Jada regerede K.B. Hallen som en dansk Beyoncé

Jada regerede K.B. Hallen som en dansk Beyoncé
Jada i K.B. Hallen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Jeg har set Jada live adskillige gange og hver eneste gang har hun gjort det godt.

Hun har en spilleglæde, der ikke er til at tage fejl af, og uanset hvor mange koncerter hun giver, føles hun oprigtigt overvældet over al den støtte, publikum udviser hende. Så det var det mindst overraskende i verden, at hun også gjorde det fornemt, da hun lørdag aften gav koncert i K.B. Hallen.

Men der var alligevel noget på spil til denne koncert, som der ikke var, da jeg så hende gang på gang i 2019. Nu skulle hun nemlig bevise, at hun var en livekunstner af en kaliber, der egner sig både til en sen Orange Scene-optræden og til en Royal Arena-koncert i 2022. Og selv den mest habile livekunstner kan falde, når skalaen bliver hævet så meget – måske endda især i hitlistepop, hvor kæmpemæssige liveproduktioner er the name of the game.

Produktionsmæssigt holdt showet da heller ikke igen. Ud over Jadas sædvanlige setup med fire instrumentalister og tre korsangere, havde hun inviteret seks dansere med på scenen. Der var gjort plads til nogle virkelig stilfulde kostumeskift, og der var tydeligt tænkt over, at kostumernes æstetik skulle passe med de pågældende sanges stemninger.

Jada i K.B. Hallen. (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Til ekstranummeret ‘Nudes’ blev der endda hevet en kæmpestor seng ind på scenen, hvor Jada kunne synge fra. For ikke at forglemme den kæmpestore diskokugle, hvilket ganske vist på ingen måde er et nyt tiltag fra Jadas side, men jeg er rimelig sikker på, at den ikke var nær så kolossal, da jeg i 2019 så hende i Store Vega.

Men Jada havde også en anden måde at markere, at hun er klar til endnu større ting i det nye år. Hun positionerede nemlig sig selv som en slags dansk pendant til ingen ringere end Beyoncé. Ikke direkte udtalt, men med mange små referencer.

Dansernes koreografi sneg flere trin ind fra ‘Single Ladies’-videoen, og under de i forvejen Destiny’s Child-klingende sange ‘On Me’ og ‘Something to Say’ kommanderede hun scenen på en måde, som jeg ellers kun har set Queen Bey gøre det. Jada har jo også tidligere i karrieren sunget Beyoncés ‘1+1’ live fra tid til anden, så det er næppe en utilsigtet lighed.

At give mindelser om Beyoncé er dog ikke noget, man kan tillade sig at gøre, hvis man ikke er en overbevisende performer i egen ret. Og Jada sang som en drøm i K.B. Hallen.

Jada i K.B. Hallen (Foto: Thomas Rungstrøm/Soundvenue)

Hun osede af følelser, da hun ramte de allerhøjeste toner i ‘Not Alone’, som hun sang fra scenekanten, med dansere og sangere siddende ved sin side. Hun ramte en lang, kraftig tone på imponerende vis under ‘Keep Cool’, hvorefter hun øjeblikkeligt skiftede over i et mildt »u-uh«, helt uden problemer. Den fortsat uudgivne livefavorit ‘One Last Time’ blev indledt af en let jazzet intro, hvor hun fik rig mulighed for at være ekstra flashy med sin vokal.

Med så overlegen en optræden gjorde Jada sig bestemt værdig til noget Beyoncé-worship. Hun fik publikum så meget i sin hule hånd, at hun ikke skulle sige andet end »jeg har det varmt«, før de første rækker med det samme begyndte at sende kold luft hendes vej gennem de papvifter, publikum fik uddelt på vej ind i salen.

Jeg tog min vifte med hjem. På den står der »Vi ses i Royal Arena 11. november 2022« under Jadas logo. Og efter denne aftens koncert, har jeg absolut ikke lyst til at misse, når hun om et år skruer endnu mere op for skalaen.

Se vores fotoreportage fra før, under og efter koncerten HER.


Kort sagt:
Jada mindede under sin K.B. Hallen-koncert flere steder om Beyoncé. Det er ikke en sammenligning, man har lyst til at vække, med mindre man har fuldkommen styr på sit shit – og det havde Jada afgjort, da hun udstyret med en imponerende vokal, kommanderende scenetække og en imponerende produktion løftede sine popsange til nye højder.

Jada. Koncert. K.B. Hallen.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af