Artikelserie: De mest overrumplende skuespilpræstationer i nyere tid. Der er mange ting, der er nederen ved at være 13 år. En af dem er, hvad man skal gøre med sine arme.
Hvor skal de være, når man taler, og når andre taler til én? Hvordan skal man stå og sidde, når man pludselig er konstant bevidst om hver eneste fold og bule i sin krop? Og hvor skal man kigge hen, når man føler, at folk har øjenkontakt med ens bumser?
Er man bare den mindste smule usikker i sin pubertet, er det som at lære at gå forfra.
Da ’Eighth Grade’ var i biografen, gav Elsie Fisher, der har hovedrollen, et af de obligatoriske talkshowinterviews. På det her tidspunkt er hun 15 år, og hun er ikke tv-trænet som alle andre, vi ser i den situation, og hendes arme flyver rundt, ligger på stoleryggen i et splitsekund, inden hun opdager, hvor unaturlig en position det er.
Som Bo Burnham, filmens instruktør, har sagt om valget af Fisher til rollen: Alle andre, der var til casting, var selvsikre, men spillede generte. Fisher var den eneste, der var genert, men forsøgte at spille selvsikker.
’Eighth Grade’ handler om at være 13 år og i en overgangsfase. Kayla, som Fisher spiller, er i sin sidste uge af middle school, lige i overgangen til highschool, men hendes liv ser ikke ud, som en håbefuld og yngre version af hende forestillede sig: Hun bruger meget tid alene, og hun kåres som den »mest stille« af de andre elever ved skoleafslutningen.
Hun ved ikke, hvordan hun skal få hul på en samtale med andre, og slet ikke med de populære og ubehageligt selvsikre børn, som hun drømmer om anerkendelse – og måske endda et kys – fra.
Det er en gennemført rørende og følelsesmæssigt ødelæggende film af alle mulige grunde. Men rigtigt meget på grund af Elsie Fisher, der, lige efter hun selv var blevet færdig med middle school, var med til at gøre ’Eighth Grade’ til en af de bedste film om at være teenager.
»Put yourself out there«
Ud fra Burnhams citat lyder det til, at Fisher selv har adgang til oplevelsen af at være utilpas i en pubertetskrop. Det bærer hun tydeligvis med sig i rollen som Kayla.
Det kan måske lyde, som om hendes skuespil i ’Eighth Grade’ så ’bare’ bliver et resultat af, at hun er sig selv. Men det er ikke rigtigt.
For det første fordi der ikke er noget ’bare’ over at trække på sine egne sårbare ungdomsår, når man skal spille én på sin egen alder, særligt i vores nådesløse internetkultur af 280-tegns-kritikere.
Og for det andet fordi der ikke er noget tilfældigt over den måde, Fisher trækker på de erfaringer. De er doseret nøje, trukket frem eller bragt i baggrunden, lige præcis når de skal.
I de vlogs, som Kayla i løbet af ’Eighth Grade’ laver, hvor hun giver råd, som at du skal »put yourself out there« og »be yourself«, kan man fra hendes blik til hendes armbevægelser spore ubehaget, som hun samtidig gør alt for at skjule. Senere i filmen, da en ny ven får hende til at sænke paraderne bare en smule, og det bliver udnyttet af en dum dreng på bagsædet af en bil, er det med en helt anden tyngde, hun er utilpas i sin krop.
Kayla øver sig i smalltalk foran spejlet for at virke mere naturlig, næsten som om hun hele tiden sætter et lille skuespil op for sig selv. Det er den dobbelthed, Elsie Fisher viser os i alle scener: Det indstuderede, det påtaget selvsikre over for den faktiske angst, Kayla føler, og som hun beskriver som den måde, ens mave er i uro inden en rutsjebanetur. Men uden at man nogensinde oplever lettelsen, når den er overstået.
Genert selvsikkerhed og virkelig godt skuespil på én og samme tid.
Den absurde teenageoplevelse
Vi ved, hvor klogt Bo Burnham selv arbejder med at være angst og fremmedgjort over for sig selv.
Så jeg kan kun forestille mig, at der har været mange intelligente og sympatiske samtaler mellem ham og Fisher, og at de samtaler er en stor del af grunden til, at ’Eighth Grade’ rammer så rigtigt med at vise den absurde oplevelse, det kan være at være teenager – fra da Kayla forsøger at lære blowjob-teknikker på en banan til den offline/online-virkelighed (eller hvad man nu skal kalde det), hun skal finde vej i.
Jeg kan virkelig godt lide den tanke: At Bo og Elsie har siddet og talt om deres usikkerheder og har brugt det til at lave en omsorgsfuld film om at have det svært med sig selv og give Kayla alle de nuancer af hvad-gør-jeg-med-mine-arme, som man overhovedet kan forestille sig.
Og at de sammen er blevet enige om, at filmens sidste scene – ingen spoilers – skulle være den største kærlighedserklæring til alle, der forbinder deres teenageår med en grundfølelse af angst.
Det er en overrumplende klog film og en overrumplende klog skuespilpræstation.
’Eighth Grade’ kan ses på Viaplay og Apple TV.