’Heated Rivalry’: Seriesensation om ishockey-romance er lige så hot, som den er ægte rørende

’Heated Rivalry’: Seriesensation om ishockey-romance er lige så hot, som den er ægte rørende
'Heated Rivalry'. (Foto: Sabrina Lantos/HBO Max)

SERIE. Jeg har aldrig brudt mig om sport. Før nu.

Eller … jeg bryder mig stadig ikke sådan synderligt meget om sport, men se lige en insta-video af en ishockeyspiller, der varmer sin lyske op (oh my) og sig, at du ikke også får lyst til at abonnere på ESPN.

Og se så lige den heftigt omtalte seriesensation ’Heated Rivalry’ bagefter.

For serieskaberen Jacob Tierney har givet nøgen krop til Rachel Reids bogserie af samme navn, og det er en hot og ægte rørende oplevelse, der nu endelig kan opleves i Danmark.

Det er egentlig en ret simpel enemies to lovers-fortælling, hvor et romantisk forhold spirer mellem to rivaliserende ishockeyspillere og modsætninger:

Shane Hollander (Hudson Williams), der er en canadisk golden retriver, hvis momager pacer ham og laver lukrative deals med store brands. Og Ilya Rozanov (Connor Storrie), der er en russisk badboy med rygevaner og sensuella-vibes.

I et machomiljø skal de navigere gennem (selv)had, forelskelse og begær, og vi er voyeurer, når de over en årrække – og i al hemmelighed – wanker i dampende fællesbade og blowjobber på dyre, stylish hotelværelser.

‘Heated Rivalry’. (Foto: Sabrina Lantos/HBO Max)

Kan man være andet end hooked? Næ. Men det er faktisk ikke (kun) de muskuløse kroppe med umådeligt velplacerede baller og modermærker eller replikkerne om »extra bananas«, der driver og river i værket.

For trods tydelige dobbeltbetydninger og øjeblikke, hvor selv det subtile overartikuleres, er hverken motiver eller sexscener lige så eksplicitte, som det rygtes. Men det gør den ikke mindre liderlig – tværtimod.

Det er takket være de to hovedroller, der har vidunderlig kemi, og hvis langdistancerede sult efter hinanden er fuldstændig betagende. Handlingen og forelskelsen er at finde i deres sitrende blikke – og i en musikvideoværdig scene til melankolske techno-toner af t.A.T.u.s 00’er-banger ’All the Things She Said’ (elsker!).

Med sans for drama og suspense får to ellers flade figurer nuancer, når vi følger deres mommy-, daddy- og big brother-issues og identitetskriser og oplever smerten – og byrden – ved at blive kaldt alt fra helt til landsforræder og fagot.

Og altså … en telefonmonolog på russisk er muligvis den mest mavepustende serenade i nyere tid. Shoutout til det amerikanske sprogøre Connor Storrie for en vanvittig og velklingende performance.

‘Heated Rivalry’. (Foto: Sabrina Lantos/HBO Max)

Det er sådanne elementer, der giver den kåde og flotte miniserie – der indledningsvist virkede lidt for hurtigt klippet og glat – en kærkommen tyngde. Det samme gør det afsnit, hvor der skiftes par og POV med endnu en hjertegribende historie og flere former for (følelsesmæssig) klimaks til følge.

Her træder seriens gennemgribende tema – den forbudte kærlighed – klart frem, og ’Heated Rivalry’ flekser derefter sin genrebevidsthed ved at intensivere legen med den velkendte romance-trope ’os mod verden’ i en svimlende ’Romeo og Romeo’-version.

Men selvom der leveres flerlags homo-love og man-on-man-action, synes serien dog at tiltrække særligt straight damer. Måske fordi udmattende heteroseksuelle problematikker som orgasmekløfter og mental load er ude, og at forspil og sexet samtykke er inde. Thank the lord.

‘Heated Rivalry’. (Foto: Sabrina Lantos/HBO Max)

Og ja, med beskyldninger om at være indstillet med et female gaze kan man diskutere, om der drives heteroseksuel rovdrift på en queer-fortælling – lidt a la når lesbiske relationer reduceres til en mands sexfantasi og en Pornhub-kategori.

Men udover at være en udløser for kvindelige juices siger ’Heated Rivalry’ noget sandt om en homofobisk og frygtsom (sports)kultur. Den siger noget sandt om grænser og selvransagelse. Og vigtigst af alt siger den noget sandt om kærlighed, lyst og længsel.

Det er dét, der gør den til et verdensomspændende begærligt fænomen – og til en rigtigt god serie.


Kort sagt:
’Heated Rivalry’ er lækker og liderlig, og de savlfremkaldende og kemispækkede sexscener er ikke engang de hotteste elementer.

‘Heated Rivalry’. Serie. Serieskaber: Jacob Tierney. Medvirkende: Connor Storrie, Hudson Williams, François Arnaud, Robbie Graham-Kuntz, Sophie Nélisse, Christina Chang, Dylan Walsh. Spilletid: 6 afsnit à ca. 40 minutter. Premiere: 23. januar på HBO Max
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af