‘Hogwarts Legacy’
Hvis du altid har drømt om at gå i fodsporene på Harry Potter, får du nu muligheden, når Hogwarts slår dørene op for dig og dine medstuderende i starten af februar.
Her får du mulighed for at udleve det vilde ungdomsliv som troldmand eller -kvinde in spe, når du skal øve trylleformularer og nedkæmpe mørke kræfter, og mere behøver man vel ikke at sige for at sende Harry Potter-fans i vild ekstase.
At spillet allerede nu er så indsyltet i J.K. Rowlings transfobiske kontroverser kommer vi dog ikke udenom, for debatten om forfatterens relationer til spillet (som hun ikke er direkte tilknyttet) vil helt sikkert blusse op igen, når vi nærmer os udgivelsen.
Udkommer til pc, PlayStation 5 og Xbox Series X/S den 10. februar (og til PlayStation 4, Xbox One samt Nintendo Switch senere på året).
’Atomic Hearts’
Trænger du til et friskt pust i skydespilgenren, hvor det vanvittige trumfer det realistiske, og de så ofte (og udslidte) ørkenomgivelser er skiftet ud med en sovjetisk utopi, der skruer op for en imponerende arkitektonisk brutalisme?
’Atomic Hearts’ lyder ikke helt, som noget vi har set før. I en verden, hvor robotter og mennesker før levede i harmoni, raserer nu vold og ødelæggelse, og midt i det hele skal du finde din plads som en slags supersoldat med talent for at dræbe.
Krogen, der har fanget os, er den sovjetiske inspiration, hvor strandede ubåde og enorme statuer ligger side om side med øde betonbygninger og underjordiske baser. Det lyder som den helt perfekte baggrund for et underholdende skydeorgie.
Udkommer til pc, PlayStation og Xbox den 21. februar.
PlayStation VR2
Det er egentlig ikke et spil, men kigger man ud over det kommende års gaming-landskab, så troner PlayStations næste virtual reality-headset i horisonten som et potentielt stort avancement for teknologien, der endnu ikke har formået at bryde igennem til det almene publikum.
Spørgsmålet er så, om det sker denne gang? Konsolgiganten skruer i hvert fald forventningerne op med mere end 20 spil ved lanceringen (heriblandt en VR-udgave af den vellidte ’Horizon’-serie) og en masse fancy tech-lingo som øje-tracking, 3D-lyd og fysisk feedback i selve headsettet.
PS VR2 bliver nok ikke det altafgørende gennembrud for virtual reality, men så længe det krydrer den klassiske PlayStation-oplevelse med opslugende og vilde eventyr, som forgængeren allerede har gjort, så er det også mere end rigeligt.
Udkommer til PlayStation 5 den 22. februar.
‘Amnesia: The Bunker’
Få spil har haft en større betydning for deres genre end ’Amnesia’, da det oprindeligt udkom i 2010. Det genoplivede ikke kun det digitale gys, men skabte også et vildt fænomen på YouTube, hvor folk gik viralt for at filme sig selv, imens de blev skræmt halvt ihjel af spillet.
Siden da har serien budt på et par efterfølgere, hvoraf den seneste, ’Amnesia: Rebirth’ fra 2020, aldrig blev det helt store hit. Det fremstod nærmere som en deroute for serien, der lod til at have mistet sit øje for at skabe gruvækkende oplevelser, hvor man frygter det, man ikke kan se, men blot kan høre.
Hvis der er noget, ’Amnesia’ kan, så er det nemlig at skabte de situationer, hvor man tager benene på nakken frem for at kæmpe en (ofte håbløs) kamp mod det ukendte, som mørket gemmer på. For mørket er faktisk det værste, hvilket ’Amnesia: The Bunker’ forhåbentlig kan minde os om på ny.
Udkommer til pc, PlayStation 4 og Xbox i marts.
‘Dead Island 2’
Forestil dig, at du er på ferie i Los Angeles. Solen skinner, musikken spiller, alkoholen flyder. Og så, lige pludselig, bryder helvede løs. Zombier jagter dig, og du skal som en anden MacGyver bygge kreative våben for at holde dig i live.
Det er sådan cirka præmissen for ’Dead Island 2’, der efter adskillige forsinkelser nu udkommer til lige dele »åh nej, flere zombier« og »wuhu, FLERE zombier!«, for enten hader eller elsker du spillets spartanske udgangspunkt.
Hvor første spil var et fejlfyldt, men charmerende zombiekaos på en tropisk ferieø, så kan efterfølgeren i Guds eget land forhåbentlige bygge videre på de simple glæder ved at slå tankerne fra og bare smadre zombier i lange baner.
Udkommer til pc, PlayStation og Xbox den 28. april.
