Robert Pattinson er ikke ligefrem kendt for at være stjernen, der nyder at være i offentlighedens søgelys. Tværtimod værner han ofte om sit privatliv.
Derfor virker det også besynderligt, hvis ‘The Batman’-stjernen frivilligt skulle have oprettet en konto på TikTok, hvor han han har postet løbende de seneste uger.
Men som Paper skriver, er skuespilleren – eller nok nærmere en, der ligner ham gevaldigt (måske med hjælp fra lidt teknologi) – nu på platformen under brugernavnet iam_pattinson.
I den første video, som sneg sig under radaren, indtil FYP-algoritmen fangede den og blæste den ud til masserne, sniger Pattinson sig ind foran et kamera, hvorefter han vinker akavet.
Andre videoer byder på en guitar-spilleri, Batman-referencer og ikke mindst en særdeles creepy robot-lignende Pattinson, der lipsyncer, imens han gør sig klar til influencer-livet.
Selvom flere af klippene genskaber klassisk Pattinson-mimik, er brugerne er ikke helt overbeviste.
Således skriver flere i kommentarerne, at han skal gå ud i sollyset (en reference til ‘Twilight’-filmene) for at bevis sin identitet.
Andre kalder ham »Pobert Rattinson« – skuespillerens forsvundne (og meget fiktive) bror, imens nogle joker med, at han er Robert Pattinson fra et parallelt univers.
Den mere oplagte forklaring er dog nok nærmere, at en person, som allerede ligner Pattinson, har gjort brug af deepfake-teknologi til at klone sig selv som en næsten tro kopi.
Der er i hvert fald flere steder i videoerne, hvor de fysiske aspekter virker lidt for suspekte – som et sløret kæbeparti og et ansigt, hvor der bare er et eller andet off.
Eller måske er det bare Pattinson, der tager pis på os alle, for som alle ved, gemmer man sig jo ofte bedst i fuld skue – og med en meget dårlig frisure.