Ugens porno på serveren
Det er næsten, som om man godt ved, hvor det bærer hen, når nogen i ’Klovn’-universet sætter sig ned ved en computer med en pakke Kleenex. Det er sjældent et godt sted.
For et par sæsoner siden var det Bo, der lavede rav i den ved simpelthen at ødelægge nettet efter at have hygget sig med omkring otte terabyte af »young chubby girl helps virgin boy« og »blondie with big tits helps young boy«.
Og denne gang er det altså Frank, der ikke kan dy sig fra at vanhellige Karens præstegård ved at styre i fugleflugt direkte mod iMac’en og Porncap ved først givne lejlighed.
Det viser sig, at ikke engang Folkekirken er i sikkerhed for malware, og selvom det ikke er mange sekunder, Frank får sammen med sine yndlingsgenrer (mature, ginger, red hair, short hair og blowjob – til dem, der ikke lige skrev det ned), så lykkes det ham altså alligevel at inficere hele menighedsrådets IT-system.

Det er en køn måde, Frank takker sin værtinde (og kæreste?) Karen på, efter hun så elskværdigt har åbnet dørene til sin villa for ham (og hans påtrængende ven) og serveret ham morgenmad på sengen.
Men for en gangs skyld – og nok delvist fordi han lige har lovet Casper, at han ikke har tænkt sig at fucke sit nye helpensions-resortophold op – ender Frank da med at tage ansvaret for sin ugerning og tilbyder endda, på Karens opfordring, at blive en slags kirke-gofer.
Hvilket, ifølge CC, passer ham ganske godt, for ligesom Quasimodo er Frank jo også i cølibat.
Ugens scoop
Jeg holder desværre ikke Kristeligt Dagblad, så hvorvidt Ditte Hansens kritik af avisens dækning af abortlovgivningen på Færøerne er berettiget eller ej, kan jeg ikke udtale mig om, men hvorom alting er, så rammer Villum i hvert fald en nerve, da han foreslår, at hun skal stille op til et interview.
Efter at have kaldt Frank for Mickey Mouse og i metaforisk forstand revet sin kontrakt i stykker stormer hun ud af mødelokalet og efterlader de fire stakkels mænd uden evnen til at promovere deres fede nye film.
Eller, det er jo ikke helt rigtigt, for Casper har åbenbart store planer om at stille op til Sisse Sejrs podcast, »for hende stoler jeg lidt på« [sic!], som han siger. Jeg kan jo kun antage, han mener døgnfluen ’Nedsmeltning med Sisse Sejr’, om end det virker som et mærkeligt format, hvori man skulle snakke om årets helt store danske familiefilm. Men dem om det.

Senere i afsnittet sker der så intet mindre end et mirakel, da Casper beslutter sig for at hive i klokkeværket i Guds hus og udsætter sig selv for en form for omvendt piskesmældsøvelse, hvorefter han (eller, nok nærmere, Han) kurerer den følelsesløse underkrop. Halleluja, Caspers bønner er blevet hørt!
Men CC er altså ikke så frelst, at han ikke også lige kan se sit snit til at kapitalisere lidt på sin spirituelle jackpot. Og han har da helt ret – det er jo oplagt, når nu han har været forvist til den rullestol så længe (Casper: »Jeg har jo siddet i den kørestol i årevis nærmest«. – Frank: »Ja, du har siddet der seks dage«.), at lave ikke bare en enkelt sølle artikel, men en hel føljeton om hans fald, hans pinsel og, ikke mindst, hans opstandelse.
Og hvem bedre end Kristeligt Dagblad til at udgive dette mesterværk?
Ugens telanovela
Det er jo på en eller anden måde utroligt mærkeligt, at ejendomsmægleren Adam Schnack, af alle mennesker, er gået hen og blevet så hyppig en gæst i ’Klovn’-serien, men jeg kan egentlig ret godt lide det. Han passer godt ind.
Eller rettere sagt: Han passede godt ind. For ’Klovn’ har fandme gjort det igen – de har begået endnu et karaktermord. Telanovelaen fortsætter ufortrødent, og ingen kan føle sig sikre længere! (Med mindre Casper kommer rendende i næste episode og lægger en helbredende hånd på den stakkels fumigerede vintyv, man kan jo have lov at håbe).

Schnack har altså sluttet sig til ’Klovn’s panteon af hedengangne figurer, og selvom han selvfølgelig vil blive savnet, er der noget, der tyder på, at Lars Elbæk allerede står klar i kulisserne, mere end villig til at overtage sin forgængers liebhaverimperium.
Ugens citat
Ugens citat går til Pouria Tahmasebi, der spiller Caspers imponerende tålmodige læge, der ikke bare skulle døje med Franks vanvittige hejseprojekt med gammelt træ (som åbenbart skulle være et loophole, man kan bruge mod fredede bygninger?), men også må finde sin indre pædagog frem, når han skal forklare sin lamme patient, at han altså ikke må dyrke sex i sin nuværende tilstand, uanset hvilken semantisk finte Casper forsøger at bruge for at smyge sig uden om det forbud.
»Ingen sex, Casper. Det er lige meget, hvem der kommer, ingen sex«.
Ugens bundlinje
Denne uge kan jeg heldigvis ikke anklage ’Klovn’ for at nøle, for der skete da lidt af hvert:

Den virkelige Caspers religiøsitet begynder muligvis at snige sig ind i det fiktive parallelunivers, den kære Adam Schnack er gået bort sammen med Franks skadedyr, Iben skal spille Tarzan (og Frank er overbevist om, at det er et feministisk komplot), Casper afslører, at han er lowkey Sisse Sejr-fan (?), og Frank kommer ved et uheld til at semistyrte den danske Folkekirke qua sin hang til mature-, ginger-, red hair-, short hair- og blowjob-porno.
Nu skal Frank og Casper bare lige levere en bundsolid lukker næste uge, så vi kan slutte sæsonen af på toppen.
’Klovn’ kan ses på TV 2 Play.
