ANBEFALING. Vil du blæses bagover i biografsædet, kommer her en unik mulighed.
Over de næste uger viser Cinemateket i København den franske mesterinstruktør Olivier Assayas’ profetiske noir-thriller ’Demonlover’ fra 2002 om en verden, hvor digitale billeder langsomt overtager virkeligheden.
Den præsenterer et ekstremt medrivende ridt gennem en digital underverden af voldsporno skabt på brugerbestilling – og et iskoldt indblik i den forretningsverden, der muliggør transaktionen. Samtidig byder den på den muligvis bedste danske skuespilpræstation i en udenlandsk film i nyere tid.
Ingen ringere end Connie Nielsen brillerer nemlig i filmens hovedrolle som en kalkuleret forretningskvinde, der ingen midler skyer for at opnå magt i en vrangvirkelighed af global tech-kapitalisme, som til sidst opsluger hende.
Præstationen kom umiddelbart efter Nielsens store gennembrud i ’Gladiator’, men har aldrig rigtig fået anerkendelse herhjemme.
Der er dog al mulig grund til at kippe med flaget for Nielsen, der i starten af 00’erne arbejdede sammen med hele tre mesterinstruktører i tre glimrende genrefilm, der alle har et langt dårligere ry, end de fortjener: Brian de Palma i ’Mission to Mars’, William Friedkin i ’The Hunted’ og altså Assayas i ’Demonlover’, hvor hun imponerer på flydende fransk.
Desorienterende dobbeltspil
I ’Demonlover’ spiller Nielsen den opportunistiske Diane de Monx, der arbejder som personlig sekretær for direktøren af det Paris-baserede konglomerat Volf Corporation, som er i færd med at lukke en handel om opkøb af en japansk hentai-pornoproducent.
Vi møder hende på en førsteklassesflyrejse, hvor hun færdiggør kontrakten, mens hendes chef distraheret betragter de eksplosioner, der kører på flyets underholdningssystem – første antydning af den verden af konstant bevægelse, skærme, spejlinger og midlertidige rum, som resten af filmen udforsker.
Diane går på toilettet, stikker trænet en kanyle ned i en vandflaske, som hun kort efter bruger til at forgive firmaets chefforhandler med. En kidnapning senere har Diane erstattet hende og er kommet nærmere sin egentlige mission: at forpurre Volfs handel, så hendes rigtige arbejdsgiver, konkurrenten Mangatronics, kan vinde aftalen.
Resten af ’Demonlover’ udspiller sig som et desorienterende væv af dobbeltspil og virksomhedsspionage, hvor også spionen udspioneres, og hvor man aldrig kan vide sig sikker på, hvem der har overtaget.
Som Diane siger på et tidspunkt: »Nobody sees anything. They look but don’t understand«.
I denne skyggeverden kan man ikke stole på nogen, hverken de mennesker af kød eller blod, som Diane entrerer i en kompleks magtkamp med – med fænomenale birollepræstationer fra blandt andre Chloë Sevigny og Gina Gershon – eller de digitale pornorepræsentationer, der er laboratoriefremstillet for at franarre forbrugernes penge.
Ettaller og nullernes verden
Da ’Demonlover’ havde premiere på Cannes-festivalen i 2002, var der ikke udelt begejstring for Assayas’ genrebrydende værk.
Med referencepunkter som Michael Mann, David Cronenberg, Abel Ferraras ’New Rose Hotel’ og Kiyoshi Kurosawa virkede filmen da også umiddelbart som et helt nyt genrekapitel for Assayas, der i 90’erne havde markeret sig som en af Frankrigs mest interessante kunstfilminstruktører med metafilmen ’Irma Vep’ og de to personlige melodramaer ’Cold Waters’ og ’Late August, Early September’.
Men ’Demonlover’ udspiller sig faktisk i vid udstrækning som en moderne opdatering af Louis Feuillades’ krimi-epos ’Les Vampires’, som Assayas i sine ’Irma Vep’-film (1996, 2022) har gjort til genstand for fiktive moderne genindspilninger, hvis skabelsesprocesser filmene skildrer.
