Den legendariske metal- og hardrock-sanger Ozzy Osbourne gik som bekendt bort sidste sommer i en alder af 76 år. Nu planlægger hans familie at genoplive ham som et interaktivt, digitalt AI-hologram, skriver Billboard.
Sønnen Jack Osbourne afslørede planerne onsdag under brandmessen Licensing Expo i Las Vegas, hvor han sammen med sin mor, Sharon Osbourne, holdt et oplæg for at diskutere fremtiden for Ozzy Osbournes brand.
»Det er lidt skræmmende, hvor præcist det faktisk er«, sagde sønnen om AI-genskabelsen af metalikonet. »Han kommer til at eksistere digitalt som sig selv, så længe vi har computere. Teknologien er kommet så langt, at det næsten er ‘drag and drop’. Man kan optage en skabelon til en reklame … bogstaveligt talt skrive, hvad man vil have, at Digital Ozzy skal gøre i den reklame, og så bare indsætte det. Det er så simpelt nu«.
Den syntetiske Ozzy Osbourne bliver skabt af firmaet Hyperreal, som fortæller til Billboard, at deres såkaldte Digital DNA-teknologi vil gøre det muligt for avataren at »føre samtaler med fans og bevæge sig, tale og reagere som Ozzy ville«.
Sharon Osbourne forklarede i Las Vegas, at man »kan spørge Ozzy om hvad som helst, og han vil svare dig med sin egen stemme«.
»Og svarene vil være det, Ozzy ville have sagt«, fortalte enken ifølge Complex. »Vi tager det med rundt i hele verden. Folk kan tale med ham, og han vil tale tilbage«.
Planen er, at den digitale Ozzy skal begynde at dukke op i virkelighedstro størrelse på interaktive touchskærme i USA og Storbritannien allerede i sensommeren i år.
Hyperreal har tidligere skabt digitale avatarer af blandt andre raplegenden The Notorious B.I.G., Marvel-skaber Stan Lee og den anderledes sprællevende fodboldstjerne Lionel Messi.
