‘Bird’: Karikeret Barry Keoghan overskygges af tysk stjerne i mesterinstruktørs socialrealistiske fabel
Han bæres ind af en pludselig vinds vingesus og blæste mig bagover i biografsædet, da hans ranglede, smukke skikkelse materialiserer sig foran 12-årige Bailey.
Det er det tyske stortalent Franz Rogowski (’Passages’, ’Great Freedom’), der lægger krop til den mystiske hjemløse titelkarakter med hukommelsestab i ’Fish Tank’-instruktør Andrea Arnolds længe ventede comeback ’Bird’, som efter verdenspremieren på Cannes-festivalen i maj sidste år endelig er biografaktuel herhjemme.
Rogowski spiller titelrollen som Bird med en uprætentiøs naivitet, som ville fremstå foruroligende særartet, hvis ikke han var så dragende i rollen.
Med en pædagogs tålmodige sjæl spørger den fremmed roligt det iltre barn Bailey, hvor han befinder sig. Men Bailey er vant til at tage sig i agt for mænd. For det nordengelske socialbyggeri, som hun kalder hjem, er som en mareridtsversion af Ønskeøen, hvor de voksne kan forblive børn, så ungerne meget hurtigt må vokse op og tage ansvar.
Det gælder for Baileys drakoniske Kaptajn Klo af en stedfar, som regerer sin junkie-rønne ude i forstaden med konstante trusler om vold mod sin store børneflok og deres bedårende terrier. Og det gælder især hendes unge singlefar Bug (Barry Keoghan), der opfører sig som et drønirriterende Peter Pan-mandebarn med hovedet i skyerne, mens han tyranniserer hende og stedbroren Hunter, som kun en otteårig lillebror kun ville gøre det.
Faren slår skår i Baileys skrøbelige hverdag, da han ud af det blå bestemmer sig for at gifte sig med sin unge kæreste og finansiere bryllupsgildet ved hjælp af en tudse, der ifølge ham udløser et hallucinerende slim, når den hører oprigtige popsange.
Som en Terrence Malick for TikTok-generationen knipser Bailey mobilvideoer af havmågerne og sommerfuglene, der blot kan lette og fordufte fra hendes tyngede virkelighed. Og i takt med at hun lærer Rogowskis Bird bedre at kende, kommer hun i tættere kontakt med det urvæsen, som ligger og sover dybt inde i hende, og som symbolsk vækkes til live, da hun får sin første menstruation.
Andrea Arnold har altid haft et unikt øje for disse unge kvinder på bunden af samfundets kastesystem og deres fandenivoldske kamp for livet og familien. I gennembrudsfilmen ’Fish Tank’, hvor den tvære teenager forelsker sig i sin sleske stedfar, fremstiller instruktøren den hårdt prøvede underklasse råt for usødet, men samtidig med en enorm empati.
I ’Bird’ tilføjer hun en magisk realisme, som gør filmen beslægtet med den italienske mesterinstruktør Alice Rohrwachers ’Happy As Lazzaro’ snarere end den skotske landsfælle Lynne Ramsays afgrundsdybe mørke fra ’Ratcatcher’ og ’We Need to Talk About Kevin’.
Den magiske realisme fungerer, når filmen skuer indad mod sin unge hovedpersons følelsesliv igennem Birds venligtsindede nærvær. Men kæden knækker i dens mere gakkede og uforløste handlingsforløb, som når en gruppe unge selvtægtsudøvere hærger gaderne på jagt efter pædofile, eller stedbroren Hunters posh, gravide ungdomskæreste holdes fanget i tårnværelset af sine forældre.
Barry Keoghan løb af sted med meget af opmærksomheden, da ’Bird’ havde premiere i Cannes, og stjernestøvet fra hans meteoriske berømmelse har uden tvivl gavnet filmens markedsføring.
Med en millimeterkort lunte, et storskrydende temperament og tatoveringer over den bare overkrop giver han som faren den slags præstation, der normalt afføder kritikerroser. Og det vil nok skabe overskrifter og memes, at han bræger Coldplays ’Yellow’ til sin narkotudse, ligesom det er ganske morsomt, at han (ved et rent tilfælde, må man formode) beklager sig over, hvor meget han hader ’Murder on the Dancefloor’, som skuespilleren nøgendansede til i ’Saltburn’.
Men hans fremtoning fremstår også distraherende tegneseriekarikeret i en film, som er bedst, når den dyrker poesien bag hverdagens barske realiteter.
De store følelser vækkes kun for alvor, når kameraet forsvinder ind i Rogowskis milde fugleblik.
Kort sagt:
Det tyske stortalent Franz Rogowski imponerer som den mystiske Bird i Andrea Arnolds magiskrealistiske comeback, hvor filmens egentlige superstjerne Barry Keoghan ender med at være en memeværdig distraktion.