PROLOG
Pusheren Frank smadrer sin ven Tonny med et baseballbat på et københavnsk værtshus. Igen og igen hamrer han battet ned i det bløde kød, det skal ødelægges, tilintetgøres.
Det er 20 år siden, at scenen kunne ses i de danske biografer i ‘Pusher’, men den er også kendetegnende for, hvordan folkene bag lavede en af de mest ikoniske danske film i nyere tid.
Instruktør Nicolas Winding Refn ville smadre alt det bestående, det fornemme – ja, alt i dansk film, og de medvirkende skuespillere, der stort set alle var totalt ukendte, havde samme tilgang – en enkelt ville ikke engang være skuespiller.
‘Pusher’ gjorde en ny generation opmærksom på, at der overhovedet fandtes danske film til unge mennesker. Det skete med en film i en ærkeamerikansk genre, gangsterfilmen, hvilket ikke ligefrem var et forbillede, mange danske filmskabere (hvis nogen) stræbte efter på det tidspunkt.
Det var helt uhørt – ikke mindst fordi dens instruktør var en 26-årig movie-brat, der som den første nogensinde var sprunget fra Filmskolen efter at være kommet ind. Og fordi filmen blev et hit – ikke mindst med tiden. Den blev straks kult, især i København, men er siden overgået til at have fast plads i dansk films Pantheon. Det var endda en ekstremt voldelig film, hvilket ingen danske film var (eller er), og dens fortælling var kuldslået, fatalistisk og uden håb.
Kim Bodnia er pusheren Frank, der er god til at overleve i et gademiljø, han lader til at være i, fordi han ikke har andre muligheder. Han kan ikke tage sig sammen til for alvor at være kærester med champagnepigen Vic (Laura Drasbæk), der ellers er vild med ham, og hans mundlortsudspyende taberven Tonny – Mads Mikkelsen med ‘Respect’ tatoveret på sit skaldede baghoved – har ingen fornemmelse for, hvilke problemer hans ven har rodet sig ud i.
Frank ender med en gæld på 230.000 kroner til den affable narkobagmand Milo (en djævelsk venskabelig Zlatko Buric i sin gennembrudsrolle), da en narkodeal går galt, hvilket efterlader Frank uden stoffer eller penge, som han forsøger at skaffe i et hektisk kapløb mod tiden og sit eget destruktive jeg.
Med ægte stoffer og ladte pistoler hævede filmen den rå autenticitet på dansk film til et niveau, der aldrig siden er blevet nået. Men Refn viste allerede her sit naturtalent for film ved at tilføre Peter Peters musik – især indledningens ikoniske, buldrende ‘Pusher Theme’ – der giver den ellers realistiske historie om Franks tur mod afgrunden et lag af græsk skæbnefortælling.
Flere replikker er i dag en fast del af den uofficielle danske slangordbog. Bare tænk på »Franke, du skulder mig peeenge« og »Du er min veeen, men du fucker mig«, og flere af de medvirkende har fået gode karrierer som følge af filmen. Ikke mindst Nicolas Winding Refn og Mads Mikkelsen, selvfølgelig. ‘Pusher’ var deres begges debutfilm. Mikkelsen er blevet en verdensstjerne, mens Refn fik sit internationale gennembrud med ‘Drive’ (2011), og i dag er Jang, som han kaldes af alle, kendt af enhver i filmbranchen verden over.
KAPITEL 1: DET UKENDTE NEDRIVNINGSHOLD SAMLES
Henrik Danstrup:
»Da jeg kom ud fra Filmskolen i 1993, havde jeg virkelig et ønske om at lave film, jeg selv havde lyst til at se. Jeg var på udkig efter historier, og så røg jeg ind i en kortfilm på TV STOP (nu lukket københavnsk tv-station, red.). Jeg kontaktede dem for at få instruktørens nummer. Det var faktisk Jangs fætter, Oliver Winding, der havde lavet den film, jeg så, men Jang havde også fået vist en film derinde, og så fik jeg Jangs nummer, fordi de tog fejl af dem. Jangs film var en skitse til ‘Pusher’, men den indeholdt nogle af de ting, jeg ledte efter, og jeg kunne se, at med det rigtige hold kunne det blive godt. Og så kontaktede jeg ham«.
