Havde du håbet på, at der langt om længe ville komme en efterfølger til ‘Grand Theft Auto V’ i løbet af det næste år, kan du godt væbne dig med tålmodighed.
Sådan lyder det fra branche-insideren Tom Henderson i en video, hvor han fortalte, at han havde hørt om en udgivelse i 2024 eller 2025.
Netop den detalje bliver der bakket op om fra spiljournalist Jason Schreier (som plejer at have styr på sine kilder), der ligeledes har hørt om samme periode for udgivelsen.
Den lange ventetid på ‘Grand Theft Auto VI’ skyldes efter sigende, at udvikleren Rockstar fokuserer mere på ordentlige forhold for sine ansatte under udviklingen, hvilket var et stort problem under ‘Grand Theft Auto V’.
Samtidig vil Rockstar helst vente på, at flest mulige har købt PlayStation 5 eller Xbox Series X/S for at sikre sig en større kundebase på de nye konsoller.
Der er ingen konkrete detaljer om ‘Grand Theft Auto VI’, men det forventes, at spillet vil foregå i en moderne udgave af Vice City, der er baseret på Miami, og som tidligere har optrådt i serien.