‘Dune: Prophecy’ forlænget med anden sæson

‘Dune: Prophecy’ forlænget med anden sæson
Emily Watson i 'Dune: Prophecy'. (Foto: Max)

HBO’s seneste storsatsning, ‘Dune: Prophecy’, er netop officielt blevet forlænget med sæson 2.

Det annoncerede streaminggiganten i et virtuelt pressemøde med showrunner Alison Schapker samt hovedrolleindehavere Emily Watson og Olivia Williams, skriver Deadline.

Den længe ventede ‘Dune’-spinoff har ifølge The Wrap været et regulært streaminghit, selvom modtagelsen blandt anmeldere ikke ligefrem har været overstadig.

På Metacritic, der samler (primært engelsksprogede) anmeldelser og finder karaktergennemsnittet, har serien scoret 64 ud af 100. Soundvenues anmelder Helena Christine Luxhøj kvitterede også med lunkne 3 stjerner.

»Man må se langt efter guddommelig epik og ærefrygtindgydende totalskud i ’Dune: Prophecy’, der trods indlevende skuepilspræstationer mest minder om en tam ’House of the Dragon’ tilsat lidt kæmpeorm og overnaturlig dommedagsprofeti«, lød det blandt andet i anmeldelsen.

‘Dune: Prophecy’ foregår 10.148 år før Paul Atreides’ fortælling i ‘Dune’. Her følger man Bene Gesserit-søsterskabets formative år og politiske magtspil.

»Hvordan søsterskabet overlever er rigtig meget en del af sæson 2«, udtaler Schapker kort til pressemødet i forbindelse med forlængelsen.

En premieredato er endnu ikke på plads. Med mindre holdet bag serien har tyvstartet på produktionen af den nye sæson, må man dog regne med, at der går mindst to år, før den er klar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af