Nicolas Winding Refn:
»Jeg var sprunget fra Filmskolen som den første elev nogensinde, fordi jeg fik muligheden for at lave ‘Pusher’. Og det startede måske et meget komplekst forhold, der senere fik visse konsekvenser for mig. Alt, der var etableret, skulle ødelægges, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Alt, hvad der var god smag, alt hvad der var fint og korrekt, det skulle bare totalt tilintetgøres.
Konstruktionen var jo, at det skulle være så realistisk, som det overhovedet kunne blive. Jo mere realistiske folk var, jo bedre, jo mere rigtige alle de forskellige rusmidler var, jo bedre, tænkte jeg. Det kunne ikke blive mere anti den korrekte måde, anti den sikre måde at gøre det på. Hele tilgangen til det var, at det skulle være så hårdt, som det overhovedet kunne blive«.
Henrik Danstrup:
»Vi ville lave noget, der var nyt og friskt, og vi tænkte allerede meget i branding og markedsføring fra starten. Vi lavede en meget utraditionel ansøgning til Det Danske Filminstitut, hvor vi sendte en pakke med hvidt pulver, der skulle ligne kokain. Vi var sikkert blevet anholdt i dag. Vi sendte også en dildo, og den er siden forsvundet inde på instituttet«.
Mads Mikkelsen:
»Jang ledte generelt efter folk, der ikke var skuespillere. Inden han havde lavet en eneste film, var han allerede træt af skuespillere. Men det var åbenbart svært at finde, og så var der nogen, der havde set mig i en forestilling på teaterskolen i Aarhus. De havde ekstremt svært ved at forstå, hvad jeg sagde, for jeg snakkede meget hurtigt og meget nørrebrosk. Jang forstod vist heller ikke, hvad jeg sagde, men han syntes, at det var super fedt, og så fik jeg rollen«.
Peter Peter:
»Jeg mødte Jang hos nogle fælles venner i 1992. Han pustede sig op, som han jo gør, og han var fuldstændig ligesom, han er i dag – bare uden noget at have det i. Jeg tænkte bare, ham der skal jeg sgu ikke have noget med at gøre. Han snakker for meget. Men vi begyndte at ses lidt og gå i biografen, for det var enormt sjovt at skændes med ham om film. Vi kunne aldrig lide det samme, og han kunne bare aldrig lide noget. Han blev ved med at sige, at han en dag ville skaffe mig en million kroner til at lave musik til en film. Jeg sagde bare, ja, ja, den er god med dig. Jeg endte med at få 50.000«.
Nicolas Winding Refn:
»Jeg havde været inde og se ‘Goodfellas’ (1990, red.), og så havde jeg set den scene, hvor Ray Liottas karakter bliver jagtet af helikopteren, og så tænkte jeg, at det kunne være sjovt at lave sådan noget. Folk under pres er altid spændende drama. Jeg var 24, og jeg fik den her mulighed, og det var bare vildt heldigt. Men jeg var også meget ambitiøs, og så havde jeg sindssygt meget arrogance. Når du ikke har prøvet noget før, kan du godt gå ind i det med en ekstrem ‘jeg ved det hele’-attitude. Og det er jo nogle gange enormt sundt. Man skal bare huske at have god smag«.
Zlatko Buric:
»Jeg har spillet teater, siden jeg var 16, og lavet mange forskellige ting, teater og performances især på den hardcore avantgardistiske og eksperimentelle scene i Zagreb og andre steder i verden med teatertruppen Kugla Glumiste. Derfor anså jeg ikke mig selv som skuespiller i klassisk forstand, da jeg blev tilbudt rollen i ‘Pusher’, og til at starte med syntes jeg næsten, at filmen lød for mainstream. Det lyder idiotisk i dag, men sådan tænkte jeg dengang, selv om jeg var 40 år gammel«.
