’Mo’: Mohammed Amers komedieserie går fascinerende i fodsporene på ’Ramy’
»Undskyld Mo. Men du har ingen arbejdstilladelse«.
Mo Najjar har sammen med resten af sin familie ventet på en asylafgørelse i 22 år. Han lever derfor et liv i konstant frygt for at blive fanget af myndighederne og deporteret tilbage til Palæstina. Men den nye Netflix-serie ’Mo’ handler i virkeligheden ikke om de problemer, samfundet skaber for os, men om de problemer, vi skaber for os selv.
Mo er det, man vel næsten kan kalde en professionel bullshitter. I bedste ’Klovn’-stil stikker han hellere en hvid løgn end den ubehagelige sandhed. En beslutning, han retfærdiggør med det argument, at det skåner menneskerne omkring ham.
Det er et karaktertræk, han har udviklet, fordi han fra en tidlig alder har været manden i huset. Storebroren Sameer er socialt akavet og bruger det meste af sin tid med sin kat, og Mos mor Yusra har altid været hjemmegående. Mo bor derfor stadig hjemme og er nødsaget til at hjælpe økonomisk til. Han tør derfor ikke fortælle, at han er blevet fyret som telefonreparatør derhjemme. I stedet sælger han kopivarer fra sin bil og har også et kort bijob som dj på en stripklub.
Mo har eller en sød mexicansk kæreste ved navn Maria, som har sit eget bilværksted, som kører som smurt. Hans arbejdstilladelsesproblemer kunne være løst, hvis han bare giftede sig med Maria, men Mo ser ned på den type praktiske ægteskaber.
Mo spilles fremragende af Mohammed Amer, som fik sit gennembrud i Ramy Youssefs glimrende dramedy ’Ramy’, hvor han ligeledes spillede en karakter ved navn Mo. Ligesom ’Ramy’ virker serien meget autentisk og er tydeligt inspireret af serieskaberen og hovedrolleindehaverens rigtige liv.
’Mo’ tackler også tunge emner på en relaterbar måde i en muslimsk verden, som bygger broer i stedet for mure. I en af seriens bedste scener går Mo eksempelvis ind for at skrifte i en katolsk kirke på Marias opfordring. Det handler ikke om, hvilken gud der er den rigtige, men i stedet om vigtigheden i lukke op om sine sorger og problemer.
’Mo’ er heller ikke bange for at gå ind i Israel-Palæstina konflikten. På den lokale vandpibecafe sidder en palæstinenser og en israeler for eksempel hver dag og spiller kort og skændes, men da de pludselig er enige om noget i et af afsnittene, påpeger Mo det på en humoristisk måde, og de to sender hinanden et pinligt om end anerkendende blik.
Et af de emner, serien tackler bedst, er at være flygtet som folk. Serien finder konstant på måder at drage paralleller mellem det palæstinensiske folk og de sorte amerikaneres slavefortid, den mexicanske flugt fra kartellerne osv. Som symbol på deres kultur og rødder bruger serien Yusras hjemmelavede olivenolie til stor effekt.
Seriens problemer ligger i instruktionen og selve strukturen i manuskriptet. Serieskaberne har simpelthen for mange idéer. Derfor virker serien ofte til at have alt for travlt. Mo er en karismatisk karakter, som taler og tænker hurtigt, men alt for ofte bliver potentielt gode momenter ødelagt af det hurtige tempo. Man får simpelthen ikke lov til at føle momentet, fordi de allerede er på vej videre.
Det samme gør sig gældende for jokes, som ikke når at registrere inden den næste bliver fyret af. Af og til tager fortællingen heldgvis foden af pedalen, og i disse mere dramatiske momenter får vi virkelig lov til at føle med ’Mo’ på hans rejse til at stole mere på andre mennesker.
Kort sagt:
’Mo’ er en humoristisk skildring af livet som muslim i USA. Serien har for travlt med at nå alle sine pointer, men pointerne er forfriskende og vigtige, og når den sænker tempoet, tegnes et billede af en kompleks karakter, som ikke tør sænke skuldrene og lukke andre ind.