‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’: Når man ser Gallagher-brødrene tilgive hinanden for rullende kamera, virker selv verdensfreden mulig
VENEDIG FILM FESTIVAL. Jeg så Oasis i Edinburgh, da bandet sidste år var på deres store genforeningsturné.
Jeg mærkede det enorme sug fra at være til stede, mens hver eneste bøllehatbærende lad m/k i publikum fik sin store drøm opfyldt – fra det brølende åbningsnummer ‘Hello’ til total overgivelse i ‘Champagne Supernova’, hvis refræn vi gentog knugende i håbet om, at koncerten måske aldrig ville slutte.
Det var en helt vildt god koncert. Men selvom jeg faktisk oplevede den sidste år, var det først under verdenspremieren på filmatiseringen ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’ under Venedig-festivalen, at jeg virkelig forstod den.
Mens jeg følte mig en lille smule som en outsider på Murrayfield Stadium, var jeg i biografsalen pludselig forvandlet til en lige så stor pøl af tårer som alle de tudende, elskende mennesker i alle aldre, koncertfilmen fremviser i Manchester-bandets publikum. Et publikum, som bag babyblå band t-shirts er en uhyre spraglet flok.
Hvad det siger om mig, at jeg bedre kan forholde mig til en oplevelse, jeg har haft i virkeligheden, på et biograflærred, er givetvis noget, en psykoanalytiker kunne udrede. Men lad os for nu bare kalde det for filmmediets magiske kraft.
At vi når frem til total overgivelse, virker i begyndelsen af filmen lige så usandsynligt som genforeningen selv. ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’ koldstarter fra bunden af Indlandsisen.
Her har Gallagher-brødrene ikke tilbragt tid sammen siden deres skæbnesvangre skænderi inden en koncert i Paris i 2009, hvor arrangøren måtte sende en pakket arena hjem med følgende bizarre besked: »Oasis n’existe plus«.
26 år senere har de til gengæld aftalt, at de skal på turné, og at de skal øve, men ikke snakket om bruddet. Deres børn har aldrig mødt hinanden. Noel og bandet går i gang, og Liam melder selvfølgelig først sin ankomst et par dage senere og vil i øvrigt kun øve onsdag til fredag.
I 2025 kalder ingen hinanden »en mand med en gaffel i en verden af suppe«, men det er også, fordi brødrene nærmest ikke udveksler et ord. De er dog stadig mestre i at udlægge hinandens personligheder med stor underholdningsværdi. Langt henad vejen er det ikke til at vide, om de faktisk leverer filmens soundbites i samme rum eller ej.
Hvor Noel siger, at Liam har en utrolig egenskab til ikke at give en fuck, ser lillebroren anderledes på det: »It takes a lot of caring to not give a fuck«.
Til at starte med indrømmer Noel også, at han historisk har været ude af stand til at tilgive.
Først lige inden de går på scenen på turnéens første koncert, sker der noget. Liam tager Noels hånd, og fra de går på scenen sammen sådan i Cardiff, til de takker publikum for sidste gang i Sao Paulo, ser man rockstjernernes svar på Kain og Abel hele for rullende kameraer. Gennem den musik, de begge påstår ikke at have tænkt på i årevis, og gennem de fans, der kun er blevet flere siden sidst. »Little by little«.
Det ville være en tilsnigelse at kalde ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’ for en dokumentar. Det er i hvert fald ikke en kritisk en af slagsen.
Manuskriptet er skrevet af ‘Peaky Blinders’-skaberen Steven Knight. Ingen stiller ukomfortable spørgsmål (heller ingen opfølgende af slagsen, da Noel eksempelvis siger, at han tager »the tube« til deres øvere?), og derfor får vi heller ikke rigtigt svar på, hvordan the Gallaghers egentlig blev enige om at samle bandet igen.
Storhedsvanviddet fejler, som altid, ikke noget, så forklaringen bliver mest noget med, at verden er blevet noget lort, siden Oasis gik i opløsning. Klip til Brexit, Trump, Elon Musk med sin motorsav, forhenværende premierminister Liz Truss’ akavede virale dans og stormen på Kongressen 6. januar 2021.
Vi kommer også hele verden rundt: hjem til en brasiliansk dame, der har opkaldt sin hund efter guitaristen Bonehead, og møder med to asiatiske dykkerkvinder, der nynner sangen ‘Stand By Me’ til hinanden under vandet. Plus en mor med et nonverbalt barn, der pludselig kan sige, at han vil høre ‘Talk Tonight’, fordi det er hans yndlingssang.
Vi er med en ung kvinde, der overlevede terrorangrebet til Ariana Grande-koncerten i Manchester, som nu kan se ‘Don’t Look Back in Anger’ live på scenen, efter sangen blev et samlingspunkt for byen under tragedien. At en mand døde i en faldulykke på Wembley under Oasis’ egen turné, bliver til gengæld ikke italesat, men at deres ven ‘The Stone Roses’-trommeslageren Reni gjorde, gør.
Vi er også med til prædiken hos en præst, der foran fem forkølede oldinge kalder Oasis-genforeningen for »the rebirth of Christ«, og politistyrkerne der sørger for koncertsikkerheden, som forberedes på en menneskemængde, der har både flokmentalitet og hooliganpotentiale.
Det peaker, da en mand siger, at det »var som at miste et barn«, da bandet gik i opløsning.
Den tider Disney-agtige bevisbyrde på kærligheden er helt vildt for meget, men også virkeligt bevis på, hvad Oasis betyder for folk. »The proof is in the pudding«, som Liam siger.
Man behøver i virkeligheden ikke alle personhistorierne. Intet kan vise den udødelige kærlighed til Oasis bedre end optagelserne fra koncerterne, der er en stor livsbekræftende fællesorganisme af skrål og knyttede næver. To ældre mænd, der lægger sig ned og holder om hinanden på stadiongulvet efter sidste nummer. En far, der trøster sin stortudende teenagesøn.
Det var vildere at se publikum krænge armene om hinanden og lave den såkaldte Poznan-positur, som det er tradition at gøre til ‘Cigarettes and Alcohol’, end da jeg faktisk stod klemt mellem min kæreste og en fremmed mand sidste august.
Folk er anderledes end dengang i 90’erne, fortæller Noel. Og selvom han ikke siger det direkte, står det klart i ‘Oasis: Don’t Look Back’, at det er, fordi bandet er omgivet af en ny følsomhed: fans, der er ekstatiske og rørte over at opleve eller genopleve noget, de troede var tabt for altid.
Hvilket mod alle odds også ender med at gælde for brødrene selv. Selvom de har sagt det på scenen, er filmens store afsløring, at Oasis betyder lige så meget for dem, som det gør for os på et følelsesmæssigt plan. Et sted de kan tilgive hinanden. Uden ord med en global arenaturné. Familieterapi som ekstremsport. Filmens finale er en triumf for alt det modsatte af giftig maskulinitet.
»How many special people change«? klinger det kendte spørgsmål i slutnummeret. To styks, skulle det vise sig.
Og til sidst er man så opfyldt af tilgivelsens ånd, at verdensfreden faktisk virker inden for rækkevidde.
Kort sagt:
Oasis har allerede bevist deres titel som verdens bedste band på en hel genforeningsturné. Med koncertfilmen ‘Oasis: Don’t Look Back in Anger’ viser de, at de også er blevet bedre mennesker. Og det er måske endnu smukkere.