‘1%’ spørger, hvad der kunne ske, hvis kvinder fik al magt
ROMAN. Øboerne lever, som man gjorde i 90’erne (»det sidste årti, inden feminismen gik for vidt«), mens kvinderne på fastlandet gror »penisplanter« og udfaser »hannerne«.
Maren Uthaug er aktuel med sidste bind i sin populære fremtidstrilogi om en verden, hvor al magt ligger hos kvinder. Mænd, der kun udgør 11 procent af befolkningen, holdes fanget på avlscentre, hvor de »servicerer« kvinder seksuelt. »de broløse øer« er det eneste sted, hvor det ikke er forbudt at have »fritgående hanner«. Her lever én procent af befolkningen.
I denne tredje roman, ‘1%’, er det brydningstid. Det videnskabelige vidunder »penisplanten« – som om lidt ikke bare kan tilfredsstille kvinder seksuelt, men også befrugte dem – har gjort mandecentrene fuldstændig overflødige. Så mændene kan lige så godt blive aflivet. Øboerne har allernådigst fået lov til at modtage ti levende »burhanner« fra et avlscenter på fastlandet for at give dem et værdigt liv på 90’er-øen, hvor magtforholdene er til mændenes fordel. Med modtagelsen af de nye mænd udbryder ragnarok på øen.
Ligesom i de to forrige romaner krydsklippes der mellem fire karakterer: Brandon Pitt, der er blevet headhuntet til at stå i spidsen for modtagelsen af burhannerne på øen; Rav fra fastlandet, der skal fragte hannerne til øen; Lotte, som læsere af de to første romaner kender som Lars, og som har forladt sit liv som »mandedame« på fastlandet; og Elise, der passer bonobo-aber i Nordnorge.
Gamemaster
Man kommer ikke uden om, at Uthaug er en genial gamemaster. ‘1%’ sammenvæver jeg ved ikke hvor mange tråde fra trilogiens første og anden roman. De selvklonende åkander fra ‘11%’ har dannet grundlag for opfindelsen af penisplanten. Præstinden Wicca, der forsvandt i den første roman, dukker op som Brandons ægtefælle på øen. Wendy, Wiccas datter, er mor til den genopståede synske urkvinde Inga fra den anden roman, ‘88%’, og får en afgørende betydning for Elises abeprojekt.
Jeg får en fornemmelse af at betragte en spilleplade med kort, forbindelser og brikker, hvor hvert træk er bestemt på forhånd. Det er så velorkestreret, at jeg faktisk føler mig en smule distanceret som læser.
Romanen er allerstærkest, når den træder ud af sit mastermind og ind i de øjeblikke, hvor vi får lov at være tæt på karaktererne. Det er både medrivende og morsomt. For eksempel når Elise tror, hun har set lyset, og tager på en vild rejse væk fra fastlandet og sine bonoboer for at skaffe mandesæd, inden alle mænd er døde. Hun er overbevist om, at hun kan nå at udvikle en fredelig mandeart – og jeg kan mærke hendes afgrundsdybe desperation.
Tyktflydende satire
Hvor det på fastlandet er mændene, der er undertrykte, er det på øen kvinderne. Øen imiterer og karikerer det samfund, mange af os læsere er formet af: Man lever efter 90’ernes logikker og kulturelle blik på køn.
Uthaugs samfundssatire fungerer langt hen ad vejen. Jeg kan da ikke lade være med at smile af absurditeten, når der er kamp om at blive dette års Bill Clinton, mens rollen som Monica Lewinsky går til en kvinde på øen, der fortjener straf. Eller når paragraf 21 i ligestillingsloven dikterer, at »kvinders samtaler går ud på at dele følelser. Mænd bytter facts.«
Men det bliver altså lidt for gentagende, når satiren hele tiden forklarer, hvad jeg skal forstå ved næsten enhver lille hændelse. Som da Lottes søn skriger, og sundhedsplejersken konkluderer, at hun skal lade ham gøre det:
»For det kan aldrig være hans ansvar at sætte grænser for sin udadreagerende adfærd. Det vil være de piger, han møder på sin vej.«
Det er et finurligt greb, men når det bliver brugt så meget, flyder den ellers skønne satire over og bliver for forklarende.
Fejlslagen feminisme
Selvom romanen indimellem optegner og forklarer universet mere, end den suger mig ind i det, er og bliver Uthaugs groteske, dystopiske verden både gennemført og gakket på den gode måde – også i trilogiens afsluttende roman.
I sin spekulative fiktion giver Uthaug et satirisk svar på spørgsmålet om, hvad der kunne ske, hvis kvinder fik al magt. Og man må sige, at feminismen i trilogiens matriarkalske fremtidssamfund har slået fejl: Den reproducerer patriarkatets magtlogikker, frihedsberøvelse, vold, objektgørelse og seksuelle og reproduktive udnyttelse.
‘1%’ mimer, ligesom sine forgængere, en binær forestilling om to fast definerede kønskategorier, »mænd« og »kvinder«. Magten kan kun være hos den ene kategori, mens den anden vil lide.
Jeg må indrømme, at jeg havde drømt om, at trilogiens tredje bind spekulerede videre og fandt nogle sprækker i sin egen forestilling om, hvad der ville kunne ske med kønshistorien efter patriarkatets ophør.
Kort sagt:
Sidste roman i Maren Uthaugs fremtidstrilogi om den fejlslagne feminisme er endnu en svulstig, satirisk dystopi. Universet er herligt grotesk og uhyre gennemført. Selvom forfatteren er genial som gamemaster, er hun stadig allerbedst, når vi kommer tæt på karaktererne og deres fryd og afgrundsdybe desperation.