’Totto-Chan: Den lille pige i vinduet’: Animeret bestseller-filmatisering giver håb i skyggen af krig
FILM. »Deres datter er et problem for skolen«.
Det er nok en af de sværeste beskeder, man som forælder kan få. Og som den vedkommende DR-dokumentar ’Skolens tabte børn’ sidste år fremlagde, kan det være tæt på umuligt at hjælpe sine børn, hvis de simpelthen bare ikke passer ind i det standardiserede system.
Sådan et problem står forældrene kortvarigt også overfor i den nye animefilm ’Totto-Chan: Den lille pige i vinduet’. Ovenstående replik får moren til den syvårige pige Totto-Chan smidt (høfligt) i hovedet af en rektor, som gerne ser, at de finder en ny skole.
Filmen er baseret på en af Japans bedst sælgende bøger, skrevet af den folkekære tv-vært, skuespiller og Unicef-ambassadør Tetsuko Kuroyanagi. Hun valgte tilbage i start-80’erne at skrive om sin egen barndom for at hylde en usædvanlig skole, Tomoe Gakuen, som hun selv blev formet af i 40’erne.
Den charmerende unge hovedperson forstår ikke, hvorfor hun bliver kaldt en ballademager. Hun er bare en evigt nysgerrig energibombe, som, uden dårlige intentioner, hele tiden kommer til at forstyrre sine klassekammerater.
Men da hun møder rektoren på sin nye skole, er der pludselig plads til hendes iver. »Kan du lide at snakke?«, spørger lederen, stemmelagt af filmstjernen Kôji Yakusho (’Perfect Days’). »Jeg elsker det!«, svarer pigen begejstret, og herfra leverer hun en lang strøm af idéer og indfald, som den voksne tålmodigt lytter til.
Med en episodisk slice-of-life-struktur skildrer ’Totto-Chan: Den lille pige i vinduet’ hovedpersonens nye, lykkelige tilværelse, hvor eleverne hjertens gerne må følge deres egne impulser i læringen og livet.
Undervejs bliver hun tætte venner med en stilfærdig dreng, som lider af polio og derfor er fysisk begrænset. Det nægter Totto-Chan slet og ret at acceptere. Han skal da også være med til at klatre i træer og svømme!
Selvom det ikke altid lykkes, bidrager hendes gentagne inklusionsforsøg til filmens fine, gennemgående budskab om den store menneskelige gevinst, vi får igen, når vi favner hinandens forskelligheder.
Desværre har holdet bag ’Totto-Chan: Den lille pige i vinduet’ valgt at formidle den sympatiske historie med en tilstræbt nuttet animationsstil, som i sit forsøg på at være eventyrligt indbydende faktisk snarere næsten bliver afskrækkende. Det er helt fair, at man er gået med et børnevenligt udtryk, men det stikker af, når karakterernes røde kinder og læber får dem til at se sminkede ud.
Man vænner sig dog med tiden til stilen, som undervejs får nogle overraskende og anderledes bjergtagende udfald. For flere gange udfolder filmen Totto-Chans drømme og fantasi med korte sekvenser, hvor animationsarbejdet virkelig får lov at leve – med en ny, opfindsom streg hver gang.
Det er ærgerligt, hvis det pussenussede udtryk afholder voksne biografgængere fra at give filmen en chance. For selvom fortællingen ses gennem barnets uskyldige øjne, har den også en bagvedlæggende alvor, som nok er nemmest at forstå for et ældre publikum.
I baggrunden ulmer nemlig Anden Verdenskrig, som får konsekvenser for deres hverdag – både på grund af ressourceknaphed og en bevægelse af konservativ nationalisme, som begrænser Totto-Chan og hendes vestligt orienterede forældre.
Mod slut sker der en tragisk hændelse, som rammer både hovedperson og publikum hårdt. Scenerne er ikke nær så drabelige og voldsomme som i Isao Takahatas animeklassiker ’Grave of the Fireflies’, der ligeledes så Anden Verdenskrig fra børns perspektiv, men alligevel seriøse og uden omsvøb.
I sidste ende er ’Totto-Chan: Den lille pige i vinduet’ dog i højere grad en fortælling om solidaritet og håb end om tab og traumer. Det gør bestemt ikke filmen mindre vedkommende.
Kort sagt:
Den lovligt nuttede animationsstil kræver tilvænning i filmen om en virkelig japansk barndom under Anden Verdenskrig. Derfra får man imidlertid en fin og sympatisk fortælling om solidaritet og håb i vente.