Hvorfor ser vi uhyggelige film?
De mange svar på det eksistentielle spørgsmål har altid kedet mig noget så bravt. Fra akademisk gråhårede teser om, at genren er forbundet med vores biologiske fight or fligth-respons (ke-de-ligt!) til lavpandede sammenligninger med en tur i Thors Hammer.
I stedet for at sætte ord på vores vedvarende interesse for det uhyrlige og makabre har den canadiske instruktør Kyle Edward Ball med sin lo-fi-spillefilmdebut ’Skinamarink’ sat billede på dens uforklarlige tiltrækningskraft.
I et forsøg på at få inspiration til sin Youtube-kortfilm ’Heck’ spurgte han i 2020 i en Reddit-tråd folk om, hvad deres værste mareridt var. Her gik især et scenarie igen, nemlig det at være efterladt alene hjemme som barn i et tomt hus. Mor og far er uforklarligt forsvundet – og noget andet har taget deres plads.
Han optog spillefilmversionen under corona i sine forældrenes træpanelede 80’er-hjem for sølle 15.000 canadiske dollars.
Allerede sidste sommer, da en festivalvisning af ’Skinamarink’ blev lækket online, begyndte begejstrede Reddit- og TikTok-brugere at hviske i hjørnerne om, at den var tidens mest uhyggelige film.
Og den begrænsede hype gyseraficionadoer imellem spredte sig som en steppebrand, da filmdistributøren IFC Films i samarbejde med horror-streamingplatformen Shudder i januar gav den en begrænset biografpremiere i USA, Canada og Englands større byer.
I skrivende stund har ’Skinamarink’ indtjent en klækkelig sum på to millioner knitrende dollars. Og den er endnu ikke fjernet fra plakaterne til trods for sin ligeledes succesfulde streamingpremiere på Shudder.
Balls horrorhit står i disse dage langt fra alene. Dræberdukken M3GAN er blevet både TikTok-stjerne og box office-hit, og sidste år blev den ultravoldelige splatter ’Terrifier 2’ solgt på løftet om, at folk brækkede sig og besvimede i biografgangene over filmens udskejende dødsscenarier.
’Terrifier 2’ fik overraskende en dansk biografpremiere, og de danske distributører bør hverken snyde sig selv eller os ude i salene for den frygtindgydende oplevelse at se denne nye gysersensation på det store lærred.
For bag debutinstruktørens simple set-up gemmer der sig en anarkistisk revolution af genren og mediet.
Som et levende mareridt
På grund af filmens præmis om et hjemsøgt hus har kritikere været hurtige til at pege på found-footage-film som ’Paranormal Activity’ og ’The Blair Witch Project’ som inspiration.
Men ’Skinamarink’ er snarere skabt med øje for internettets arkiv af knudrede fauna på diverse gyserfora. Vi snakker om flashspil som ’imscared’, korridorgyserspil som ’Amnesia: The Dark Descent’ og ikke mindst creepypasta-historier som ’Slenderman’.
Alle fortællinger med afsæt i tematikker om vold i hjemmet, der handler om bøhmænd, som griber én i nattens mulm og mørke, og som nærmest er sat i verden som et dare: Se mig, hvis du tør, din kujon.
På lignende vis føles ’Skinamarink’ som en film, man måske ikke burde se. Kameraperspektivet er intentionelt obskurt og viser igennem filmens 100 minutter lange spilletid hovedsageligt statiske, mørklagte indstillinger af hjemmets lofthjørner, Duplo-klodser spredt ud på gulvet samt public domain-tegneserier på familiens knitrende, analoge tv.
Fra tid til anden ser vi en enkelt kropsdel af de to søskende Kevin og Kaylee, der mere og mere desperat prøver at distrahere sig selv fra væsnet i deres hjem, som har fjernet alle døre og vinduer. Klipningen er på det nærmeste tilfældig, når den ene indistinkte indstilling skiftes ud med den anden.
Det virker inspireret af forfærdelige full motion video-kultspil fra 90’erne som ’Night Trap’, hvor spilleren selv kunne vælge, hvilken indstilling de ønskede at beskue på et givent tidspunkt.
Hvor det i spillet var et konfust forsøg på at nærme sig ’fotorealistisk’ grafik, så bruger Ball her det æstetiske valg til langt mere grufuld effekt. Det giver en gysende fornemmelse af at være til stede, men ikke i kontrol. Som når man efter et særligt ubehageligt mareridt ligger søvnløs i sengen, mens man stirrer op i loftet, hunderæd for hvad der gemmer sig i mørket.
Vokset op på internettet
Som fod i hose til filmens virale succes er kritikken faldet prompte fra folk på internettet, der har behov for at bemærke, at de altså slet ikke er bange, altså.
Naturligvis er verdens ældste kritik af gyserfilm rullet ud: At filmens brug af pludselige jumpscares er et billigt trick. Andre har bemærket, at det melodiøse tempo er mere kedsommeligt end foruroligende. Og fair skal være fair. Hvis disse naysayers aldrig har været den mindste smule mørkeræd, så giver det god mening, at filmen ikke har nogen effekt.
Godt for dem.
Mest fremtrædende er dog argumentet, at ’Skinamarink’ blot er endnu en redundant creepypasta-historie. Populariteten, især blandt teenagere, af disse hjemsøgte historier, bliver ofte latterliggjort af mere seriøse kritikere. Creepypasta følger dybest set det samme princip som fortællinger over lejrbålet eller under dynen med lommelygten som eneste lyskilde.
Men den kulturelle indflydelse fra creepypasta kan på den anden side ikke benægtes. Især i gyservideospil som ’P.T.’, men også i moderne, velansete horrorfilm som ’The Babadook’.
Og ved at se bort fra traditionelle narrative og stilistiske virkemidler placerer ’Skinamarink’ sig midt i møde mellem vores moderne besættelse af nostalgi, gys, fanfiction og internet-sleuthing.
Med sin DIY-produktion står Ball desuden sammen med en generation af indiefilmskabere som Jim Cummings (’Thunder Road’), Cooper Raiff (’Shithouse’) og The Daniels (’Everything Everywhere All at Once’), unge auteurer, der er vokset op med internettet platform for inspiration, værktøj og videndeling.
Det gør mig spændt på genrens fremtid – og forhåbningsfuld om, at ’Skinamarink’ vil kunne opleves i selskab med andre skrigende danskere i biografens altomslugende mørke. Også selvom jeg personligt – som en kronisk bangebuks – fandme ikke skal gense mareridtet.
Nævnte jeg, at den er alt, alt for forbandet uhyggelig?
Skinamarink kan ses på den amerikanske streamingtjeneste Shudder. En dansk biografpremiere har bare at materialisere sig.