‘The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’
Hvis der er én titel, som Nintendos kommende udspil allerede kan hædre sig selv med, må det være årets mest ventede efterfølger. Hvor er der mange fans, som utålmodigt har ventet på nyt om Zelda og Link siden seneste kapitel i 2017.
Dengang udkom ‘The Legend of Zelda: Breath of the Wild’ til helt enorm ros, ikke mindst fordi spillet var en revolution for de åbne verdener, hvor man frit kan færdes, som man ønsker det, og hvor detaljerne var nærmest helt vanvittige.
Det var en opslugende og rørende oplevelse, der ikke kun byggede videre på historien om to af Nintendos mest ikoniske figurer, men også beviste, at de episke rollespil sagtens kan trives i fuldt flor på en håndholdt konsol.
Udkommer til Nintendo Switch den 12. maj.
‘Suicide Squad: Kill the Justice League’
DC har ikke haft det store held med deres mange projekter, der senest har resulteret i en større omvæltning (og droppede filmplaner), men på spilfronten skruer de op for tempoet, hvilket i år byder på et gensyn med den ultimative gruppe af antisuperhelte.
Setuppet er ganske velkendt: Amanda Waller skaber det, vi kender som Suicide Squad, fylder det med Harley Quinn, Deadshot, Captain Boomerang og King Shark og slipper dig løs i Metropolis, som ligger åben for dine fødder.
Justice League – bestående Superman, Green Lantern, The Flash og Batman – er blevet hjernevasket af skurken Brainiac, så superheltene skal reddes af de tvivlsomme, men dybt underholdende, karakterer i det, der ligner et vaskeægte actionorgie (og i øvrigt afdøde Kevin Conroys sidste optræden som den ikoniske stemme bag Batman).
Udkommer til pc, PlayStation 5 og Xbox Series X/S den 23. maj.
‘Diablo IV’
Alt er på spil for den legendariske franchise, der efter 25 (!) år på markedet var ved at smide hele sit eftermæle på gulvet med den eklatante fadæse ’Diablo Immortal’, som sidste sommer solgte »seriens sjæl til spilbranchens grådigste djævel«.
’Diablo IV’ fortsætter, hvor seriens tredje hovedudspil slap i 2014 (inden mobilspil-svinkeærindet sidste år), og vi vender atter tilbage til den så tillokkende kerne, nemlig hack’n’slash og helt enormt meget loot, der skal samles op, imens man kæmper en kamp mod Satans datter Lilith.
Man kunne frygte det værste efter den seneste fiasko, men der hviskes allerede positivt i krogene om en tilbagevenden til fordums storhed, og hvis det viser sig at være sandt, så bliver sommermånederne tilbragt for nedrullede gardiner, når der skal hakkes dæmoner.
Udkommer til pc, PlayStation og Xbox den 6. juni.
‘Starfield’
Når folkene bag legendariske rollespilserier som ’Fallout’ og ’The Elder Scrolls’ barsler med nyt, så spidser man ører. Især når de tager skridtet væk fra de postapokalyptiske og fantasy-inspirerede omgivelser og i stedet sætter kurs mod stjernerne.
Da ’Starfield’ blev annonceret tilbage i 2018, strøg det direkte ind på listen over de mest ventede spil i dette årti, og efter en udskydelse lader det nu til, at vi endelig kan gøre klar til et omfattende sci-fi-epos, hvor vi skal opbygge og udforske et liv ude i det forunderlige univers.
Man går ikke glip af et udspil i denne størrelsesorden fra de ikoniske rollespilmestre hos spilstudiet Bethesda, og er du til de overrumplende rollespiloplevelser, kan du nok roligt rive en uge ud af kalenderen til udgivelsen.
Udkommer til pc og Xbox i 2023.
‘Alan Wake II’
Da ‘Alan Wake’ blev sendt ud til de noir-hungrende masser i 2010, ramte det plet og blev øjeblikkeligt et kulthit med dets foruroligende ’Twin Peaks’-agtige stemning i en nærmest serielignende opsætning med afsnit, der blev afsluttet med tvists og cliffhangers.
Siden da har finske Remedy Entertainment haft travlt med andre spil, som det knap så succesfulde ’Quantum Theory’ og det imponerende ’Control’, men nu vender de endelig tilbage til den plagede forfatter Alan Wake.
Denne gang skrues der tilsyneladende op for horror (og ned for action), når Wake atter skal kæmpe sig frem igennem mystiske hændelser og farlige kræfter. Og det bedste af det hele? Du kan være med, selv hvis du ikke har prøvet kræfter med det første spil.
Udkommer til pc, PlayStation 5 og Xbox Series X/S i 2023.