Hannah Schneider

Kvindelige, danske sangskrivere som Oh Land, Fallulah og Agnes Obel stråler og funkler som klare stjerner i disse år. Men det skader ikke med flere, og Hannah Schneiders folk-elektroniske singer/songwriter føjer endnu en lille, blinkende stjerne til den store, mørke himmelhvælving.



Det føles lidt som at stå med bare tæer i græsset og forsigtigt dreje rundt om sig selv, når Schneider på sit andet album stykker popmelodier sammen i lag på lag af sukkende korarrangementer, klimtende klokkespil, håndklap og vandrende klaverstykker. De storladne marchtrommer på ’Fences’ vokser langsomt i intensitet, for derefter at ende som en melankolsk melodi, tæt på lyden af låget på et smykkeskrin, der forsigtigt løftes. Og så er de svømmende korarrangementer og optimistiske håndklap på titelnummeret så opløftende, at man næsten letter fra jorden for en kort stund.



Selv om Hannah Schneiders musik er skabt på computere og trommemaskiner derhjemme, er det milevidt fra alle de andre indelukkede sovekammerprojekter, der ellers krænger dagbogens mest dybtfølte sindsstemninger ud. Stik imod tendensen er Hannah Schneiders popmelodier udadvendte og forfriskende som flimrende solstrejf, der kilder i nakken.



Med samme uskyldsrene stemme og stemning er det altså lidt svært ikke at tænke på alle de tre førnævnte sangerinder. Men når det er sagt, har Hannah Schneider skabt en opfølger, der briser af forårsfornemmelser, uskyld og eftertænksomhed. Og hvad pokker, det er trods alt lige blevet forår, så hvorfor ikke bare svælge i det.