‘Night Always Comes’: Ny Netflix-thriller kan slet ikke leve op til forbillederne

‘Night Always Comes’: Ny Netflix-thriller kan slet ikke leve op til forbillederne
Vanessa Kirby i 'Night Always Comes'. (Foto: Allyson Riggs/Netflix)

Eat the rich-terminologier og klassesatire er overalt i film- og serieland for tiden. Serier som ’The White Lotus’, ’Sirens’ og ’Your Friends and Neighbors’ har alene i år givet deres besyv med – med varieret held.

I Netflix-aktuelle ’Night Always Comes’ bevæger vi os gudskelov blandt mennesker i den anden ende af det økonomiske spektrum.

Lynette (Vanessa Kirby) lever fra hånden til munden i sit nedslidte barndomshjem, hvor hun bor med sin mor Doreen (Jennifer Jason Leigh) og sin bror Kenny (Zack Gottsagen), der har Downs syndrom. Hun har to jobs, deltager i aftenskole og prostituerer sig til rigmanden Scott (Randall Park) for at bevare familiens tag over hovedet og holde de sociale myndigheder stangen. 

Men i hjembyen Portland, hvor kapitalisme og gentrificering for længst har fået huspriserne til at stikke af, er det eneste, der holder Lynette og familien fra gaden, de kreditorer, der allernådigst har skubbet udbetalingen på huset i ugevis. 

‘Night Always Comes’. (Foto: Allyson Riggs/Netflix)

Familiens pengeproblemer bliver imidlertid rigtigt grelle, da Doreen ikke blot misser et møde med kreditorerne, men også spenderer de 25.000 dollars, der skulle bruges til huset, på en splinterny bil. Ude af stand til at få sin mor til at returnere bilen bevæger Lynette sig ud i en kamp mod tiden for at skaffe beløbet inden næste formiddag.

Kapitalismekritikken i ’Night Always Comes’ er så åbenlys, at den næsten står skrevet med versaler. Et radioindslag i den første scene kommenterer stigende inflation og ulige lønforhold, hvilket virkelig skærer symbolikken ud i pap.

Derfor er det også et klogt valg, at fortællingen fokuserer på de individer, som rammes allerhårdest. Lynette er en spændende karakter, man meget gerne vil holde af. Hendes tiltagende desperate forsøg på at skaffe penge kommer ud af kærlighed til sin familie. Men når hendes egne dæmoner fra sin tid som bortløben teenager gradvist udfolder sig i form af flashbacks, får det aldrig med den følelsesmæssige gennemslagskraft, som det er tiltænkt. 

Zack Gottsagen og Jennifer Jason Leigh I ‘Night Always Comes’. (Foto: Allyson Riggs/Netflix)

’Night Always Comes’ er generelt for unuanceret i sit karakterarbejde. Som når Lynette ud af det blå antager, at kollegaen Cody (Stephan James) kan bryde ind i et pengeskab, fordi hun har hørt, at han har været i fængsel. Eller når de senere taler nærmere om samme emne: 

»Jeg hørte, du røvede en bank«.

»Det er ikke hele historien«.

»Hvad er hele historien?«

»Jeg blev narret. Det er hele historien«.

De overfladiske karaktertegninger gør, at vi følger Lynette og hendes problemer fra distancen. Og det er en skam, for der er masser at tage med fra ’Night Always Comes’. 

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Som en eminent flugtscene filmet i et langt take eller nogle af de andre tydeligt Safdie’ske elementer, hvor klaustrofobisk og kaotisk energi underlagt et dystert score leder tankerne hen på ’Uncut Gems’ og ’Good Time’ – film, som ’Night Always Comes’ i høj grad deler et åndsfællesskab med.

Plottet om en hovedperson i pengenød og tidspres er ofte garant for gedigen underholdning, fra ’Lock, Stock and Two Smoking Barrels’ til ’Lola Rennt’ og ’Pusher’. 

Med med klodset samfundskritik og et manuskript, der for ofte springer over, hvor gærdet er lavest, er det svært at forestille sig, at ’Night Always Comes’ vil blive nævnt i samme åndedræt som forbillederne.


Kort sagt
På trods af en kaotisk og tempofyldt fortælling, der ville gøre Safdie-brødrene stolte, fremstår ’Night Always Comes’ som en overfladisk omgang med et sjusket manuskript og overtydelige politiske pointer.

‘Night Always Comes’. Spillefilm. Instruktion: Benjamin Caron. Medvirkende: Vanessa Kirby, Jennifer Jason Leigh, Zack Gottsagen, Randall Park, Julia Fox. Spilletid: 108 minutter. Premiere: Kan ses på Netflix.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af