Som i ’Les Vampires’ handler ’Demonlover’ om en kvindelig femme fatale og hendes spionarbejde for en lyssky virksomhed – oversat til den digitale senkapitalisme. Det er gennem denne handling, at Assayas for første gang beviste, at han mestrer genrekoder som få andre europæere, hvilket han siden har stadfæstet med film som ’Boarding Gate’, ’Carlos’ og den kommende ’The Wizard of Kremlin’.
I dag er det umuligt ikke at anerkende ’Demonlover’s klarsynede kritik af den lyssky globale billedindustri, hvor alt kan vækkes til live, hvis bare man har penge – inklusive menneskets allermørkeste fantasier, der får konkret form på nettet.
Filmen kortlægger industrien fra produktion til distribution og viser, hvordan bagmændene og -kvinderne bruger alle kneb for at komme frem i verden. Undervejs afslører den, hvordan de fysiske og virtuelle verdener er så sammenfiltrerede, at man til sidst ikke kan se forskel på virkelighed og fantasi.
I flere indstillinger bliver karaktererne omformet til pixels, når vi betragter dem gennem overvågningskameraer, videooptagelser, regnvåde bilruder og panoramavinduerne i de hoteller og kontorkomplekser, de bebor. De samme ettaller og nuller, der styrer verdens transaktioner.
Fænomenal slutscene
Som i Cronenbergs ’Videodrome’ smelter de anspændte fysiske kroppe sammen med den digitale underverden. Karaktererne er slørede refleksioner, der driver vampyragtigt gennem tilværelsen – blottet for personlighed, kun opslugt af målet om at opnå penge og magt.
Den verden, de er med til at fostre, er en verden uden holdepunkter, sandhed og alliancer – meget apropos i dag.
Her er Connie Nielsen særligt god som en karakter uden karaktertræk, et på en gang villigt og uvilligt tandhjul i kapitalismens maskine. Hun skifter mellem isnende arrogance, glimt af dyrisk vold og dragende skrøbelighed.
Hendes ambivalens er rodfæstet i filmens gennemgående skildring af det intense kvindehad, som filmens torturporno og hentai legemliggør med en David Lynch-agtig skildring af drømmefabrikkens bagside.
De kvindelige karakterer – spillet af Nielsen, Gershon og Sevigny – forsøger at tage magten tilbage fra mændene omkring dem ved at spille med på deres magtspil, men til syvende og sidst ender de selv som ofre for den kollektive (volds)fantasi, deres lyssky arbejde opretholder, hvor kvinder først og fremmest reduceres til objekt.
Det hele kulminerer i en virtuos og fuldkommen abstrakt anden halvdel – ikke ulig slutningen på den oprindelige ’Irma Vep’ – hvor plottet tilsidesættes for en række mesterlige set pieces, inklusive en fremragende biljagt i et mexicansk ørkenlandskab.
Filmen hopper fra kaninhul til kaninhul, så det nærmest er umuligt at afkode, hvad der er virkeligt og hvad der er fantasi.
Særligt uforglemmelig er den mesterlige slutscene, der pludseligt klipper til en helt almindelig amerikansk forstad, hvor en teenager stjæler sin fars kreditkort og bestiller torturporno på nettet. Her vises den udbud-efterspørgsel-logik, der former underverdenen, når drengen indtaster sit prompt til maskinen om at få en kvinde iklædt et X-Men-kostume pint på en metalseng.
Det indhold kører så i baggrunden, mens han laver sine lektier om genetik – en genetik, filmen har skildret som gradvist erstattet af en virtuel ditto bygget på udnyttelse og undertrykkelse, når menneskelige kroppe omdannes til pixels på en skærm.
Scenen står som topmålet af Assayas’ anklage mod popkulturens medvirken til en skruppelløs billedkultur og -industri, der kun er blevet endnu mere skræmmende aktuel i den kunstige intelligens’ tidsalder.
’Demonlover’ kan ses i Cinemateket 15. og 31. januar. Kan desuden ses på Mubi.