Nicolas Winding Refn:
»Jeg havde aldrig prøvet at skrive et manuskript, så jeg spurgte Jens Dahl, der gik på Filmskolen, om han ikke kunne hjælpe mig. Han skrev første draft baseret på mit treatment, og det var det, filmen blev finansieret på hos Filminstituttet. Det var et gennemarbejdet manuskript, men jeg følte, at filmen skulle i en anden retning. Der var for meget filmskole over det og for lidt film. Så jeg tilføjede det ekstra, som jeg syntes, at filmen manglede i forhold til eksempelvis dialog. Vores veje skiltes, og det er jo altid emotionelt, men det er helt normalt. Og jeg var meget ung. Men vi har arbejdet sammen siden igen, og vi ses stadig.
Men det lærte mig sindssygt meget at arbejde sammen med ham. Jeg var irriteret over den klassiske manustilgang dengang, men det var en meget vigtigt oplevelse for mig i længden, for jeg lærte alt om, hvordan man skriver et manuskript, og det har jeg så brugt resten af mit liv på at forsøge at ødelægge«.
KAPITEL 2: OPLÆRT AF ROCKERE OG PROSTITUEREDE
For at opnå den maksimale autenticitet opsøgte Nicolas Winding Refn og manuskriptforfatter Jens Dahl den københavnske underverden og talte med folk, der levede i den. I midten af 90’erne var den del af København centreret på Vesterbro omkring Vesterbrogade og Istedgade med de mange stripklubber, pornobutikker, orientalske restauranter og morgenværtshuse med pushere, karrierekriminelle rockere, prostituerede og deres kunder som klientel. Men også Zlatko Buric og Laura Drasbæk havde gjort sig førstehåndserfaringer med narkohandel og livet som narkoafhængig prostitueret.
Nicolas Winding Refn:
»Det er ikke sådan et lukket miljø. Det var meget tilgængeligt. Hurtigt kendte man nogen, der kendte nogen. Og i sådan et miljø er der et enormt behov for at snakke, for at fortælle om ting. Der er enormt meget desperation, enormt meget smerte.
Da jeg kom tilbage og lavede ‘Pusher II’ og ‘Pusher III’, som jeg selv synes er meget bedre film end den første, var jeg også blevet det klogere. Der var da helt klart i starten af den første ‘Pusher’ en fascination af kriminaliteten som det her anti-samfund.
Men jeg fandt hurtigt ud af, at alt det, man troede var romantisk, slet ikke var romantisk. Det er ikke en verden, som jeg sådan menneskeligt kunne se, at man vandt i. Og du kan også se, hvordan det starter med, at filmen er meget fascineret af det, og at den siden bliver enormt destruktiv, nihilistisk i virkeligheden«.
Zlatko Buric:
»Heroin kom til Zagreb i slutningen af 70’erne, og da ingen endnu kendte langtidsvirkningerne, blev det hurtigt populært blandt de cool og hippe. Jeg havde en ven i miljøet, og inspirationen til Milo-karakteren fik jeg blandt andet fra engang, jeg var på rejse til Beograd med ham. Fordi markedet i Zagreb var blevet tørt, skulle han skaffe noget opium i Beograd.
Jeg tog med ham for at købe det, og det morsomme var her for mig, at intet var som i en typisk Hollywood-film. Dem, min ven købte det af, modtog os som venner med åbne arme og var meget afslappede. Så selv om det egentlig var et hårdt miljø, var der nærmest en slags landsbystemning over hele seancen, som om han var kommet for at købe agurker. Det var denne kontrast, nærmest absurditet af afslappethed og venskabelig stemning, jeg baserede min rolle som Milo på. Som når Milo varmt byder Frank velkommen, tilbyder ham tulumba og beder ham om at hjælpe med at flytte et køleskab – ligesom venner gør. Sådan var det i virkeligheden, ikke som på amerikanske film med pistoler. Det fortalte jeg Jang, og så skrev han scenerne om«.
Laura Drasbæk, spiller rollen som Vic:
»Jeg lavede meget research til rollen, og den bestod egentlig mest af nogle ret voldsomme byture. Hele det miljø, som filmen foregår i, lever jo om natten, og jeg var ung og havde ikke andet at lave. Jeg blev introduceret for kvinden, som min rolle delvist var baseret på.
