder’, der indeholder fotos taget på Holdts rejse gennem USA i begyndelsen af 70’erne.
Billederne dokumenterede den uretfærdighed og fattigdom, som Holdt stødte på under sine rejser, hvor han gennem sin ekstreme ja-filosofi endte med at møde alt fra massemordere og Ku Klux Klan-medlemmer til fattige og marginaliserede sorte.
I ‘Jacob Holdt: Mit liv i Billeder’ ser Holdt tilbage på rejsen, der skulle få enorm indflydelse på en hel generation af danskere, ved blandt andet at besøge nogle af de mennesker, som er portrætteret i ‘Amerikanske billeder’.
Premiere 5. oktober.
2. ‘Havet brænder’
Vinderen af dette års Guldbjørn på Berlinalen er en stærk og aktuel dokumentar om den lille italienske ø Lampedusa, hvis placering gør den til en af frontlinjerne for den europæiske flygtningekrise.
‘Fire at Sea’ bruger kontrasten mellem de stille stunder på den marginalt befolkede ø og de tragedier, der dagligt rammer flygtningestrømmen, til at formidle en rammende fortælling om medmenneskelighed, tab og liv.
Peter Bradshaw fra The Guardian gav filmen topkarakter og kaldte den »mesterlig filmkunst«, mens Michael Pattison fra Indiewire roste den for dens »intelligente tilgang til et emne, som for ofte sensationaliseres af mainstream-medierne«.
Premiere 6. oktober.
3. ‘Café Society’
Det er svært at komme uden om, at Woody Allens seneste to film (‘Irrational Man’ og ‘Magic in the Moonlight’) var halvlunkne. Det skal dog ikke afholde os fra at se frem til instruktørens 47. film, den romantiske komedie ‘Café Society’.
Filmen handler om den unge, naive Bobby (Jesse Eisenberg) fra den jødiske arbejderklasse i New York, der flytter til Hollywood i håb om at lande et job hos sin onkel, den magtfulde filmagent Phil (Steve Carell). Her forelsker han sig hovedkulds i onklens søde sekretær, Vonnie (Kristen Stewart), der dog viser sig at have en problematisk affære med en gift mand – Phil.
Der er dermed dømt klassisk trekantsdrama sat i 30’ernes Hollywood og New Yorks caféscene med massere af plads til forviklinger og (forhåbentligt) uforudsigelige drejninger.
Premiere 6. oktober.
4. ‘El Clan’
Den argentinske instruktør Pablo Trapero har været et populært navn på filmfestivaler verden over de seneste 10-15 år, og derfor er det også med høje forventninger, at vi ser frem til hans seneste værk, true story-krimidramaet ‘El Clan’.
Filmen er baseret på den sande historie om Puccio-klanen, en argentinsk familie, der kidnappede og dræbte folk i 80’erne. På overfladen er de en regulær kernefamilie, men bag facaden lurer en tyrannisk patriark, der har gjort en familiegesjæft ud af kidnapning og afpresning.
Traileren lover en mørk og brutal rejse ind i Puccio-klanens familiehemmelighed, hvor Guillermo Francellas (‘Øjnenes hemmelighed’) spiller det koldblodige overhoved Arquímedes Puccio.
Premiere 13. oktober.
5. ‘Oasis: Supersonic’
Stor, større, Oasis.
Den ufiltrerede historie om det legendariske rockband Oasis filmatiseres endelig i den længe ventede dokumentar ‘Oasis: Supersonic’.
En beretning om et af verdens mest populære og skandaleombruste rockbands, der brød igennem i 90’erne med sange som ‘Wonderwall’ og ‘Don’t Look Back in Anger’, og det voldsomt turbulente forhold mellem brødrene Liam og Noel Gallagher.
Brødreparret har givet adgang til aldrig før offentliggjort materiale og fortæller for første gang selv historien om Oasis, selvom de i dag efter eget udsagn er dødeligt uvenner.
Premiere 13. oktober.
6. ‘Life, Animated’
’Life, Animated’ er en dybt rørende dokumentarfilm om et forældrepar, der pludselig opdager, at deres autistiske søn kan interagere med verden gennem Disneys animerede film.
Det er en ærlig og ubarmhjertig skildring af livet med autisme, og hvordan man håndterer det umulige, men også en unik coming-of-age-fortælling om en dreng, der skal overkomme de enorme udfordringer, livet har skænket ham.
Dokumentaren er lavet af den Oscar-vindende Roger Ross Williams (‘Music by Prudence’) og blander de dokumentariske aspekter med levende animationer, der forsøger at indkapsle drengens sindstilstand.
Premiere 20. oktober.
7. ‘Fuglene over sundet’
‘Fuglene over sundet’ er Nicolo Donatos (‘Broderskab’) kun anden spillefilm og fortæller historien om Arne Itkin, en berømt jødisk jazzmusiker, der sammen med sin familie er nødsaget til at flygte fra deres hjem i København, da tyskerne tropper op ved deres dør med planer om at deportere dem.
Filmen er inspireret af virkelige begivenheder og fokuserer på de mennesker, som hjalp flygtningene med at sejle fra Gilleleje til Sverige i 1943.
Hovedrollen spilles af David Dencik, som får selskab af et stærkt cast bestående af blandt andre Danica Curcic (som hans hustru), Jakob Cedergren, Nicolas Bro og Mikkel Boe Følsgaard.
‘Fuglene over sundet’ kunne måske fungere som double-feature sammen med ‘Fire at Sea’?
Premiere 27. oktober.
8. ‘Doctor Strange’
Marvels Doctor Strange får sin debut med Benedict Cumberbatch i hovedrollen som doktoren, der kan bøje tid og rum med sine metafysiske kræfter og assorterede artefakter.
Superheltefilm sælger vel praktisk talt sig selv, men alligevel er denne en kende mere interessant, eftersom vores egen Mads Mikkelsen er med som superskurken Kaecilius. Han får selskab af blandt andre Rachel McAdams, Tilda Swinton og Chiwetel Ejiofor.
Instruktøren er Scott Derrickson, der ellers bedst er kendt for gysere som ‘Sinister’, ‘Deliver Us From Evil’ og ‘The Exorcism of Emily Rose’, så det bliver spændende at se, hvordan han håndterer det farverige og humoristiske Marvel-univers.
Filmen kan allerede fanges den 27. oktober, hvor den er åbningsfilm ved dette års CPH PIX, og hvor selveste Mads Mikkelsen dukker op.
Premiere 27./28. oktober.