Milo
3 stjerner
»Hvis I gerne vil danse en lille smule, så er det nu«, sagde sangeren og rapperen Milo, inden han spillede et blidt vuggende, bossanova-klingende stykke solskinspop, der ironisk nok bærer titlen ’Solen kommer ik i dag’.
Milo laver netop musik, man danser en lille smule til. Kan man bedst lide, at folk holder på formerne og praktiserer selvbeherskelse, er en Milo-koncert et godt sted at være. Her er ingen risiko for kroppe, der bliver rystet for uhæmmet.
Det samme gælder følelsesregisteret, der sjældent kommer ud på gyngende grund. Milo laver behagelig pop i stil med Hans Philip og Lord Siva, men uden de følelsesmæssige udsving, der trods alt kendetegner deres musik.
Milo sang fremragende og var generelt en behagelig tilstedeværelse på scenen. Crooner-energi ved mikrofonstativet, dernæst håndtegnskastende rapper. Et lille dansetrin her, lidt luftguitar der. Dog fornemmede man også tandhjulene i hans hoved – som om han talte hvert et skridt.
Magien indtraf under den bitre kærestesorgshymne ’Det ku jeg ik se’, der selvom den blev sunget uden besøg fra duetpartneren Sira Jovina emmede af frustration og indestængt vrede. Her glemte jeg tid og sted og lod mig for en stund opsluge af fortællingen. Det virkede det også som, at Milo gjorde.
Milo er bedre, når han synger, end når han rapper. Han er bedre, når han er bitter, end når han er sød. Og han er bedre, når han glemmer publikum og forsvinder ind i sangen. Men så er han også virkelig god. –RW
Dork
4 stjerner
Med sin selverklærede »feelbad-indie« havde Dork fået til opgave at ramme publikum lige der, hvor det gør allermest ondt.
Med en vokal, der befandt sig et sted mellem Courtney Loves »brænd lortet ned«-attitude og Fiona Apples nuancerigdom, vakte Lærke Simoni sine nedtrykte, men også bevægende sange til live.
Simoni havde medbragt en keyboardist, en trommeslager og en bassist, mens hun selv betjente guitaren. Den dynamiske bandlyd fungerede fornemt, og særligt de skarpe keys fik ’E45’ og ’Legs’ til at prikke i maven.
Simonis guitarspil havde også et rigt følelsesliv – ikke desto mindre var det noget vovet at lade hele to numre i træk være med Simoni og hendes guitar alene i lydbilledet, og de fulgte endda op på den i forvejen underspillede ’Loser 2’. Et sats, der bragte noget intimitet og sårbarhed med sig, og hvor hun udleverede sig selv så meget, at man fik lyst til at give hende et kram.
Men det medførte også, at selv hvis man ikke stod i nærheden af nogen, der sniksnakkede, blev lydbilledet forstyrret af samtaler fra andetsteds i lokalet.
Heldigvis blev energiniveauet samlet op igen. Først med førnævnte ’Legs’ og sidenhen med den yderst velvalgte afslutter ’Houseplant’, der kulminerede i en eksplosion af guitarlarm. Her lød det som om, at Simoni lod alle sine mest indebrændte følelser komme ud samtidig. –KFS
Lea Romea
5 stjerner
Aftenens helt store spørgsmål var, hvordan Lea Romeas musik egentlig lyder.
På trods af en fortid i duoen Ora og en række features hos markante navne som Kesi og Anton Westerlin har hun nemlig kun udgivet en enkelt single i eget navn, den neosoul-klingende ’Bobler’.
Det viste sig dog hurtigt, at Romeas spændvidde er langt større end som så. Fra næsten ambiente ballader til tungt pulserende elektropop – alt sammen bundet sammen af en stemme, der tydeligvis kunne holde til det meste, men som alligevel ikke var bange for at give sig hen til skrøbeligheden.
Bedst var en kalejdoskopisk dansegulvsfylder med hakkende, stønnende vokal-samples og spor af amapiano i rytmerne, der pegede tilbage på det melankolske klubunivers, som Medina i sin tid introducerede i dansk musik. »Jeg er forvirret«, sang Romea.
Lea Romea er elev af Ariana Grande, hvad angår artikulation, så det var ikke altid tydeligt, hvad hun sang. Men enkelte linjer satte sig fast og viste, at der er masser af selvindsigt i hendes hjertesorgsunivers.
»Jeg kan ikke stoppe, når der ikke er konsekvenser«, lød det i accepten af en psykologisk kendsgerning, som både er sand for kærlighed og for børneopdragelse. »Jeg drømmer jo, at jeg er sammen med en anden / Men det kan jeg ikke sige«, lød det et andet sted. Og nej, det kan man jo ofte ikke.
Lea Romea sagde selv, at hun var nervøs, og det må hun endelig ikke stoppe med at være. For nervøsiteten gav koncerten en sitrende nerve, som kunne mærkes langt udover scenekanten. –RW
Shinyhunt
3 stjerner
Med hele to album på samvittigheden – og et tredje på vej – var Shinyhunt på mange måder det mest erfarne band, der spillede til Vegas Udvalgte i år. Det ville man dog næppe have gættet ud fra rockkvartettens koncert, der i høj grad var båret af lyden frem for deres scenetække.