Hun blev kaldt Angel og var prostitueret og stripper. Jeg begyndte at se hende privat, og jeg havde på fornemmelsen, at hun glemte, at jeg var skuespiller og egentlig hang ud med hende som en slags research, og vi fik et slags kort venskabsforhold. Hun havde børn, der var i plejefamilie, og talte somme tider om dem om morgenen efter en lang nats bytur. Det var ret grumt. I den tid, vi var sammen, blev hun gennembanket af en kunde, måtte flygte fra et hotelværelse fra en anden, og hun fortalte om virkelig voldsomme episoder, som om det var hverdag.
Engang sagde hun, kan du ikke lige holde den her, og så stak hun mig en bylt viskestykke. Men pas lige på, for den er ladt. Hvis jeg ringer, uanset hvornår, skal du bare komme hurtigt med den. Jeg tog den med hjem, og så var det en pistol. Jeg var kun lige blevet voksen og flyttet hjemmefra og syntes, at det var mega spændende«.
KAPITEL 3: PÅ OPTAGELSE
Det var vigtigt at finde en skuespiller til den altoverskyggende hovedrolle som pusheren Frank. Vedkommende skulle kunne bære rollen og have kemi med sine medspillere. Kim Bodnia, der var brudt igennem i Ole Bornedals ‘Nattevagten’ i 1994, viste sig som det perfekte valg. Han og Nicolas Winding Refn havde et kunstnerisk set usædvanligt frugtbart samarbejde og lavede efterfølgende ‘Bleeder’ i 1999, hvor Bodnia også gestalter en såret machomand på vej ned. Men herefter stoppede samarbejdet. Historier om skår i samarbejdet og et psykisk nedbrud hos Bodnia florerede i pressen, og de to har ikke arbejdet sammen siden. (Soundvenue har gentagne gange forsøgt at få Kim Bodnia til at medvirke i denne artikel, men det har ikke været muligt.)
Nicolas Winding Refn:
»Oprindeligt havde jeg hyret en anden skuespiller som Frank, Anders Nyborg, som var uddannet på Odense Teaterskole. Men under prøveforløbet fungerede det ikke, og så fyrede jeg ham to uger inden optagelserne. Med ham var det alt for pænt, alt for korrekt. Der var alt for meget teaterskole over tilgangen rent spillemæssigt. Man kunne forstå, hvad han sagde! Han er ikke på nogen måde en dårlig skuespiller, men han havde slet ikke det der rebelske.
Kim kom med en attitude, som var meget udansk faktisk. Han var meget selvsikker, enormt sexet i virkeligheden. Og så havde han jo en fantastisk forståelse for det emotionelle spil. Og det der med at gå hele vejen og endnu længere. Og viljen til det. Og så fotograferede han fuldstændigt fantastisk«.
Kim Bodnia kom med en attitude, som var meget udansk. (Nicolas Winding Refn)
Zlatko Buric:
»Jeg nåede ikke at lære Kim at kende inden optagelserne. Jeg mødte ham første gang, da vi stod på settet i en lejlighed klokken fem om morgenen. Jeg kan godt lide at improvisere, så jeg tænkte, what the fuck, hvem er det, der står og læser manuskriptet så grundigt? Men jeg indså hurtigt, hvor stort hans talent var, og vi supplerede hinanden godt.
I 1995 var jeg påvirket af krigen på Balkan og vred over de ting, der foregik. Kim havde på samme måde en slags indre vrede og var i oprør over hele branchen. Jeg var fascineret af, at han på én gang indeholdt så meget maskulinitet og samtidig tydeligt husede stor sårbarhed. Disse aspekter var med til, at vi gav hinanden godt modspil. Og fordi vi ikke kendte hinanden, var der ikke noget smalltalk imellem optagelserne, hvilket var med til at bevare en slags farlighed i spillet. Jeg var usædvanligt glad for Kim og har stadig meget varme følelser for ham«.
