’A Knight of the Seven Kingdoms’: Ny spinoff er noget helt andet end ‘Game of Thrones’ – heldigvis!
SERIE. Efter den træge anden sæson af ’House of the Dragon’ forstår jeg godt, hvis du bliver træt ved tanken om endnu en ’Game of Thrones’-spinoff.
Men bare rolig, der er godt nyt. For HBO’s nye Westeros-serie ’A Knight of the Seven Kingdoms’ er noget helt andet.
I modsætning til ’House of the Dragon’ forsøger den nye satsning ikke at gøre originalserien kunsten efter med endnu et tilstræbt episk magtspil mellem forskellige slægter. I stedet præsenterer George R.R. Martin og medskaber Ira Parker en anderledes lillebitte fortælling sat i det store fantasyunivers, baseret på Martins kortroman ’The Hedge Knight’, som foregår mellem begivenhederne i de to storserier.
Denne gang har vi faktisk kun en enkelt hovedperson. Dunk hedder den unge mand, der voksede op som tigger i Flea Bottom-slummen og siden blev væbner for den herreløse og temmelig ukendte ridder Ser Arlan of Pennytree. Da den gamle mester stiller træskoene, beslutter Dunk sig for at gå i hans fodspor og selv blive en ærværdig ridder, der beskytter de svage.
Den tidligere Rugby-spiller Peter Claffey gestalter med underspillet charme den tårnhøje, men duknakkede hovedperson, som har hjertet på det rette sted og ingen slette bagtanker. Han er muligvis den mest sympatiske karakter, vi har mødt i Westeros.
Dunk, der i mangel af bedre påtager sig riddernavnet Ser Duncan the Tall, finder en god om end åbenmundet makker i den skaldede dreng Egg (Dexter Sol Ansell), som hjælper ham til gengæld for lidt mad.
Den fattige duo sætter sig det ambitiøse mål, at Duncan skal vinde både hæder og heste i en lokal ridderturnering, hvor medlemmer af den royale Targaryen-familie også vil være til stede.
Kritikere vil måske mene, at fortællingen indledningsvis har samme skala som et besøg i Middelaldercentret, men det er faktisk en del af charmen, at ’A Knight of the Seven Kingdoms’ byder på fornøjelig hangout-stemning i et lille lokalmiljø fyldt med liv. Selvom der ikke ligefrem er smæk på dramaet, nyder man at være i selskab med den spøjse duo og de farverige karakterer, som de møder i byen.
Den uhøjtidelige selskabelighed kommer også af, at serien er mere komedieorienteret end de to forgængere. Det bliver tydeligt allerede i starten af første afsnit, hvor den velkendte ’Game of Thrones’-temamelodi pludselig afbrydes af en scene, hvor Dunk har fået dårlig mave. Så er tonen sat.
I anden halvdel skruer ’A Knight of the Seven Kingdoms’ dog også op for mere alvorlige konflikter og farlige voldsudbrud. Trods et fravalg af drager og storkrig lykkes serien med at levere actionscener, der får pulsen op.
Det sker særligt under ridderlige turneringer, som er alt andet end noble. Mudder og blod flyver gennem luften i de kaotiske kampe fra arenaen, som vi nogle gange oplever gennem dynamiske POV-skud fra bag riddernes visirer.
Undervejs tager den lille fortælling et par drejninger, der hæver perspektivet til resten af kongeriget. Det er dog først og fremmest hyldesten til de små karakterer, som ikke nødvendigvis kommer med i legenderne og historiebøgerne, der gør ’A Knight of the Seven Kingdoms’ så vedkommende og forfriskende.
De små stemmer og undseelige skæbner er nemlig også værd at kæmpe for i underdog-fortællingen, som, til trods for at udspille sig i en barsk verden, bliver direkte wholesome.
Ikke ligefrem dét ord, jeg havde forestillet mig at forbinde med en ny ’Game of Thrones’-serie. Men den er god nok.
Kort sagt:
HBO’s nye forfriskende ‘Game of Thrones’-spinoff dropper de storladne (læs: langtrukne) magtspil fra ‘House of the Dragon’ for i stedet at satse på humor, hangout-stemning og mudrede ridderturneringer – med Westeros’ måske mest sympatiske karakter i centrum.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.