’The Third Day’: Jude Law er fanget i et hallucinatorisk mareridt i radikal HBO-gyserserie
Man kan ikke klandre ’The Third Day’ for at være uambitiøs. Den nye gyserserie på HBO Nordic har både et stjernespækket cast, et radikalt stilistisk udtryk og en opfindsom fortællestruktur. Desværre går de lovende elementer ikke op i en højere enhed.
Det skyldes mest af alt, at hovedforfatter Dennis Kelly tilsyneladende ikke har helt nok plot i ærmet til at lade fortællingen udspille sig over seks timelange afsnit (hvoraf jeg har haft adgang til de fem første).
En del af gysergenrens skrækindjagende effekt er naturligvis ofte en tålmodig opbygning, hvor usikkerhed og ulmende uhygge langsomt siver frem. Men denne del af fortællingen i ’The Third Day’ kræver meget af publikums tålmodighed, idet man skal igennem den ikke bare én, men to gange. Serien er nemlig sat sammen af to separate halvdele, som, efter megen ventetid, flettes sammen til sidst.
I de tre første afsnit er Jude Law seriens hovedperson i form af familiefaren Sam, der ender på den lille britiske ø Osea efter at have reddet en ung pige fra at hænge sig selv i skoven. De genretypiske træk ved små øsamfund holder stik: Øboerne har mystiske, religiøse traditioner, telefonforbindelsen er død, og det er overraskende svært for hovedkaraktererne at komme væk derfra. Snart er Sam fanget i et hallucinatorisk mareridt, som samtidig trækker spor tilbage til en stor, personlig tragedie.
I seriens anden halvdel sker der et mærkbart skift, idet vi nu følger Naomie Harris’ karakter, Helen, der omtrent seks måneder senere drager mod samme ø med sine to døtre for at feriere på en gård, hun har booket gennem AirBnB. Men da de ankommer, har udlejerne alligevel ikke åbent for gæster, og alle på øen opfører sig besynderligt, som om noget faretruende er under opsejling.
Problemet ved Naomie Harris’ fortælling er, at vi som seere allerede ved det, hun langsomt finder ud af, nemlig at øboerne har bestialske og kultiske tilbøjeligheder. Denne relativt søvndyssende anden halvdel kommer tilmed oven på godt halvanden times outrerede mareridtsvisioner med Jude Law, der længe render befippet rundt i en skov med et bloddryppende sår i panden og måske, måske ikke ser syner.
Første halvdel, instrueret af Marc Munden, udnytter således til fulde, at Jude Laws karakter viser sig at have mere paranoia end de fleste på grund af en psykisk lidelse. På billedsiden understreges det ved en radikal colour grading, hvor stærke farver pludselig afløses af en meget gråtonet himmel.
Disse billeder minder nogle gange lidt om Instagram-profilen til en amatørfotograf, der er gået lovligt meget amok i sit redigeringsprogram. Kønt er det ikke ligefrem, når hvidbalancen er skruet i vejret, og kameraet ofte befinder sig helt oppe i smasken på Jude Law. På den anden side må man give point for en atypisk æstetik, som tilmed er logisk forbundet til hovedpersonens skrantende psyke.
Man må også anerkende den dygtige samling skuespillere, som giver det til tider opskruede folk horror-univers en grad af troværdighed. For eksempel er Paddy Considine og Emily Watson charmerende og troværdige som kroejerne hr. og fru Martin, der yder både Sam og Helen gæstfrihed, samtidig med at de tydeligvis skjuler noget for dem.
Den tålmodighedskrævende gyserserie gemmer altså på nogle vellykkede elementer, som måske var kommet bedre til udtryk, hvis den samlede spilletid var blevet forkortet med et par timer – eller hvis de to handlingsforløb havde været hver deres lille spillefilm.
Kort sagt:
Selvom langt fra alt lykkes i HBO-gyserserien ’The Third Day’, må man må prise holdet bag for at tage nogle interessante og ambitiøse valg.