Du mellemlander i en lufthavn klokken halv tre om natten.
Uden for vinduerne er det så mørkt, at det kun er herinde, verden eksisterer. Lamperne i loftet spreder sit blege lys ud over alting. Det har de måske gjort uafbrudt, siden før du blev født.
Du suger lunkent vand fra en plastflaske, der larmer, mens du vandrer forbi den ene ledige bænk efter den anden. Men du sætter dig ikke, for du ved, at her findes der ingen hvile.
Hvis du kan kende denne uro, kender du også til grundpillen i liminal horror, der har fået sit helt store gennembrud med den biografaktuelle filmsucces ’Backrooms’.
I det unge YouTube-talent Kane Parsons film finder den drikfældige møbelhandler Clark en væg i kælderen i sin møbelbutik, som han kan gå igennem, som var væggen den rene luft.
Bagved væggen gemmer sig uendelige, gult tapetserede og tomme rum, der fortsætter i en uendelighed og ikke rigtigt ligner noget, der er bygget til mennesker: et umøbleret kontorlandskab fra 80’erne. Lysstofrørene summer i loftet.
Men hvad ligger der bag liminal horror-viben, som i disse uger ser ud til at blive mainstream og meget vel kan afføde en hel undergenre på biograflærredet, der kan konkurrere med andre subgenrer som slashere eller body-horror?
Hvor stammer den foruroligende, unheimliche atmosfære fra, som Backrooms-mytologien bygger på?
Og hvorfor giver dette lille vrid på normaliteten os så svedige håndflader?
Internettets mareridt filmatiseret
Den 11. maj 2017 uploadede Kyle Edward Ball videoen ’nightmare 1 (contains strobing)’ på sin YouTube Bitesized Nightmares.
Videoen starter i en stue med høje træpaneler på væggene og et uldent væg-til-væg-gulvtæppe. Stuens eneste lyskilde er tv-skærmen, der viser myrekrig.
En voice-over fortæller, at du er inde i et mareridt, stemmens ejer har haft som barn.
»Jeg husker, at jeg havde en stærk fornemmelse af, at nogen var på fri fod, og at den person var farlig«, fortsætter stemmen.
Imens panorerer kameraet mod døren ud til gangen. En trappe op til førstesalen kommer til syne, idet lyset bliver tændt.
Stemmen er Kyle Edward Balls egen, og mareridtet tilhører ham. I beskrivelsen under YouTube-videoen inviterer han seeren til at beskrive et mareridt, de har haft, og så kan det være, at han filmer det.
Serien nightmare har i dag ophobet 38 YouTube-brugeres drømme foruden Balls eget.
I 2022 lykkedes det Kyle Edward Ball at crowdfunde og udgive filmen ’Skinamarink’, som Soundvenue tidligere har skrevet om. Filmen fik international opmærksomhed på filmfestivaler, og klip fra den gik senere viralt på TikTok
’Skinamarink’ er i sin essens en halvanden time lang udgave af Balls YouTube-kortfilm. Men den præsenterede et bredere publikum for hans horrorvision.
Og det føltes som en film, der ikke havde fundet sin genre endnu.
Fælles-mytologi
Backrooms-fænomenet spores typisk tilbage til en bruger, der i 2011 uploadede et billede på 4chan.
Billedet forestiller et tomt, gultapetseret rum med lysstofrørslamper i loftet og væg-til-væg-tæppe på gulvet. Billedet akkompagneredes af en tekst, der beskrev, hvordan du kan falde igennem verden og havne i the backrooms.
Backrooms havde nu en helt simpel mytologi. Siden har folk digtet videre på den i internettets mange afkroge.
Jeg er stødt på udgaver i Instagram-reels, hvor backrooms ikke tager form af de velkendte tomme, gule rum men af en gigantisk, dunkel svømmehal.
Og der er en hel fandrevet wiki-side, hvor brugere i rollen som forskere opretter videnskabelige notater om de fund, der bliver gjort derinde.
Kane Parsons’ egen version tog form som ’The Backrooms’-webserien på YouTube i 2022. I hans version er backrooms en slags lommedimension fundet af Async Institute. I et infomercial-lignende afsnit af serien antydes det, at instituttet til at starte med øjnede backrooms som verdens største lagerrum.
Det projekt droppede instituttet hurtigt, da de indså, at du kan dø derinde. Og på et uvist tidspunkt efter åbningen af lommedimensionen er skellet imellem vores verden og backrooms svækket så meget, at almindelige mennesker tilfældigt havner der.
De dele af serien præsenteres som found footage. En unavngiven karakter falder igennem jorden og havner i the backrooms. Du følger i førsteperson staklen forvilde sig igennem de kvalmt gule, endeløse og umulige rum, der afløses af flere rum, der igen afløses af flere.
Liminal horror til masserne
I sidste uge havde Kane Parsons debutspillefilm ’Backrooms’ så premiere. Og liminal horror er nu en ægte genre.
Hverken Ball eller Parsons har eneret på titlen som youtubere, der er sprunget ud som gyserauteurer.
Men ’Backrooms’ og ’Skinamarink’ er alligevel særlige. Filmene er baserede direkte på instruktørernes egne værker på videotjenesten. Kane Parsons måtte endda op premieren forsikre sine fans om, at filmen finder sted i samme univers, som webserien gør.
