’Diablo Immortal’ har solgt seriens sjæl til spilbranchens grådigste djævel
For omkring fire år siden lød der et tordenbrag af skuffelse, da Blizzard annoncerede, at det næste spil i den milliardsælgende serie ’Diablo’ ikke ville udkomme til PC.
I stedet ville det blive et mobilspil.
Ramaskriget varede i måneder. »Mobilspil er ikke rigtige spil«, sagde fans, hvortil udviklerne groft sagt svarede »Og hvad så?«.
Nu er spillet her, og kontroversen er endt i en form for kompromis: ’Diablo Immortal’ er blevet lanceret til både mobil og PC.
Desværre.
Tro kopi
Det er svært at forstå, hvorfor ’Diablo’-spillene ikke skulle kunne spilles på mobil.
Interaktionen i spillene har siden første kapitel mestendels bestået i at klikke så hurtigt som muligt på så mange dæmoner, man kan, indtil de falder døde om – en aktivitet, som en tablet eller mobil måske endda er bedre egnet til end en computer.
Hvad angår spilmekanik og grafik ligner ’Diablo Immortal’ sin forgænger ’Diablo III’ som snydt ud af næsen. Mange af de samme spilklasser – Barbar, Dæmonjæger, Magiker og lignende typer – er stadig tilgængelige, og universet, skrifttypen samt horderne af dæmoner ligner sig selv.
Det samme gør sig gældende for hoben af de undervældende arketypiske biroller, man møder på sin vej, som alle sammen vil have hjælp til at slagte alskens dæmoner.
Selve spillet foregår ved, at man vender sin mobiltelefon på langs. Med venstre tommelfinger styrer man, hvorhen ens karakter går. Med højre tommelfinger styrer man, hvilke slags tæsk ens figur skal give de dæmoner, som befinder sig i ens umiddelbare nærhed.
Der er mulighed for normale bank og fire andre slags tæv, hvor man langsomt låser op for flere varianter af, når man stiger i level.
Dertil kommer en slags ultimativ bøllebank, som man lader op til ved at give en normal omgang bank.
Det lyder måske af meget, men i praksis består det hele egentlig blot af at flytte sin højre tommelfinger hektisk rundt på de forskellige knapper for prygl.
Banalt, men udbytterigt
Er det så sjovt? Ja, det er det da. »Bling!« siger det, når man stiger et level, og »Bling!« siger det, når ens karakter bliver stærkere, hvilket eksemplificeres af, at tallet for ens viljestyrke stiger fra fem til seks til syv til, ja, du ved.
Men er det meningsfuld brug af ens tid? Nej, det er det virkelig ikke.
Der er i udgangspunktet intet i vejen med simpel underholdning. Al kultur, man bruger sin tid på, skal ikke partout være komplekst og meningsfyldt.
Men ’Diablo Immortal’ er ikke bare banalt.
Der er tale om den absolut mest usle form for moderne computerspil, som forsøger at få dig til at bruge penge på mærkeligt gøgl, der skal give dig unikke fordele (som at dræbe dæmoner hurtigere), men under dække af sjov.
Og ’Diablo Immortal’ introducerer en sand buffet af sådanne sære tiltag.
For kun 89 kroner kan du eksempelvis anskaffe dig 600 såkaldte Dark Orbs, som giver adgang til muligheden for at sikre dig bedre grej.
For du garanteres ikke engang specielt udstyr, når du betaler i dyre domme – du køber dig derimod til bedre chancer for federe våben og udrustning.
Det er ikke uden grund, at ’Diablo Immortal’ er blevet nægtet udgivelse i lande med love mod såkaldte loot crates, fordi det bliver betragtet som gambling for mindreårige.
For megen snak
Ser man bort fra, at en ærværdig og ikonisk rollespilsserie rippes og reduceres til sjæleløst udbytte, er der desværre stadig ikke meget at komme efter i den ellers så rige arv for stemning og plot, som den kitsch-gotiske serie er kendt for.
Blizzards hang til at forfladige og maltraktere, som allerede startede i ’Diablo III’, fortsættes med skurke, der fortsat taler alt for meget, men uden noget nævneværdigt at sige. Det samme gælder alle de personer, man støder på rundt omkring i spillets univers.
Imens går alting paradoksalt nok både for langsomt og for hurtigt, når børn og forældre myrdes af dæmoner i et væk og med så lidt karakteristik, at det er umuligt at fremkalde andre følelser end et kortvarigt »Nå, for søren«.
Samtidig har Blizzard gjort brug af det ældste og mest tumpede trick i bogen, når ’Diablo Immortal’ invaderes af adskillige velkendte ansigter fra de tidligere spil.
Det virker mest af alt som en kynisk Marvel-blockbuster, der lever højere på hul fanservice end solidt indhold.
Det ses ikke mindst efter det platte og kujonagtige mord på spillerfavoritten Deckard Cain i ’Diablo III’, der nu er vendt tilbage som den hjertevarme vismand, fordi spillet tilfældigvis foregår imellem seriens andet og tredje udspil.
Søm i kisten
Når man tænker på, hvor elendigt skrevet ’Diablo III’ var, er det på sin vis imponerende, at ’Diablo Immortal’ nærmest formår at overgå sin forgænger med et banalt manuskript og fanservice af værste skuffe.
Væk er enhver form for gotisk charme fra seriens første to spil, hvis ånd er endegyldigt død og borte.
I stedet er den erstattet af et sjælelæst monster af et spil, der mekanisk er fintunet til at få os til at blive så afhængig af at klikke på dæmoner, at vi bliver ansporet til at bruge vores hårdt tjente sparepenge på at købe sjældne digitale crack-juveler.
Tilbage står den triste realitet: At ’Diablo’-serien skulle have været aflivet efter 2’eren.
Kort sagt:
Selvom det er sjovt at klikke monstre ihjel i ’Diablo Immortal’, bliver oplevelsen komplet overskygget af kynisk grådighed og rædderlig fanservice i et udvandet univers.