Phoebe Bridgers ‘Lost Weekend’
Død, breakup, stormende forelskelse: Phoebe Bridgers’ første soloalbum i seks år er en tung omgang, men det er både ventetiden og smerten værd.
»Et af den slags album, der vokser i takt med, at du som lytter lever med sangene og lærer dem at kende. En slags musikalsk og lyrisk skattekiste, hvor der hele tiden er en ny følelse eller tekstbid, der bare venter på at blive opdaget«, skrev vores anmelder.
Det er der noget om, for efter at have levet med ’Lost Weekend’ i et par uger er vi kun blevet mere begejstrede. –MH
Mille ‘Værd at elske’
What? Det er kun et halvt år siden, at Mille udgav sit debutalbum, men allerede nu er popkometen tilbage med en samling sange, der ikke bare er bedre, men samtidig udstikker en helt ny retning.
’Værd at elske’ er mørkere og mere støjende, til tider næsten hyperpoppet, det er lyden af en kunstner, der allerede er godt i gang med at slå huller i den polerede overflade.
Wicky er i øvrigt heller ikke til at genkende på den giftige kærlighedsduet ’Cirkler’, et af flere højdepunkter på en ep, der gør os seriøst spændte på, hvor Mille skal hen nu. –MH
L’Rain ‘Fata Morgana’
Flere gange i løbet af ’Fata Morgana’ tænker jeg, at titlen ikke er helt retvisende. Godt nok er L’Rains fjerde album ofte spøgelsesagtigt, amorft og uvirkeligt, men lige så ofte er det et album, der griber fat i lytteren og rusker dem med sin stærke fysikalitet.
Det er en vild og uforudsigelig musik, som konstant er på udkig efter ubetrådte stier. Gennem hele albummet sidder jeg på kanten af mit sæde – spændt på, hvor musikken nu tager mig hen.
Og hvad end der er tale om støjrock-eksplosionen ’Soulless Cycle’, den free-jazzede ’Elmyra’ eller den r’n’b-lækre ’Birthday’, der næsten får mig til at tænke på Brandy, er jeg glædeligt med på rejsen. –RW
Westside Cowboy ‘It Goes On’
Man kan ikke ligefrem sige, at Westside Cowboy debuterer med et brag.
Taget i betragtning af, at Manchester-kvartetten de seneste måneder har været et af Storbritanniens mest hypede nye indienavne, er deres første album en overraskende afdæmpet affære.
Men på deres egen stille måde indfrier de forventningerne med deres selvopfundne »britainicana«-genre, som på ’It Goes On’ bliver udvidet med mere ligefrem indierock, nogle gange modelleret direkte efter The Velvet Underground som på ’Kick Stones (The Boys)’.
Symptomatisk nok peaker albummet i dets allermest intime øjeblik, den akustiske, Bright Eyes-klingende ’Take My Leaving as I Love You’. Det går lige i hjertet. –MH
GB ‘Herzsprung’
Ordet »Herzsprung« kan både oversættes som »hjertespring« – som ved intens forelske, hvor hjertet springer et slag over – og som »heartbreak« – et ord, slår det mig, der mangler en god dansk ækvivalent.
Det er i den ambivalens, det nye album fra den tidligere Pardans-frontmand Gustav Berntsen befinder sig. Mellem en lys, håbefuld og næsten naivistisk rocklyd og en ulmende uhygge, der pludselig kommer ind fra højre i form af kaotisk, jazzet perkussion eller laviner af støj.
Jeg blev med det samme draget af sangtitlen ’Shit River’, og de intense, screamo-klingende vokaler, der i sangens anden del undergraver den melodiøse stemningsfuldhed, indkapsler kontrasterne perfekt.
’Herzsprung’ har allerede fået en del opmærksomhed i udlandet – og med god grund! –RW
Lil Uzi Vert ‘Maverick “Almost Forever”’
»Oh my god, I’m going hard!« vræler Lil Uzi Vert på ’Poured’, måske selv en smule overrasket.
Det er vi i hvert fald. Uzis karriere har taget et dyk de seneste år, men med ’Maverick ”Almost Forever”’ er rapperen tilbage i storform, ikke mindst takket være den herligt maniske energi, der gennemsyrer hele ep’en.
Og der ser ud til at være endnu mere på vej. Zoomer man helt ind artworket, står der »album after this« i øjet på et af børnene, og Uzis nye finsta-konto hedder slet og ret @lifeisarollout.
For første gang i lang tid er forventningerne skruet helt op. –MH
Hørt det hele? Tjek også de bedste album, vi hørte i juli.