1. Den virkelige Roy-familie
Murdoch-familien er så nært beslægtet med plottet i HBO-mesterværket ‘Succession’, at man skulle tro, det var løgn.
For ikke blot er den i dag 95-årige mediemogul Rupert Murdoch, hans fire børn og familiens bizarre arveopgør det direkte forlæg til seriens Roy-familie. Serien inspirerede også den virkelige Murdoch-familie, får man at vide i Netflix’ bingeværdige dokumentarserie ‘Dynasty: The Murdochs’:
Da ét af Ruperts børn så afsnittet, hvor patriarken Logan dør, og ingen aner, hvad de skal stille op, blev det klart for de virkelige Murdoch-arvingerne, at de heller absolut ingen idé havde om, hvad der skal ske, hvis Rupert en dag – mod manges forventninger! – rent faktisk stiller træskoen.
Fandt man ‘Succession’ det mindste fascinerende – eller er man bare generelt optaget af medier og magt – er Liz Garbus fire afsnit uomgængelige. Et medrivende indblik i Murdochs vej fra Australien til England og siden USA, hvor han skabte hårdtslående sladderpresse af den værste skuffe på sin vej, så det er lige til at blive rasende af.
Garbus har tidligere stået bag anerkendte dokumentarer som ‘What Happened, Miss Simone’ og ‘Bobby Fischer Against the World’ og behandler stoffet sobert og indsigtsfuldt – JLU
‘Dynasty: The Murdochs’ kan ses på Netflix
2. Fantastisk u-kendt
Komikere kommer i mange flere varianter end nogensinde i det danske standup-landskab.
En af dem er heldigvis Cecilie Bau, karabinhage-bærer, en art brobizz-seksuel (lesbisk eller bi afhængig af, om hun er i Odense eller København) og en komiker, der har givet mig fornyet tro på, at det faktisk stadig kan være sjovt at gøre grin med mandlige københavnske møbelsnedkere.
I debutshowet ‘Når du mest venter det’, der vandt en pris på Up Comedy Festival, leverer Bau en fremragende, personlig overskudsintroduktion til sig selv, mens hun stadig befinder sig på følgende niveau af stardom:
»Der er a-kendte, b-kendte, c-kendte, d-kendte, e-kendte, og jeg vil kategorisere mig selv i kategorien… u-kendte«. Det betyder dog ikke, at hun er bange for at gøre grin med urørlige emner: Nina Rasks succes for eksempel. – MJK
‘Cecilie Bau: Når du mindst venter det’ kan ses på YouTube.

3. Et umuligt stunt – igen!
Hvis der nogensinde var en one trick pony-serie, var det ‘Jury Duty’, tænkte alle, da det vilde tv-eksperiment fik premiere tilbage i 2023.
For når man først én gang har iscensat en falsk retssag med en jury fyldt med skuespillere og narret én udenforstående mand til at tro på det som hovedperson i en falsk dokumentar, er det svært at gøre det igen.
Men serieskaberne Lee Eisenberg og Gene Stupnitsky har skruet endnu en ‘The Truman Show’-inspireret komedievariant sammen.
Denne gang tror en mand, at han har fået job i chilisaucefirmaet Rockin’ Grandmas og skal på firmaudflugt. Alle andre ved til gengæld, at det hele er spil for galleriet.
Soundvenues Frida Bay Lorentsen giver fem stjerner på søndag: »‘Jury Duty Presents: Company Retreat’ leverer igen på både gakkede optrin og en utroligt velcastet hovedperson, så man for det meste kan lægge sine moralske kvaler til side og bare nyde udflugten«. – MJK
‘Jury Duty Presents: Company Retreat’ kan ses på Prime Video.
Set det hele? Tjek sidste uges anbefalinger.