Mads Mikkelsen:
»Jang, ham fattede jeg ikke en skid, da jeg mødte ham første gang. Han stod der med sine hornbriller og korte bukser og lidt amerikansk accent og råbte og skreg. Jeg tænkte, skal han lave en film om bandemiljøet i København, hvor vi andre er vokset op? Det var helt sort. Men jeg fandt ret hurtig ud af, at det var mere end en film om bandemiljøet, men mere en klassisk film om nogle personer. I bakspejlet har jeg fundet ud af, at han måske er forelsket i Shakespeare-fortællingen: Kongens død eller brorens overtagelse. Han er ikke specielt interesseret i miljøet i de ting, han laver«.
Henrik Danstrup:
»Vi ville lave en type film, ingen havde hørt om før og med en debuterende instruktør, så jeg satte nogle regler op, som vi arbejdede efter allerede i manuskriptfasen, og som skulle fjerne alle de ting, der gjorde en film dyr. På den måde kan man sige, at vi var med til at foregribe dogme. Vi havde produktionsbase på Vesterbro, og en regel var, at alt skulle optages inden for en radius af 500 meter, hvilket tydeligt ses i filmen. En anden regel var, at vi skulle filme med det lys, der var, så vi ikke brugte tid på lyssætning. Og vi brugte lang tid på at finde locations, der så ud som dem, vi skulle bruge, så vi ikke brugte midler på at lave dem om«.
Mads Mikkelsen:
»Vi var alle trygge i hinandens hænder, og Jang havde lavet nogle meget klare rammer. Det er den eneste måde, improvisation kan fungere på, ellers ender det altid med, at folk slår hinanden eller begynder at græde. Men i nogle af kørescenerne i bilen løb det lidt af med mig. Tonnys opgave var at være irriterende hele tiden og plaprer Frank ind i hovedet, selv om Frank har problemer. Så mig og Jang holdt det lidt hemmeligt, hvad jeg skulle lave og sige. Men Tonnys karakter har aldrig rigtig indsigt i, hvordan Frank har det, så på den måde er de to ikke venner«.
Henrik Danstrup:
»Vi havde en meget dyr scene, der ikke kom med i filmen. Kim Bodnia kører på Gammel Kongevej, og så bliver han provokeret af en Porsche, der kører ind foran ham. Han bliver sur og tager et baseballbat og smadrer forruden på Porschen. Vi havde aftalt, at han kun skulle smadre forruden, men han fik også banket instrumentbrættet og alt muligt i stykker. Jeg havde det sådan, det skal med i filmen, men Anne Østerud, der var klipper, syntes ikke, at det passede ind. Heldigvis havde vi den dag inviteret et tv-hold med fra ungdomsprogrammet ‘Transit’, der blev set af en halv million unge mennesker hver uge, og de filmede det og viste det. Det satte virkelig gang i markedsføringen«.
Mads Mikkelsen:
»Når Kim og jeg gik rundt på gaderne eller sad i bilen under optagelserne og i pauserne, var der mange, der ikke lagde mærke til, at der var et kamera i nærheden. Så der var rigtig mange, der kom hen til os for at købe eller sælge stoffer, hvis vi havde siddet længe nok i en bil. Og vi kom tit op at skændes med folk om alt muligt lort, fordi Tonny er hurtig i munden. Så råbte de, skrid med jer og sådan noget. Hvor meget vi svarede igen, kom an på, hvor store de var, og om bilen var låst. Men Kim havde også foden på speederen, er jeg sikker på. Det kunne også kun lade sig gøre den ene film, for næste gang ville de ikke købe stoffer, så ville de have en autograf«.
KAPITEL 4: NARKO ELLER EJ
Stoffer vil uundgåeligt spille en stor rolle i en film som ‘Pusher’, der skulle være så autentisk som muligt. Refns ønske om, at skuespillerne skulle tage ægte stoffer blev blandt andet efterkommet af Laura Drasbæk, men ikke alle var med på den opslidende praksis.
Laura Drasbæk:
»Jeg tog mange stoffer før og under optagelserne, for det var en del af rollen og stemningen på settet. Og stofferne var der. Det er en enhver skuespillers drøm at få serveret et helt miljø foran sig, især når man er ung og ikke har nogen forpligtelser og bare kan kaste sig ud i det. Blandt andet havde jeg ikke noget sted at bo dengang, så jeg fik lov til at bo i den lejlighed, Vic bor i på Blågårds Plads. Nogle gange var jeg også påvirket under optagelserne. Det var ikke altid, at det var en god idé, og jeg følte, at jeg mistede grebet lidt. Men det var også stilen i filmen. At vi alle mistede grebet en smule.
