Video: K-phax er træt af old school hiphop: »Det er blevet corny at være macho«

Ligesom i udlandet har den danske rapper allerede mødt modstand mod sit take på mumblerap, men for K-phax har genren åbnet hiphoppen op, og han ville nok slet ikke have været rapper, hvis genren havde set ud som for ti år siden.

Man kan sige, at Keith Birongo er opvokset på nettet, og det kan man godt høre på den unge sønderjydes Soundcloud-take på hiphoppen, som vi også kender den fra udenlandske rappere som Lil Yachty og Lil Pump. Selv om han ikke er vild med genrebetegnelsen mumblerap, så er han glad for at hiphoppen har ændret sig de senere år.

»Hvis hiphop var som for ti år siden, havde jeg ikke været rapper«, fortæller han blandt andet i vores video, hvor vi besøger ham på kollegiet i København, som han er flyttet til for at studere og koncentrere sig om musikken.

»Det, jeg er god til, ville man ikke kunne bruge til noget for ti år siden«, siger han. »Jeg kan ikke lave freestyle. Jeg kan ikke lave bars. Jeg går mere op i et godt hook og nogle interessante beats, end hvor hård min 16 er«.

Generelt er han glad for, at hiphop i dag føles mere inkluderende, og at der er plads til flere musikalske udtryk, end da gangstarap dominerede genren.

K-phax var tidligere i år på vores Breakin’ Sound-liste over de 15 nye danske musikere, vi tror mest på i år, og hvis du vil fange ham live, spiller han natkoncert på Rust den 23. februar.

Læs også: Breakin’ Sound 2018: De 15 mest lovende danske navne

Se også vores Håndbajerbekendelser med Iris Gold:

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af