’Orange Is the New Black’-skuespillerinden Ruby Rose får snart sin store superheltedebut som ’Batwoman’ i den kommende serie. Hun afslører dog nu, at rollens mange stunts næsten invaliderede hende undervejs.
I forbindelse med offentliggørelse af en meget intim videooptagelse af selve operationen fortæller Rose, at hun fik to diskusprolapser, der generede hendes rygrad i så slem grad, at det kunne have kostet hende førligheden.
Hun har delt intime optagelser af operationen på sin Instagramprofil og har følgende besked til de nysgerrige folk og fans:
»Til alle dem, som spørger ind til mit nye ar på min hals, der ligner en Pez-dispenser… For et par måneder siden fik jeg at vide, at jeg skulle have en akut operation, hvis jeg ikke ville risikere at blive lam (…) Jeg havde fået to diskusprolapser under stunts, og de var tæt på at skade min rygrad. Jeg var i kronisk smerte og kunne ikke mærke mine arme«.
Skuespillerinden har dog sin humoristiske sans i behold efter den smertefulde operationsproces. Hvis man skulle undre sig over, hvorfor hun har fået optaget video af operationen, henviser hun nemlig til lægeserien ’Grey’s Anatomy’:
»Til dem der spørger, hvorfor jeg lod dem filme det… Har I ikke set det afsnit af ’Grey’s Anatomy’, hvor de efterlod et håndklæde inde i en patient?? Og så ville jeg også bare gerne se, hvad der sker, når vi er på operationsbordet«.
Man kan se Ruby Rose i ’Batwoman’, der får premiere på HBO Nordic 8. oktober.
Læs også: Disse serier skal du streame i oktober – fra DR’s store søndagsserie til spritnye superhelte-takes