Trods rigtig mange vellydende passager havde musikken svært ved at komme ud over scenekanten. Medlemmerne fremstod generte, og de kiggede i bedste shoegaze-ånd enten nedad eller ind i sig selv frem for ud mod det, der velsagtens må have været deres største publikum nogensinde.
Til gengæld lød det rigtig godt. Særligt samspillet mellem forsanger Signe Christoffersens blidt drømmende vokal og bassist Mads Refshauge Kjærs fuzzy, nærmest brummende klang fungerede fornemt. Det var som at opleve en udgave af The Breeders eller endda det helt tidlige The Smashing Pumpkins, men med Julee Cruise på vokal.
Når guitarist Frederik Winther Barkholt legede med støjteksturer på den nye ’When My Eyes Lose You, You Occupy My Thoughts’, kildede det i sjælen, især over for Christoffersens luftige vokal, og når samme nummer slog over i mere jangly passager, ramte følelsen af længsel som en mursten.
Nogle »yeah«-råb fra Barkholt og Refshauge skulle gerne have løftet hooket på ’Easy’ til et nyt, nærmest stadionvenligt niveau, men de landede ikke helt. Første gang var råbene så høje, at man blev slået ud af den, og flere gange føltes timingen skæv. Men når musikerne i Shinyhunt koncentrerede sig om deres instrumenter, var dygtigheden stadig tydelig. –KFS
Will
4 stjerner
Da popkometen Will begyndte sin koncert med deepcuttet ’Leder efter ord’ fra debut-ep’en ’Glimt’, var det en entré, der var en superstjerne værdig.
I studieudgaven er sangen en smuk, meget sensibel, men også ret tilbageholdende akustisk ballade. I Vega var den forvandlet til et drama af nærmest episke dimensioner med shoegaze-klingende guitarer og dybe synth-flader, der var lige så storslået skulptureret som en gotisk katedral.
Wills vokal, der hele vejen igennem imponerede med sin styrke og klarhed, rummede en verden af følelser, da han fra toppen af en trappe midt på scenen leverede omkvædets hjerteskærende apostrofe: »Hvorfor kan du ik’ se mig?«.
Hvis der var ét øjeblik, der gjorde særligt indtryk på mig i løbet af hele aftenen, var det dette. Men det rejste også en række spørgsmål. Først og fremmest hvorfor i alverden Wills musik ikke lyder sådan her altid?
Wills koncert rummede masser af stærke øjeblikke. Ikke mindst en nådesløst brutal rage-udgave af ’Gennemsigtig’, der ligeledes befandt sig stratosfæriske niveauer over indspilningen, hvad intensitet angår.
Alligevel fik man indtryk af, at Will endnu ikke helt har afkodet, hvordan han vil forene sine eksperimentelle impulser med sit tydelige popstjernepotentiale. Vil han stå skjult i mørket bag et podie og lege med synthesizere og vocoder-effekter? Eller vil han forføre med fællessangsindbydende ørehængere?
Når Will finder ud af, hvordan de to sider kan sameksistere, kommer han til at lave noget helt enestående. Han er allerede godt på vej. –RW
Miaw
5 stjerner
Aftenen blev sluttet af med duoen Miaw, der består af danske Frederik Fog Bruun på guitar og hollandske Liza Dries på vokal og liveelektronik. Duoen var dog kløgtigt udvidet med en ekstra elektronisk musiker i aftenens anledning, så Dries ikke skulle kigge for meget ned i knapperne hele tiden.
Det betød blandt andet mere plads til at danse – og det gjorde Liza Dries med så meget entusiasme, at det var umuligt ikke at blive smittet af det. Hvis et beat først begyndte at dunke derudaf, hoppede hun som om, hun i lige så høj grad var koncertgænger som performer.
Miaw befinder sig i det krydsfelt mellem shoegaze og dance, der lige nu fylder meget i Danmarks undergrund med kolleger som 100%Wet og Wedding som de klareste genrefæller. Men Miaw er en tand mere gakkede. Nummeret ’ATT’ blev eksempelvis indledt med samples af Crazy Frog.
Fogs guitar var svøbt i så kraftige effekter, at det ofte ikke var til at genkende, at det reelt var en guitarlyd, man hørte. Dries og det ekstra livemedlem spillede stedvist maracas, klokker og rasleæg, der eksisterede side om side med de pumpende, skrattende og hakkende 808-trommer.
Blandingen af Dries’ drømmende vokaler og den hyperenergiske højoktan-puls på ’Cleaned Up DK’ fik det til at føles som et Twin Peaks-tematiseret rave, og under afslutteren ’Want Something’ kom Fog vitterligt ud over scenekanten under en af de passager, hvor han sang frem for at spille guitar.
Hele kroppen blev strakt ud over fotograven, således at han kunne stikke mikrofonen til de publikummere, der mest entusiastisk sang med. Det emmede af overskud og rockstjernevildskab. –KFS