Jeg ved ikke, hvor stofferne kom fra, men jeg har aldrig betalt en krone for dem. (Laura Drasbæk)
Jeg havde besluttet, at det skulle være slut med stofferne efter filmen, men jeg kan huske, at der ikke var nogen, der ringede og tjekkede op på mig for at høre, om jeg var okay. Så det var sjovt, men det var også vanvid.
Jeg ved ikke, hvor stofferne kom fra, men jeg har aldrig betalt en krone for dem. De var der bare hele tiden. Der var en del folk fra miljøet, der bare hang ud på settet, og de havde også nogle med«.
Mads Mikkelsen:
»Det der med stoffer det var altså noget, der gik min næse forbi, for at sige det helt præcist. Jeg kan helt tydeligt og klart sige, at det var noget, der skete, efter at jeg havde optaget mine scener.
Jeg havde ikke helt samme tilgang til rollen. Jeg var allerede familiefar der. Jeg tror, min datter var tre år. Selvfølgelig skal man sætte sig ind i tingene, men så skal man også gøre det til sit eget, for ellers brænder man helt ud i den her branche. Men jeg har ikke noget imod, at folk gør det. Hvis de ikke føler, at de voldtager sig selv ved det, må de gøre, hvad de vil. Men jeg har besluttet for længe siden, at jeg skal blive inspireret af den virkelige verden, og derefter skal jeg være det, der står på mit cv: Skuespiller«.
Laura Drasbæk:
»Jang vil gøre alt for få noget fedt i kassen. Filmen blev optaget kronologisk, så den sidste scene i filmen, er også den sidste, der blev optaget. På det tidspunkt var jeg ved at trække mig mentalt. Det var meget sent om natten, og da vi endelig nåede til den scene, hvor Vic finder ud af, at Frank ikke vil til Spanien med hende alligevel, var jeg tom og kunne ikke finde nogen følelser.
Jang sagde til Kim, at han skulle slå mig, og så stak Kim mig en ordentlig flad. Det var sindssygt provokerende og tændte mig på stedet. Jeg synes, at der kan være andre måder at lave noget godt på uden at give folk stoffer og slå dem i ansigtet. Men jeg var ung og selv med på den, og Jang er sindssygt god til at hjælpe med at få de dybder frem i én, som man rummer«.
KAPITEL 5: JANG UDEN MUSIKALSK SPROG – OG PR GENNEM PUSHERE
Det meste af filmens lille budget på cirka syv millioner kroner var gået på at få gode sager i kassen, så efter optagelserne skulle der tænkes i alternative pr-baner for at undgå, at filmen ville sygne ubemærket hen i biograferne, og her brugte holdet igen deres kontakter i pushermiljøet. Og samme radikalitet, som havde løbet gennem optagelserne siden filmens undfangelse, fortsatte i brugen af musik. Peter Peter, der tidligere havde lavet musik til et par af Refns kortfilm, men aldrig havde prøvet kræfter med en spillefilm, blev hyret til at lave musikken. Hans musik hævede filmen fra de københavnske mean streets til et skæbnedrama.
Peter Peter:
»Jang er virkelig god til det med musik. Han siger altid, hvad han vil have, og han mener altid det samme. Jeg har arbejdet med instruktører, der først sagde det ene og så det andet, men sådan har det aldrig været med Jang. Det var min første spillefilm, og jeg havde en masse ideer, jeg gerne ville ud med. Men jeg lærte, at det er instruktøren, der bestemmer suverænt. Og det gav nogle fights i starten, fordi det også var min ven«.
Peter Kyed, komponist:
»I starten kunne vi snyde ham lidt, hvis der var noget, vi ikke kunne lide. Hvis han foreslog noget, vi ikke kunne lide, sagde vi, at det var ligesom på Filmskolen, og så skulle han fandeme ikke have det med i sin film. Det kan man ikke mere«.
