David Sylvian

Med mere end 30 aktive år på den internationale musikscene har den 47-årige englænder David Sylvian været vidt omkring. Fra hans første gruppe Japans synth-pop i midt 70erne henover krautrock og teaterkompositioner til Londons Almeida Teater i 80erne samt til flere bøger og dokumentarfilm. Nu er han igen aktuel – denne gang med remixpladen ‘The Good Son vs. The Only Daughter – The Blemish Remixes’, der indeholder sange fra den originale ‘Blemish’ fra 2003.

Pladen sætter David Sylvians evindelige eksperimenter med prog-rock og alternativ ambient musik i en anden og mere nedskrallet form. Sylvian trækker dog stadigvæk på flere af de efterhånden så karakteristiske elementer fra hans noget brogede bagkatalog. Gennem ‘The Blemish Remixes’ åbnes der hist og pist op med godter fra den tunge musikalske kuffert, som han slæber rundt på.
Ambients effekter, lidt skrattende guitar og klassiske instrumenter akkompagnerer Sylvians dybe karakteristiske stemme, der for den nye lytter kunne minde lidt om Elvis Costellos. Men det bliver alligevel aldrig særlig spændende at lytte til.

Fra de første forsigtige og sporadiske toner på et flygel og Sylvians nærmest croonende “She once was a friend of mine” i åbneren ‘The Only Daughter’, er scenen sat til noget, der ligeså godt kunne være starten på en musical.
Violiner, en cello og fløjter smyger sig rundt om Sylvians sang, på et album, der ikke rigtig kommer i gang, selvom lidt knitren og forsigtige beats – tiltrængt – udvider lydbilledet på enkelte sange. Pladen har løse konturer, men selv efter flere gennemlytninger forbliver de desværre farveløse. Man efterlades lidt med en følelse af, at Sylvians kærlighedserklæringer aldrig bliver forløste men derimod forsagte.