’Glow’ sæson 3: Netflix’ fabelagtige kvindebryderkomedie er tilbage!
Hurra, de skønne wrestlingdamer fra Liz Flahive og Carly Menschs spraglede 80’er-komedie ‘GLOW’ er tilbage på Netflix med deres charmerende cocktail af skinnende gymnastikdragter, teatralske brydekampe og søsterskab.
Alt er dog ikke ved det gamle, for både stemning og omgivelser har taget en mørk drejning her i tredje sæson. Mens første og anden sæson fulgte produktionen af tv-programmet ‘GLOW’ (‘Gorgeous Ladies of Wrestling’) i Los Angeles, er bryderingen nu flyttet til Las Vegas, hvor wrestling-holdet opfører samme show aften efter aften og slår de resterende timer ihjel med at gamble, drikke og gå om bord i buffeten på det glimtende og deprimerende Fan-Tan Hotel and Casino. Verden udenfor findes stort set ikke.
Mens humøret er højt i begyndelsen, får tidsloopet hurtigt holdet til at kede sig. De mister engagementet i showet og fællesskabet og søger stimulans andetsteds. Debbie (knivskarpe Betty Gilpin) fokuserer på at producere, nygifte Bash (Chris Lowell) og Rhonda (Kane Nash) udvider forretningen, Sheila (Gayle Rankin) smider ulveidentiteten og begynder at spille skuespil, Cherry (Sydelle Noel) overvejer at få en baby, og den gnavne instruktør Sam (Marc Maron i sit livs rolle) tager datteren Justine (Britt Baron) med til Hollywood for at pitche hendes manuskript. Kun evigt dedikerede Ruth (fantastiske Alison Brie), der har et anstrengt langdistanceforhold til kameramanden Russell (Victor Quinaz), står i stampe og er den eneste, der stadig har ‘GLOW’ som førsteprioritet.
Symptomatisk for kvindernes fokus er der meget lidt wrestling i tredje sæson, der heller ikke besidder samme gnist og livsbekræftende underdog-energi som de første sæsoner. Til gengæld kan den noget andet, nemlig at skildre hvad der sker, når man får det, man ønsker sig. Der er en del mindre spænding i hverdagen end i kampen mod målet, som vi fulgte i de første sæsoner.
Serien skruer ned for plot, men op for karakterportrætter og tematiske problematikker som spiseforstyrrelser, konflikt mellem karriere og moderskab, ambitioner, erkendelse af seksualitet, homofobi og racisme. Det er et fint bytte, for ‘GLOW’ har serieverdens bedste ensemble, som vi stadig kun har dyppet tæerne i, selvom især Sheila, Rhonda, Arthie (Sunita Mani) og Sherry får mere spillerum.
Centralt står dog stadig det konfliktfyldte venskab mellem Ruth og Debbie, der heldigvis er ved at finde hinanden igen i takt med, at Debbie har tilgivet Ruth for sin affære med hendes mand i første sæson. De to har nogle gode bonding-øjeblikke, hvor ét involverer topløs dans i omklædningsrummet. Også scenerne mellem Ruth og Sam er en fornøjelse, og deres will-they-won’t-they-kemi skaber spænding i hele sæsonen.
Melankolske, nørdede, prætentiøse og selvdestruktive Ruth er en fantastisk karakter. Hun drømmer stadig om at bryde igennem som skuespiller, men bliver ved med at løbe panden mod muren. Det er både tragisk og bestyrkende, at hun nægter at acceptere sin fiasko, selvom hvert nederlag tager hårdt på hende. Normalt på tv følger vi karakterer med talent, hvor vi ved, at de nok skal klare ærterne og bryde igennem.
For både Ruth og Sam handler deres rejse måske snarere om at erkende, at de ikke har det, der skal til. Og hvad pokker stiller man så op med sit liv?
Kort sagt:
Tredje sæson af Netflix’ fabelagtige kvindebryderkomedie ‘GLOW’ har i nye omgivelser i Las Vegas mistet noget af sin boblende charme og campede wrestling-moves, men dykker til gengæld dybere ned i karaktererne og undersøger den genkendelige følelse af at sidde fast.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.