Lander der et nyt Drake-album lige om lidt? Her er alt, vi ved om ‘For All the Dogs’

Det må være en god grund til, at rapperen i disse dage render rundt i New York iført en hundemaske ... eller hvad?
Lander der et nyt Drake-album lige om lidt? Her er alt, vi ved om ‘For All the Dogs’
Drake. (Foto: PR)

Drakes ottende studiealbum er lige rundt om hjørnet.

Sådan lyder det i hvert fald fra rapperen selv, der så sent som i forrige uge kunne fortælle, at opfølgeren til sidste års ‘Honestly, Nevermind’ og ‘Her Loss’ ville udkomme »om, like, to uger eller sådan noget lort«.

Som han dog kan sige det. Men er der hold i påstanden? Lander Drakes nye album rent faktisk lige om lidt?

Det er måske lige optimistisk nok at tro. Og det ville i øvrigt ikke være første gang, at Drake talte over sig og derefter måtte udskyde en albumudgivelse.

Men måske kan man alligevel godt begynde at glæde sig. Lige siden januar har Drake med jævne mellemrum hintet til, at han ville udgive et nyt album ved navn ‘For All the Dogs’.

Her kortlægger vi i kronologisk rækkefølge de ting, vi allerede ved, og giver et par bud på, hvad vi kan forvente.

For helt ærligt: Der må være en god grund til, at Drake i disse dage render rundt i New York iført en hundemaske … eller hvad?

Drake skal ikke på pension lige foreløbig

Rygterne om Drakes exit fra rapgamet har svirret lige siden 2016-albummet ‘Views’, hvor han første gang delte sine planer om at lægge hiphoppen på hylden, når han fyldte 35 år.

»I’m assumin’ everybody’s 35 and under / That’s when I plan to retire, man, it’s already funded«, lyder den konkrete linje på sangen ‘Western Road Flows’.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Dengang var Drake 29 år. I dag er han 36.

Det tyder altså på, at rapperen sidenhen har skiftet mening. Og det bekræftede han da også tidligere i år, da han tilbage i januar første gang hintede til sit kommende album under en koncert i New York.

»Jeg har tænkt på mange ting i livet, men i øjeblikket er ingen af de ting at stoppe med at lave musik til jer, så jeg er her lidt endnu«, lød det blandt andet.

»Jeg håber, jeg kan give jer flere følelser. Måske i år. Jeg kommer måske til at kede mig og laver endnu et album. Hvem ved?«.

Så har Drake kedet sig så meget, at han har lavet et nyt album?

Drake springer ud som digter – og afslører titlen på sit næste album

Fast forward til juni 2023, hvor Drake udgiver sin første digtsamling under den selvmodsigende titel ‘Titles Ruin Everything’.

‘Vent, har Drake udgivet en digtsamling?’ tænker du måske. Og svaret er ja, det har han. Hele 168 siders Instagram-caption-agtige onelinere, der blandt andet tæller guldkorn som »Dead serious / Till I die«.

Drake. (Foto: PR)

Men nu er det jo ikke Drakes digterdebut, det skal handle om. Det er musikken. Så hvorfor bringer jeg overhovedet bogen på bane?

Fordi de to ting hænger uløseligt sammen. Sådan så det i hvert fald ud i den helsidesannonce, Drake fik indrykket i blandt andet New York Post og Los Angeles Times for at promovere ‘Titles Ruin Everything’.

Annoncen indeholdt nemlig en QR-kode, der leder videre til hjemmesiden titlesruineverything.com, hvor rapperen skriver følgende med en henvisning til en linje fra sangen ‘Headlines’:

»Jeg har lavet et album, der hører sammen med bogen. De siger, at de savner den gamle Drake. Girl, don’t tempt me«.

Her så rapperen også ud til at annoncere, at albumtitlen ville være ‘For All the Dogs’ – og det bringer os videre til det næste punkt …

Drake render rundt i en hundemaske

Drake har aldrig været bleg for at tage alternative marketingsmetoder i brug, når han skal promovere et nyt album.

Der var eksempelvis dengang, Drake hackede sportskanalen ESPN for at annoncere udgivelsesdatoen på ‘Certified Lover Boy’. Eller hvad med sidste års falske Vogue-reklame, der endte i et søgsmål på flere millioner?

Denne gang går det knap så voldsomt for sig. Men det betyder ikke, at han er stoppet med at tænke kreativt.

Lige siden annonceringen har han nemlig postet billeder af hunde på sin Instagram, og i de seneste uger er Drake blevet spottet i New York iført forskellige hundemasker.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og dermed er vi tilbage, hvor vi startede: Ved forrige uges episode, hvor han måske, måske ikke afslørerede albummets udgivelsesdato.

Bemærkningen faldt under en fælleskoncert med 21 Savage i New York, hvor Drake kunne fortælle, at albummet ville udkomme »om, like, to uger eller sådan noget lort«.

Fredag er som bekendt den store udgivelsesdag i musikverdenen, så holder han, hvad han lover, udkommer ‘For All the Dogs’ allerede i morgen.

Som sagt: Vi tvivler på, at det bliver tilfældet. Men hvem ved? Drakes seneste album kom trods alt også som lidt af en overraskelse.

Så hvad kan vi forvente?

Det er sparsomt med informationer om, hvad ‘For All the Dogs’ er for en størrelse, men Drake har alligevel givet os lidt at gå ud fra.

Eksempelvis kunne rapperen i juli under en koncert i Detroit afsløre, at han og Nicki Minaj har lavet deres første sang sammen i årevis, og det ville undre, hvis så prominent et samarbejde ikke fandt vej til albummet.

Til samme koncert fortalte han også, at det nye album bliver mixet af rapperens gamle følgesvend, Noah ’40’ Shebib.

Desuden er det værd at hæfte sig ved kommentaren om, at fansene savner ‘den gamle Drake’. Måske bliver ‘For All the Dogs’ en slags back-to-basics for den evigt omskiftelige rapstjerne?

Det ville i hvert fald stemme meget godt overens med Drakes første og hidtil eneste single i 2023, ‘Search & Rescue’, hvor han jo netop vender tilbage til den klubmelankolske sangrap, han i sin tid brød igennem med.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

I så fald bliver rapperens ottende album altså ikke en fortsættelse af den house-lyd, han dyrkede på ‘Honestly, Nevermind’, eller den trap-agtige lyd fra ‘Her Loss’.

Sidst vi hørte fra Drake var i øvrigt på sangen ‘Meltdown’ på Travis Scotts ‘Utopia’-album, hvor han sender et par stikpiller afsted til både Pharrell og sin nemesis Pusha-T.

Stridsøksen var ellers så godt som begravet mellem Drake og Clipse-rapperen, men nu ser det altså ud til, at beefen er blusset op igen. Mon der er mere, hvor det kommer fra på ‘For All the Dogs’?

Det finder vi forhåbenligt ud af lige om lidt.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af