Lenny Kravitz

Lad det være sagt med det samme: Lenny Kravitz har ikke med sit nye album begået noget overraskende og banebrydende, verden aldrig før har hørt. Tvært imod har han nærmere været et smut hjemme i »Kravitzland« for at finde sig selv på godt og ondt. Dette ottende studiealbum fra manden, der nægter at blive gammel, er på alle måder klassisk Kravitz, sådan som det lød for 18 år siden, da han nødigt bad kærligheden regere verden på sit første album, og gav sin mor skylden på opfølgeren ‘Mamma Said’ to år senere.

Der er dømt masser af 4/4-rock derudaf, som vanligt søbet godt og grundigt i 60’erne og 70’ernes rocktraditioner med tydelige Beatles-, Kinks-, Stones- og Hendrix-referencer. Men er det ikke også sådan, vi bedst kender Kravitz, og sådan han er bedst? Hans følsomme flirt med den elektroniske popmusik på albummet ‘5’ manglede jo lige præcis det rå, rockede og sexede.

Lenny er bedst, når han rocker, men det ville klæde ham at alliere sig med andre end sig selv. Han har nemlig vanen tro selv indspillet alle instrumenter og siddet i producerstolen. Faren ved dette er, at man gør sig blind på sit materiale og mister overblikket, hvilket måske kan være tilfældet her. Albummet indeholder nemlig hele 14 numre, hvilket i sandhed er for meget af det gode. Den sidste halvdel af pladen virker mere eller mindre overflødig og ligegyldig lige med undtagelse af ‘Back to Vietnam’, en bitter politisk basker om USA’s konfrontatoriske udenrigspolitik.

Lenny er og bliver en gammel hippie, og visionen fra debuten om kærlighedens nødvendighed i verden er stadig intakt. Ikke ret mange andre superstjerner kan kaste et album på gaden med en direkte opfordring til en kærlighedsrevolution, uden folk rynker på næsen af det. Men Lenny kan, og man er ikke i tvivl om, at han mener, hvad han siger.