Peter Peter:
»Som musiker er det fantastisk at arbejde sammen med ham, fordi han giver enormt meget. Han er også svær, fordi han ikke har noget musikalsk sprog, men det, der kommer ud af det, er altid anderledes. Nogle gange giver han to konvergenspunkter, der slet ikke hænger sammen. Som med hovedtemaet, ‘Pusher Theme’, der er lavet ud fra ideen om, at vi er i en jungle a la ‘Cannibal Holocaust’, ikke en storby – og så blandet med Alice Cooper, der er god til at lave noget storladent. Det er to ting, der egentligt ikke passer sammen, men han insistererede på det, og det fungerer«.
Henrik Danstrup:
»Allerede inden vi gik i gang, ville vi positionere filmen som noget særligt. Jens Kruse designede ‘Pusher’-logoet, der senere endte på en kunstudstilling. Vi ville være frække og provokerende, og jeg tror, at vi var nogle af de første, der gik og hængte klistermærker op med ‘Pusher’ på toiletter på barer og sådan.
Vi vidste også, at hvis vi skulle lykkes, skulle vi have street credibilty. De rigtige mennesker skulle synes, at det var en fed film. Så vi sørgede for at invitere pushere og andre folk fra underverdenen og folk, der generelt var trendsettere, ind til at se filmen, før den kom ud for at skabe noget word of mouth. Det er en strategi, der kun virker, hvis filmen leverer, men vi var rimeligt sikre på, at det nok skulle gå«.
KAPITEL 6: EN GAMECHANGER TRODS MODERAT BILLETSALG
Da ‘Pusher’ fik premiere den 30. august 1996, var det til en blandet modtagelse. Nicolas Winding Refn husker stadig, at »en eller anden fra Det Fri Aktuelt sagde, at filmen var meget urealistisk«, og både pressen og den etablerede danske filmbranche ignorerede filmen ved Bodil- og Robert-uddelingerne.
Filmen solgte 185.000 biografbilletter, hvilket var et pænt tal for en debutfilm uden kendte skuespillere, men filmen forblev et storbyfænomen, og den endte langt fra som et biografhit. I dag står filmen som en af de vigtigste danske film, og selv om det var debutfilm for flere af de medvirkende, er det stadig en af de film, der har defineret deres karrierer mest.
Nicolas Winding Refn:
»Jeg havde ingen forventninger til filmen. Jeg havde slet ikke tænkt så langt. Men jeg kan huske, at Peter Aalbæk Jensen sagde til mig, at den var god. Han var den første, der så filmen, sammen med min far, og Peter sad og grinede hele vejen igennem filmen. Og så sagde han, det her skal sgu nok gå godt. Og det vidste jeg jo ikke, hvad betød. Men det gik godt med publikum, mens det gik mindre godt med… meningsdannerne.
Til Bodil-overrækkelsen det år gav de prisen for bedste mandlige hovedrolle til Max von Sydow (for ‘Hamsun’, red.) og ikke Kim Bodnia. Og er der nogen, der dannede præcedens for billedet af danske mænd, er det Kim Bodnia i den film. Han fik den heller ikke til Robert. Og så tænkte jeg, det her er simpelthen for dumt«.
Zlatko Buric:
»Når jeg rejser, genkender folk mig stadig som Milo i ‘Pusher’. Folk råber ‘Franke, du skulder mig penge’ efter mig på gaden, selv i lande som Mexico bliver jeg genkendt. Min ven Klaus Holsting var fotograf på Information, og han fik et gæstejob på en avis i Kina i Beijing. Der var nogle kinesere, der sagde, du er fra Danmark. ‘Pusher’! Kender du Zlatko? De havde en ‘Pusher’ og Zlatko-fanklub i Beijing.
Der kommer mange stofbrugere hen til mig og siger, hej, Milo, og du er en super skuespiller – det er vel, hvad man kan kalde street credit! Og jeg har haft mange fortrolige samtaler med folk, der ikke kun vil fortælle, at de nu er stoppet med stofferne – eller skal lige til at stoppe! – men også taler om deres kærlighedsliv og livets mange andre ting«.
