Joe Goddard
Sammen med Alexis Taylor udgør Joe Goddard til daglig den kreative kerne i det britiske femkløver Hot Chip. Med Taylor som sjælesøgende sangsmed og frontfigur, mens Goddard er den mere muntre maskinmester, der leverer beats og bleeps.
Den rollefordeling skinner tydeligt igennem på de tos soloudspil. Efter Taylors tyste og intime ‘Rubbed Out’ fra sidste år spiller Goddard nu ud med et album, der slet ikke kan vente med at komme i byen. Alle numrene har fjollede, frugtige titler som ‘Go Bananas’, ‘Tropical Punch’ og ‘Pineapple Chunk’, og musikken er en legende omgang med analoge synthesizere og prikkende maskintrommer.
Det er overvejende instrumentale, rytmeorienterede numre, og mange af dem får såmænd én til at nikke behørigt med nakken. De fleste vil dog gøre sig bedre som byggesten i et dj-set end på et album, som kalder på en indre sammenhæng og en dybde, som disse skitseprægede produktioner sjældent opnår.
Der er glimrende ting at hente: ‘Sour Grapes’ med sine vægtløse synthtemaer, ‘Apple Bobbing’ med sin Underworld-lignende tech-puls og albummets eneste egentlige vokalnummer ‘Lemon & Lime (Home Time)’, som kommer tæt på Hot Chips underspillede popfornemmelse. Oftest har man dog følelsen af at lytte til grundspor fra endnu ufærdige Hot Chip-numre, og selv om man sjældent keder sig i Goddards hjemmestudie, er albummet højst et mellemspil, indtil bandet samles igen til februar med ‘One Life Stand’.