’Gone’: DR-aktuel krimi trækker dig dybt ind i sit mørke

SERIE. Det er ikke, fordi vi ligefrem mangler drabelige mord og intense politiefterforskninger på tv-fronten i disse år.
Og ved første øjekast ligner George Kays (’Lupin’) nye serie ’Gone’ endnu en gennemsnitlig krimi efter en velkendt drejebog, hvor en kvinde forsvinder under mystiske omstændigheder. Men lad dig ikke narre: Atmosfære, detaljer, skuespil og ikke mindst det centrale mysterium er forfriskende solidt gennemført.
’Gone’ udspiller sig i Bristol, hvor Michael Polly (David Morrissey), en stringent og tilknappet mand, lever sammen med sin kone Sarah og deres voksne datter Alana (Emma Appleton). Alle tre arbejder på den elitære kostskole St. Bartholomew – Michael som skolens rektor og selvbestaltede idrætslærer, mens Sarah og Alana underviser skolens elever i forsøget på at forme oplyste og helstøbte unge mennesker.

Men da Sarah forsvinder fra den ene dag til den anden, forandres Michael og Alanas liv på et øjeblik. Det lokale politi indleder hurtigt en efterforskning, og mistanken samler sig snart omkring Michael, ikke mindst hos politiefterforskeren Annie Cassidy, der fungerer som bindeled mellem politiet og Polly-familien, og som bider mærke i rektorens kølige og temmelig aparte opførsel i kølvandet på konens forsvinden.
For mens omgivelserne forventer desperation og panik, virker Michael tilsyneladende langt mere optaget af skolens kommende rugbykamp og elevernes eksaminer end af at finde sin kone – selv da hendes lig bliver fundet.
Serien strækker sig over seks sublime afsnit og slår en mut og sober tone an fra første scene, der langsomt trækker dig ind i dens kolde mørke. Michaels skole er klinisk og glædesløs, præget af en lettere giftig kultur, der fremelsker disciplin og indestængte følelser hos de unge elever.

Den samme monotone atmosfære gennemsyrer familiens hjem, hvor de lever parallelle liv uden at blotte for mange følelser over for hinanden.
David Morrissey – som ’The Walking Dead’-fans uden tvivl vil kende som den sociopatiske The Governor – er aldeles formidabel i den krævende rolle som Michael. Han giver karakteren en gådefuld dobbelthed, hvor man aldrig kan vide sig sikker på, om han blot er en følelsesmæssigt hæmmet knudemand eller rummer potentiale for noget mere koldblodigt.
Datteren Alana spilles ligeledes fortrinligt og med stor skrøbelighed af stortalentet Emma Appleton (’Everything I Know About Love’), der desperat forsøger at trænge ind til sin fars følelser – hvilket i sig selv virker som en næsten umulig opgave.
Eve Myles brillerer samtidig som den dedikerede og empatiske efterforsker Annie, der gradvist opnår forståelse for Michaels knudrede personlighed og adfærd, samtidig med at hun privat kæmper med et usundt forhold til en kalkuleret og skinsyg eksmand.
Serien er stærkt spillet hele vejen rundt, instrueret med flair og elegance og skrevet overbevisende, mens det centrale mysterium konstant fodres med spændende twists og drejninger, der gør det umådeligt svært at gætte, hvem der egentlig står bag mordet på Sarah.
Samtidig giver det store fokus på utroskab, skyld og balancen mellem arbejdsliv og ægteskab fortællingen en ekstra dramatisk kant, der løfter ’Gone’ væsentligt over beslægtede krimier.
Nogle gange må man bare kippe med hatten over det gode håndværk.
Kort sagt:
Den bærende trio af dygtige skuespillere leverer forrygende præstationer i dette velskrevne, stemningsmættede og yderst spændende krimidrama, der trækker dig med ned i mørket, hvor du først tør ånde ud, når serien slutter.
Anmeldt på baggrund af hele sæsonen.