ASAP Rocky kom med bulder og brag til Royal Arena – men Rihanna stjal showet

ASAP Rocky kom med bulder og brag til Royal Arena – men Rihanna stjal showet
ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

KONCERT. Det summede af forundring og begejstring, da publikum forlod Royal Arena fredag aften efter to timers koncert med ASAP Rocky. Men det var ikke den amerikanske rapstjerne, folk snakkede om.

»Ej, tænk at vi lige har set Rihanna!« udbrød en person i nærheden af mig.

Til sidst i showet afholdt ASAP Rocky nemlig en lille familiesammenkomst på toppen af den store scenekonstruktion, der forestillede et krigsskib. Over skibets kanon hev han først sin treårige søn Riot frem, som fik lov til at sige nogle (utydelige) ord til publikum. Bagefter fulgte Riots mor, Rockys hustru og hele verdens popikon trop. Rihanna sad med sønnike i armene, mens farmand fremførte det voldsomme slutnummer ‘Lord Pretty Flacko Jodye 2’.

»Det reddede næsten min koncertoplevelse«, hørte jeg en anden person sige. Kerneordet er næsten. For den bemærkelsesværdige dobbelt-cameo, der føltes som et unikt once in a lifetime-øjeblik, stod i kontrast til den egentlige hovedpersons ikke særligt mindeværdige optræden.

Med hensyn til sceneshow og -opsætning manglede Rocky ellers ikke ambitioner for sin første danske koncert i syv år, som videreførte det kaotiske og dommedagsagtige udtryk fra udrulningen af comeback-albummet ‘Don’t be Dumb’. Der blev ikke sparet på røg, flammekastere og blinklys, og foruden førnævnte krigsskib hang også to bevægelige helikoptere oppe under loftet.

ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Rapperen startede dog på gulvet. Flankeret af et stort hold maskerede dansere, nogle klædt i hvidt, andre i sorte SWAT-uniformer, blev Rocky eskorteret ind i midten af skaren. Med en megafon-formet mikrofon fremførte han det uudgivne nummer ‘Grim Freestyle’ efterfulgt af ‘Trunks’, ‘Highjack’ og, hejst op i en line fra den ene helikopter, ‘ASAP Forever’.

Flere gange efterspurgte han »energy, energy, energy« fra publikum, og det var øjensynligt også det, han selv satte alt ind på at levere i starten af koncerten. Til gengæld haltede lyden utroligt meget.

Rocky råbte af sine lungers fulde kraft over et påfaldende lavt backingtrack, hvor man næsten kun kunne høre bassen. Han blev hurtigt så forpustet, at han kun kunne rappe brøkdele af sine bars. Flere gange afbrød han den haltende ordstrøm med et »YOOOOO« eller et »EEEEEY« for at opildne det moshpit-glade publikum – og måske også få dem til at glemme, hvor dårligt det lød.

Generelt havde han vægtet det visuelle spektakel højere end den musikalske optræden. Det omfangsrige udstyrsstykke fortsatte, da han efterfølgende dukkede op på ydersiden af den anden helikopter over scenen – i selskab af to ligeledes helikopter-formede kæmpeballoner – og senere hev en bazooka frem nede på skibsdækket.

ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

ASAP Rocky er hverken den første eller sidste rapper, som dropper flow og finesse live for i stedet at råbe halvfuldendte bars over en fremtrædende backingvokal. Men det var nu ærgerligt, at Rockys vokal lød så langt fra den indspillede version. Siden den tidlige gennembrudssang ‘Peso’ fra 2011 har han stået for tilbagelænet og lækker raplevering, hvor han sjældent hæver stemmen, ikke engang på et hektisk nyere nummer som ‘Helicopter’. Men man emmer altså ikke af swag, når man råber og skriger.

Da den selverklærede »pretty motherfucker« efter mere end en time endelig tog masken af og viste sit ansigt, kom der også mere styr på stemmen. Måske fordi han var færdig med at flyve rundt i arenaen. Eller fordi han her spillede en række ældre sange i et mere skånsomt tempo. Han befandt bedre i den udsvævende cloudrap på sange som førnævnte ‘Peso’ samt ‘Purple Swag’, ‘LVL’ og ‘Wassup’.

Til gengæld var rapperen næsten helt holdt op med at bevæge sig. Rocky var kravlet op på toppen af skibet, og her blev han, med undtagelse af en afstikker til et lille fyrtårn, resten af showet. Langt fra publikum og med ganske lidt plads at bevæge sig på.

ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)

Måske var han hæmmet af den manglende bevægelsesfrihed, måske var han bare udmattet. I hvert fald var der ikke megen gejst tilbage, da han kom til velkendte, bastunge feststartere som ‘Fuckin’ Problems’ og Ferg-samarbejdet ‘Work Remix’.

Han fik tiltrængt hjælp fra ASAP Twelvyyy, som hidtil havde ageret backup-rapper bag scenetæppet. ASAP Mob-medlemmet dukkede op på kanontårnet og endte nærmest med at være alene om at fremføre ‘Hella Hoes’, ‘Plain Jane’ og ‘Shabba’, mens Rocky stod og stenede lidt ved siden af.

Man savnede det overskud og den charme, som Rocky sædvanligvis oser af. Det fik vi først et lille glimt af, da han med et stort smil på læben blev genforenet med sin familie. Måske trives han i virkeligheden bedre som far til tre end som tilbagevendt rapstjerne?

I det mindste fik de fremmødte opfyldt en flig af en drøm: Rihanna tilbage på en scene.


Kort sagt:
ASAP Rockys første danske koncert i syv år var et visuelt spektakel og et stort udstyrsstykke. Men hans råbende og forpustede vokalpræstation var meget langt fra den overskudsagtige rapper, man kender fra indspilningerne. I stedet leverede Rockys hustru, Rihanna, koncertens mest mindeværdige øjeblik som overraskende gæst på scenen.

Publikum til ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
ASAP Rocky i Royal Arena. (Foto: Kevin Thor/Soundvenue)
ASAP Rocky. Koncert. Royal Arena.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af