Mads Mikkelsen:
»Jeg så ikke filmen sammen med de andre til premieren, for der var jeg på skole i Aarhus, og jeg måtte ikke få fri. Så jeg gik ind og så den flere uger efter til en almindelig visning en formiddag. Jeg skulle lige vænne mig til at se mig selv. Det var første gang, jeg gjorde det. Men det gjorde jeg meget hurtigt, og det er generelt et godt tegn.
Det var en ret stor biograf, og der sad måske ti mennesker. Og der sad én bagved og grinede rigtigt meget på de rigtige steder. Da filmen var færdig, viste det sig, at det var en af mine gamle venner. Og han troede ikke et sekund på, at det var første gang, jeg så filmen. Han var sikker på, at jeg var inde og se alle forestillinger hver dag, fordi jeg sad der en morgen. Han troede, jeg var syg – har du siddet derinde hver dag i tre uger, mand? Han tror vist stadig ikke på det«.
Laura Drasbæk:
»Efter filmen kom jeg ind på teaterskolen. Jeg fik tilbudt en masse roller som en pige på kanten af livet på den ene eller anden måde. Jeg blev totalt sat i bås. Det bremsede selvfølgelig det momentum, jeg havde, at jeg gik ind på teaterskolen. Jeg ved ikke, om jeg burde have redet videre på det, men det var godt for mig menneskeligt«.
Henrik Danstrup:
»Før filmen kom ud, måtte jeg jagte folk for at få dem til at investere og købe filmen. Blandt andet havde vi meget svært ved at finde en distributør, der ville vise den i biograferne. Vi kimede sekretæren på Nordisk Film ned, og til sidst sagde hun til direktøren, at han skulle tale med os, fordi hun ikke gad have os i røret to gange om dagen. Nordisk Film endte med at sige ja til at distribuere filmen. Men efter premieren ringede alle til mig og ville spise frokost og høre om det næste projekt. Der var jo ikke forskel på det, vi gjorde, men nu havde vi haft succes«.
Zlatko Buric:
»Det var et meget stort skifte i mit liv at lave ‘Pusher’. Morgenen efter premieren vågnede jeg som såkaldt stjerne i Danmark. Det var et tidspunkt, hvor jeg virkelig var på røven med penge, men pludselig fik jeg arbejde alle mulige steder lige med det samme. Men det var faktisk svært at tage beslutningen om, at nu var jeg rigtig skuespiller og med min baggrund at skulle spille på Det Kongelige Teater. Men jeg satsede på det og har efterfølgende lavede både rigtigt gode ting og mindre gode ting«.
Man kan næsten ikke bedømme, hvor meget ‘Pusher’ har betydet for mig. Næsten alt. (Mads Mikkelsen)
Peter Peter:
»Jeg forventede ikke noget stort af filmen, men da jeg så første gennemklip… Jeg var fuldstændig målløs. Den har alt. Det virker endda, som om han bekymrer sig om karaktererne, hvilket man ikke skulle have troet, da man mødte ham første gang. Men den har virkelig tyngde«.
Mads Mikkelsen:
»Jeg har meget svært ved at forestille mig min karriere uden den film. Jeg var selvfølgelig kommet i gang på en anden måde, men udover at den film viste folk, at her var jeg som skuespiller, hvilket jo var vigtigt, var det også måden, vi arbejdede på. Den var så rigtig og inspirerende for mig, at havde jeg ikke startet med den, ved jeg ikke, om jeg havde fundet den måde at arbejde på meget senere.
Jeg havde ingen erfaring, så jeg tænkte, at der nok ikke var andre måder at lave film på. Det viste sig så, at der var mange andre måder at lave film på. Nogle af dem er pisse gode, andre er røvsyge. Når man har et menneske som Jang, der tør tage styringen og improvisere, så er ‘Pusher’-måden min yndlingsmåde at lave film på. Man kan næsten ikke bedømme, hvor meget den har betydet for mig. Næsten alt«.
Artiklen blev først bragt i Soundvenue #100.
Læs også: At være Nicolas Winding Refn (stort interview)
Læs også: ‘Riget’ 20 år – den store historie om Lars von Triers kultserie, fortalt af hovedpersonerne