Mange har måske set en nyligt viral video, hvor influenceren og plastikkirurgen, der går under navnet Dr. Zayn, deler sine meget uforbeholdne tanker om den australske popstjerne Troye Sivans ansigt.
»Han ser faktisk lidt ældre ud. Man kan argumentere for, at han gennemgår en twink-death«, siger Dr. Zayn i videoen, før han begynder at nærstudere de såkaldte problemer – altså »skyggerne, dalene og folderne« i Sivans ansigt – og deres mulige, kosmetiske løsninger.
Én person, der i hvert fald har set videoen, er Troye Sivan selv. Det fortæller popstjernen i et længere indlæg på sin nyligt oprettede Substack.
»Jeg svinger konstant mellem at føle, at jeg ældes på en god måde – at jeg bliver mere ‘sexet’ med tiden – og så at føle mig som Gollums meget nære popsanger-slægtning. Affældig. Både tynd og fed på samme tid«, skriver han og fortsætter:
»Jeg er 30. Jeg har kæmpet med mit kropsbillede i en stor del af mit liv, ligesom jeg er sikker på, at de fleste mennesker har. Jeg er historisk berømt for at være tynd, men jeg er ikke SÅ tynd længere. Jeg er historisk berømt for at være twinky (jeg er stadig det første billede, der kommer frem på Google, når man søger på ‘twink’), men jeg er ikke SÅ twinky længere«.
En twink er et slang-udtryk for en homoseksuel mand med et ungdommeligt, drenget, spinkelt udseende.
Herefter beskriver Sivan, hvordan han fra dag til dag skifter mellem at acceptere sin krop – og at længes efter en hel stribe af meget dyre indgreb.
»Hvad nytter penge og moderne medicin, hvis ikke det er til for at reparere alle de fejl, som denne tilfældige, syge fucking plastikkirurg fortalte mig, jeg har?«, skriver han med henvisning til Dr. Zayn.
»Min alvidende, dybt onde algoritme så muligheden i dette øjeblik af sårbarhed, trak i alle håndtag, drejede hver knap til 1000. Jeg så video efter video af deep plane-ansigtsløft og annoncer for ikke-godkendt GLP-1-medicin, der nu kommer i pilleform (jeg vejer 59 kilo i øjeblikket). Jeg trykkede ‘ikke interesseret’ et par gange og håbede på det bedste«.
Sidenhen har Sivan tilføjet, at Dr. Zayn har rakt ud til ham for at undskylde. Sivan har derfor ændret indlæggets titel fra ‘fuck this guy!!’ til den mindre konfrontatoriske ‘feeling a bit uggo (ugly)’.
Men mon ikke, at Dr. Zayn og andre, der giver uønsket kosmetisk og medicinsk rådgivning, alligevel forstår pointen? Det må vi håbe. Læs Troye Sivans fulde indlæg og se Dr. Zayns video herunder.
Troye Sivan publishes a new Substack piece about body image titled “F*ck this guy!! For real!!!!”
He directly responds to a doctor on Instagram who gave unsolicited advice on how to “re-twinkify” him.
🔗: https://t.co/VfVT8tNeLZ pic.twitter.com/YlEkML4z5N
— Pop Crave (@PopCrave) January 21, 2026
