’Nemesis’: Kun hovedrollerne redder Netflix-serie fra et være et rent ripoff
SERIE. Man må give Courtney A. Kemp (’Power’) og Tani Marole, at de har glimrende filmsmag.
For de har åbenlyst en stor forkærlighed for ’Heat’ som så mange andre cineaster, mig selv inklusive. Michael Manns opus gennemsyrer nemlig deres nye Netflix-spændingsserie ’Nemesis’ fra start til slut.
Mens ’Heat’ selvfølgelig har inspireret adskillige andre film og filmskabere, er der øjeblikke i Netflix-serien, hvor den markante inspiration næsten distraherer fra seriens egne dårligdomme og kvaliteter.
Vi følger den dedikerede og egenrådige LAPD-politiefterforsker Isaiah Stiles (Matthew Law), der kommer på sporet af en kriminel bande, som står bag en serie af profilerede tyverier.
Banden ledes af den karismatiske Coltrane Wilder (Y’lan Noel), som parallelt med sin kriminelle løbebane lever en luksuriøs rigmandstilværelse med sin gravide kone Ebony (Cleopatra Coleman). Og så tyder meget på, at det også var Wilder, som var ansvarlig for drabet på Stiles’ afdøde partner år tilbage.
Stiles’ ægteskab med konen Candice (Gabrielle Dennis) hænger i en tynd tråd, hvorfor han sover i et sørgeligt anneks til deres hus og generelt forekommer frustreret. Samtidig er han fremmedgjort fra sin egen søn, Noah, der har knyttet et bånd til Stiles’ far, Amos – et pensioneret bandemedlem, som Stiles forgæves har forsøgt at holde væk fra Noah.
Både Stiles og Wilders privatliv påvirkes af deres vidt forskellige hverv og den intense, rivaliserende katten-efter-musen-jagt, de indleder, og som potentielt truer med at ødelægge alt for dem begge.
Selvom ’Nemesis’ på overfladen har sin egen historie og sit eget karaktergalleri, kunne Isaiah Stiles og Coltrane Wilder lige så godt have heddet Vincent Hanna og Neil McCauley.
For der er et utal af ligheder med Michael Manns film i en grad, at det nærmer sig det rene ripoff: Stiles iltre temperament og heftige ægteskabsproblemer, Wilder-parrets oversøiske flugtplan, karaktertyperne i Wilders bande, der minder umanerligt meget om McCauleys ditto, de infernalske skududvekslinger mellem politi og røvere og spejlingen i Stiles og Wilders arbejds- og privatliv.
Samtidig kæmper serien med at sætte sit eget aftryk gennem de otte langstrakte afsnit, hvor både den primære handling, sidehistorierne og dialogen udpensles i det uendelige.
Den vil være storladen og svulstig i følelserne, særligt mod slutningen, men er samtidig i konstant konflikt med sig selv, da den undervejs nærmer sig kitsch og selvbevidst humor i det i forvejen lunkne manuskript:
»I think you’re playing with fire«.
»Nah man. You got it all wrong. See, I’m Prometheus. I bring the fire«.
Undervejs dukker der adskillige velkendte birolleskuespillere op som Domenick Lombardozzi, Chris Bauer, Mark Feuerstein og Mike O’Malley, men deres roller er mere fyld snarere end reelle bidrag til historien.
Serien fungerer bedst, når Matthew Law og Y’lan Noel lyser op i de to hovedroller, hvor de med en blanding af charmerende overspil og prisværdig kemi formår at redde æren. Moe Irvin, der spiller Stiles bitre far, skiller sig ligeledes positivt ud med en nuanceret præstation som den aldrende karrierekriminelle Amos.
De blændende actionsekvenser og biljagter fejler bestemt heller ikke noget, og har man aldrig set eller hørt om ’Heat’, vil oplevelsen med al sandsynlighed også være en tand bedre end min egen.
Kort sagt:
Matthew Law og Y’lan Noel udgør en underholdende frontduo i Netflix’ crime-fuser ’Nemesis’, der er drænet for tempo, originalitet og en tydelig retning.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.