’Office Romance’: Netflix har endnu engang vanæret romcom-genren
FILM. Jeg har fulgt Jennifer Lopez’ kærlighedsliv siden for evigt. Fangirlet over hende og hendes irl-forhold til Ben, Marc og Ben igen – og over de fiktive af slagsen i 00’er-film som ‘The Wedding Planner’ og ‘Svigermonster’.
Derfor var jeg også oprigtigt begejstret, da jeg så, at hun skulle være rødkindet heltinde i Netflix’ nye romcom.
Begejstringen forsvandt dog hurtigt, for ’Office Romance’ er desværre en dårlig parodi på den type film, der i sin tid fik os til at forelske os i hende. Og så er den i øvrigt pænt kedelig.
Med næsten anstrengende ihærdighed forsøger man ellers at spice det hele op med turbulens og absurde fødsler, når vi følger Jackie Cruz (en ellers veloplagt Lopez), CEO for Cruz Airlines, der pludselig bliver sagsøgt af en konkurrent for angiveligt at bruge kvindelist og sexappeal til at score attraktive gates og andre flyfordele.
Ja, ekstrem sexisme er en parasit, som skal bekæmpes – nu af advokaten Daniel Blanchflower (’Ted Lasso’-skuespilleren Brett Goldstein), der er ny i både job og rang – efter selskabets tidligere juridiske rygrad er blevet kvalt i en burrito.
Hvis Daniel altså kan holde koncentrationen og de sirligt strøgne bukser på. For efter et meet cute med slowmotion-effekter og et håndtryk med boner-krise indleder de to kollegaer en affære. En meget, meget hemmelig en.
Arbejdspladsen har nemlig nul-tolerance over for interne romantiske relationer, og de Jane Austen’ske forviklinger bliver pludselig kontor-core, når filmen spørger:
Er hr-regler og personalehåndbøger faktisk kærlighedslivet anno 2026’s største hindringer?
Med post-MeToo som en understrøm og et indarbejdet sprog om grænser og magtpositioner diskuterer fortællingen god dating-etik og kønsforhold. Og selvom onde tunger ville anklage filmen for ikke (som i slet ikke) at tilbyde et indgående og respektfuldt portræt af disse emner, er det faktisk ok grineren at være på en arbejdsplads, hvor alle bare virkelig gerne vil knalde og samtykke med hinanden.
Nepotisme-skvadder er endnu et tidsåndsligt buzzword, når Edward James Olmos som Jackies far og virksomhedens OG-chef jævnligt dukker op for at kalde datteren chubby på spansk og samtidig holde hende nede som både datter og direktør.
Ikke underligt at hun angiveligt er blevet en uudholdelig isdronning, Miranda Priestley-style. Hvilket vi gentagne gange får fortalt af hendes selvudråbte underkuede medarbejdere, men som aldrig kommer ægte til udtryk.
Sådan er filmen og skrivebordsmanusset fuld af dovenskab og irritationsmomenter – og i øvrigt også usjove jokes om cunt og manchetter.
Man fornemmer klart, at den med R-rated dialog og en clumsy britisk førsteelsker forsøger at viderebringe den type UK-charme og humor, der – særligt takket være Hugh Grant – har gjort ’Fire Bryllupper og en Begravelse’ og ’Notting Hill’ ikoniske.
Men det, de bangers har – sammen med romantikkanonværker a la ’Titanic’ og ’The Graduate’, som Netflix-satsningen også refererer til – er nerve, kemi og vigtigst af alt nogen, vi hepper på.
For selv når plottet bliver for urealistisk og gestusserne for pladder-pladder, får vellykkede kærlighedsfortællinger os til at tro på alt fra Romeo og Julie til Ross og Rachel. Men det eneste, man sådan ægte tror på her, er daddy issues og det faktum, at Betty Gilpin, der spiller en fornærmende PA, kan få en udmærket karriere som romcom-sidekick.
I ’Office Romance’ har vi nemlig at gøre med pæne mennesker i pæne omgivelser med problemer, der er lette at forstå, men umulige at interessere sig for – også selvom det er med vores alle sammens J-Lo som boss.
Kort sagt:
Netflix har endnu engang vanæret romcom-genren.