Begge film bærer præg af ophavet på en platform, hvor korte formater er standard, og du ikke har en producer, der ånder dig i nakken og insisterer på, at filmen skal indeholde karakterbuer og et handlingsforløb.
Ligesom found footage-sekvenserne i ’The Backrooms’-webserien insisterer filmen på lange dialogløse sekvenser. Her er det omgivelserne, the backrooms, der er hovedpersonen. Skuespillerne er bare statister, som vandrer igennem de endeløse rum, mens en klaustrofobisk uro sniger sig ind under huden på publikum.
Det er netop den drømmelogik, som både Parsons og Ball bringer med fra deres fortid. Liminal horror er ikke vokset op i Hollywood med de klassiske dramaturgiske hvalmodeller.
Den er vokset op i de mørke afkroge af internettet, hvor en rundtur i backrooms eller et to minutter langt skud af en åben dør ud til en mørklagt gang er nok til at holde seerne fanget.
Den arketypiske gyserfilm placerer gerne sine karakterer i en gammel, forladt villa eller ude i en dunkel skov midt om natten. Du sidder og venter på, hvornår monsteret mon dukker op, for du ved, at der er et.
I liminal horror er det selve rummet, der er monsteret. Når først man træder ind i the backrooms, er man allerede blevet slugt. Det er den følelse af at blive opslugt, der kryber ind under huden på dig, når du ser liminal horror.
Arnestedet
Genren kan faktisk spores længere tilbage end 4chan og YouTube.
I 2000 udkom bogen ’House of Leaves’ af Mark Z. Danielewski. Her flytter Navidson-familien fra New York City til en forstadsvilla på Ash Tree Lane i Virginia. En villa, der viser sig at være større indvendigt end udvendigt.
Kort efter dukker en dør op i dagligstuen. En dør, der ikke var der tidligere.
Bag døren gemmer sig lange, uoplyste korridorer, der fører til flere lange, uoplyste korridorer. Trapper, der styrter ned i mørket, som det tager flere dages proviant at nå foden af. Der er ingen møbler, ingen malerier pryder væggene, og noget knurrer inde fra mørket.
Bogens layout er nærmest liminal horror i sig selv. Af og til skal du læse bogen sidelæns eller på hovedet, der er fodnoter i fodnoter i fodnoter, og sommetider skal du løse koder for at dechifrere en mors sidste brev til sin søn.
Læseoplevelsen er faktisk lidt, som det må føles at vandre igennem backrooms.
Handlingen i bogen præsenteres som en slags found footage-akademisk afhandling om en dokumentarfilm, ’The Navidson Record’, der beskriver handlingen i udførlig grad, til trods for at dokumentarfilmen selv i fiktionen ikke lader til at eksistere. Hvis det lyder kringlet, er det, fordi det er det!
’House of Leaves’ var med til at udvikle found footage i 90’erne. Allerede før bogens udgivelse i år 2000 var kapitler fra den akademiske afhandling i kredsløb online, og der skal uden tvivl være nogen, der er faldet over en side eller to derfra og har haft samme reaktion, som folk, der troede, at ’Blair Witch Project’ var en ægte dokumentar.
På internettet fortolkes og genopdigtes bogen på alle mulige måder. I en YouTube-webserie fra 2010’erne ved navn ’EverymanHYBRID’ bliver verdens undergang og the slenderman skildret. Der er flere referencer til romanen, blandt andet ved huse, der pludselig ændrer form og layout.
Fortsættelser på vej …
Et af de særeste eksempler på, hvordan ’House of Leaves’ lever videre i de samme kredse som ’Backrooms’ og ’Skinamarink’, er en brugerprogrammeret bane til videospillet ’Doom’ fra 1993 ved navn ’MyHouse.wad’ fra 2023.
I banen render du rundt og skyder dæmoner, fuldstændig ligesom i det oprindelige spil. I stedet for på Mars foregår det nu bare i et hus med diffuse dimensioner. Et skab bliver til en kældertrappe, og nogle etager har kun vinduer, når du ser på den udefra.
Når du downloader ’MyHouse.wad’, fylder filen 64 MB. Det er mere end hele det oprindelige ’Doom’ fra 1993. Den nye version er større end den gamle version, lidt ligesom huset på Ash Tree Lane er større indvendigt end udvendigt.
Hverken Parsons eller Ball har nævnt ’House of Leaves’ som en direkte reference. Men oplevelsen, når man sidder med bogen i hånden og prøver at læse noget på hovedet, minder meget om den, man sidder med i biografsædet. Verden bliver hele tiden større, og samtidig føles det, som om den lukker sig om dig.
Med ’Backrooms’ har liminal horror bevæget sig fra internettet og boginspirationens obskure cirkler til Hollywoods hovedtorv. Der er allerede snak om fortsættelser af Parsons univers i både serie- og filmudgaver, og Kyle Edward Ball er i fuldt sving med sin næste film, ’The Land of Nod’.
En egentlig liminal horror-bølge er uden tvivl på vej, og Hollywood vil vride en hver dråbe ud af de tomme rums creepy æstetik. Forhåbentligt fører det til flere kunstneriske nybrud end forcerede forsøg på at genskabe magien.
’Backrooms’ kan ses i biografen. ’Skinamarink’ kan ses på Blockbuster og Apple TV.