’Bring Them Down’: To af tidens mest viltre skuespillere tørner sammen i nabostrid fra helvede
De to mænd kunne nærmest ikke være mere forskellige.
På den ene side står den 39-årige amerikaner Christopher Abbott, en konventionelt pæn skuespiller med et uudgrundeligt mørke bag de sørgmodigt dunkle øjne, som har gjort den tidligere ’Girls’-skuespiller til et stjerneskud på indiescenen.
Over for ham er it-laddy’en over dem alle, Barry Keoghan. Han er gået fra at uddele håndmadder på irske kroer til at skabe gru som purung psykopat i Yorgos Lanthimos’ ’The Killing of a Sacred Deer’ for nu at smelte hjerter til tonerne fra Sophie Ellis-Bextor og Sabrina Carpenter.
Det er derfor også lidt af en genistreg at sætte dem over for hinanden som nabostridende fårehyrder på den sydlige spids af den irske republik i Christopher Andrews’ instruktørdebut ’Bring Them Down’, der nu er streamingaktuel. Og så meget desto mere kan det undre, at filmen, som er produceret af streamingdarlingen Mubi, er gået komplet under radaren.
Det onde blod mellem de to olme, irske familier render dybt og rødt, og i løbet af et par grusomme dage får de to landmænd naboballaden i Odsherred til at ligne barnestreger. Det indebærer både slagterknive og oversavede jagtgeværer, når Jacks (Keoghan) åndsfraværende arrogance og viltre væsen støder mod Michaels (Abbott) stædighed, der er som at se en musvit banke hovedet ind i et vindue gang på gang.
Især Keoghan, der ellers er blevet lidt af et meme efter sine storskrydende, tvivlsomme præstationer i ’Bird’ og ’Saltburn’, træder i karakter med en forfriskende underspillet tilgang, vi ikke har set fra ham, siden han skuttede rundt i manegen som en utilpasset, selvmordstruet lømmel i ’The Banshees of Inisherin’.
Netop som Martin McDonaghs kradsbørstige satire dækker fejden mellem fårehyrderne i ’Bring Them Down’ over dybereliggende konflikter i Irland. Michaels far Ray (Colm Meaney) insisterer på at holde fast i familiens 500 år gamle hyrdetradition og den irske tunge, mens Jacks stedfar Gary spinker og sparer for at kunne udlicitere landområder til AirBnb-sommerhuse for de rige bysvin.
Som Nordirlands fredsbabyer er Jack og Michael klemt af tidligere generationers åbne sår, der holdes åbne og betændte af de gamle, sure mænd, og som de unge reagerer på med en udfarende og tiltagende desperat voldsparathed.
Instruktør Andrews, der også har lagt pen til manuskriptet, giver konflikten nuance ved at finde plads til begge sider af striden. Og undervejs tegner han en slående kontrast mellem det billedskønne bjerglandskab og de grusomme handlinger, der begås. Navnlig ude på en helvedesmark, hvor en flok skrigende får med bagbenene skåret af sender kuldegysninger op ad rygraden.
Desværre giver den nyklækkede instruktør sig selv et unødigt benspænd ved først at vise begivenhedernes gang fra Michaels perspektiv for derefter at gentage dem fra Jacks. Denne fortællestil kan være effektiv, men her fører den mere til træg dobbeltkonfekt end overraskende åbenbaringer – og dermed også en del spildtid, der i stedet kunne være blevet brugt til at granske menneskene omkring de to mænd.
Det er heller ikke alle de bagvedliggende konflikter, som udpensles tilstrækkeligt, hvilket til tider gjorde mig mere forvirret over fortællingens interne logik, end hvad godt er.
Alligevel holder instruktøren, hvad plakaten lover, ved at lade to af tidens bedste skuespillere støde panderne sammen.
Kort sagt:
Nabostrid fra det irske helvede personificeres glimrende af Christopher Abbott og Barry Keoghan i en lovende debutfilm.