’Dune: Prophecy’: HBO’s storserie er som en tam ’House of the Dragon’ tilsat kæmpeorm
Prequel-serieformatet er en lidt sær snegl. Som en slags prolog til veletablerede film- og serieforlæg skal de diske op med lækre world building-detaljer, men på samme tid også forholde sig loyalt til det univers, de udspringer af.
En unægtelig svær balance, der på det seneste er blevet mere (’House of the Dragon’) eller mindre (’Ringenes herre: Magtringene’) succesfuldt eksekveret.
Det var derfor med en god portion forbehold, jeg modtog nyheden om, at endnu en HBO-produceret prequel-serie – denne gang ’Dune: Prophecy’ om Bene Gesserit-skolens origin story – var i støbeskeen. Ikke kun fordi en hel titel, skuespiller, showrunner OG instruktør røg i svinget undervejs, men også grundet dens inspirationskilde.
Det er nemlig ikke en hemmelighed, at Denis Villeneuves to roste filmatiseringer af Frank Herberts forlæg fra 1965 står som bagtæppet for ’Dune: Prophecy’s ikonografi og overordnede tone. En enorm arv, den knap formår at leve op til.
Udviklet af (mange efterhånden, men særligt) Diane Ademu-John og Alison Schapker er ’Dune: Prophecy’ baseret på bogen ’Sisterhood of Dune’ fra 2012, der er skrevet af Herberts søn, Brian Herbert, og Kevin J. Anderson. I serien befinder vi os præcis 10.148 år før Paul Atreides’ ørkeneskapader og 116 år efter en krig mod nogle selvtænkende maskiner.
Valya Harkonnen (spillet af ikke-skaldede Jessica Barden og senere ikke-skaldede Emily Watson) er elev i The Sisterhood og agter at bruge skolens heksetaktikker til at rense sin families tilsølede navn i kølvandet på robotternes ravage – og samtidig opbygge dyb indflydelse i imperiets magtkamre, der selvsagt også i denne tid har øjnene rettet mod Arrakis som geopolitisk knudepunkt.
Men det skal selvfølgelig ikke være nemt at stjæle verdensherredømmet. For et dommedagssyn med rådne granatæbler, sand og en Shai-hulud plager heksene. Er det en profeti, der viser sig at være selvopfyldende? Eller er der mon ydre kræfter på spil?
At lade plottet udspille sig så langt fra hovedfortællingen er umiddelbart smart tænkt. Præmissen og det serielle format generelt skaber fint rum for et spændende indblik i heksenes manipulerende arbejdsmetoder – elementer i Villeneuves-filmene, der føltes integreret med universets selvfølgeligheder.
Vi forstår Stemmens ground zero, og hvordan heksene fintuner deres evner, så de kan se gennem løgne og hensigter. En Overmoder-test byder tilmed på en fuldstændig 180-graders effektiv og hjemsøgende gysersekvens, som gerne have måttet vare fem minutter længere, end den gjorde.
Både Jessica Barden og Emily Watson er særsyn som Overmoder-heksen uden work-life-balance og dybe traumesår. Også Olivia Williams, der spiller Valya Harkonnens mere følsomme og eftertænksomme søster Tula, skiller sig ud, når hun danner bånd til eleven Lila (Chloe Lea), der måske/måske-ikke er nøglen til mysteriet om den dystre profeti.
Kløgtigt er det også at lade elefanten i rummet – Huset Atreides – stå som noget næsten mytologisk. At vi mere hører om dem end fra dem får pirret en smule af utålmodigheden, mange af os sikkert mærker i ventetiden på Villeneuves endelige installation.
Men det er så også det. For de politiske intriger og magtkampe føles mestendels bare som at se en lidt kedeligere science fiction-version af ’House of the Dragon’. Tempoet er langsomt (anden sæson, here we come), hver anden replik skal åbenbart enten være et plotresumé af heksenes mission eller et eller andet påtaget Pinterest-dybt mundheld, som helt tilfældigt viser sig at være utroligt sigende i forhold til, hvordan de efterfølgende scener udfoldes.
Taget forsøget på at gøre magtspillets snørklede veje storslåede i betragtning er det næsten komisk, hvor klaustrofobiske settene, hvor det hele udspiller sig, er. Her er ingen opulente sale eller horisontuendelige ørkenvandringer, blot mørkegrå og tisgule fremtidsmødelokaler og lavloftede diskoteker. Ej heller kostumerne ligner andet end halvbillige gengivelser af Jacqueline West og Bob Morgans arbejde fra filmene.
Og i modsætning til Hans Zimmers ikoniske score er der ikke meget i musikken i ’Dune: Prophecy’, som højner seriens ikonografi yderligere. Bare en bunke blæsende horn, når tingene spidser til.
Mit næste spice-fix må blive ’Dune: Del 3’.
Kort sagt:
Man må se langt efter guddommelig epik og ærefrygtindgydende totalskud i ’Dune: Prophecy’, der trods indlevende skuepilspræstationer mest minder om en tam ’House of the Dragon’ tilsat lidt kæmpeorm og overnaturlig dommedagsprofeti.
Anmeldt på baggrund af de fire første afsnit.