‘Kvinde ukendt’ er Danmarks Oscar-bud

‘Kvinde ukendt’ er Danmarks Oscar-bud
'Kvinde Ukendt'. (Foto: Andrejs Strokins)

‘Kvinde ukendt’ har allerede nydt stor international opmærksomhed, da den historisk kunne rejse hjem fra filmfestivalen i Venedig med både en Guldløve og prisen for bedste kvindelige skuespiller til Mathilde Arcel.

Således følger den danske Oscar-komité nu også trop og har valgt May el-Toukhys historiske drama som Danmarks officielle Oscar-kandidat.

»’Kvinde ukendt’ er en modig og kompromisløs film, der undersøger skyld, skam og moral og viser, hvordan kvinders kroppe og skæbner bliver centrum for samfundets fordømmelse og kontrol. Det er en film, der ikke giver lette svar, men tør stille svære og vigtige spørgsmål. Med sin stærke kunstneriske vision og tematiske kompleksitet har den de helt rette forudsætninger for at gøre sig gældende i Oscar-ræset«, udtaler chef for Filminstituttet Tine Fischer i en pressemeddelelse.

Den biografaktuelle forældreskabsthriller ‘Dobbeltfejl’ og Marijana Jankovics roste ‘Hjem’ om at komme til Danmark som tilflyttere fra ex-Jugoslavien var også shortlistet.

Faktisk var ‘Kvinde ukendt’ allerede automatisk indstillet til Oscar-nominering, da en hovedpris på en af de seks store internationale filmfestivaler automatisk fører til den chance. Således havde der teoretisk set godt kunne være to danske Oscar-bud.

Det havde dog potentielt givet dårligere vilkår til begge film, hvis der havde været mere end én dansk nomineret, da kun Oscar-komitéens titel får støtte til at føre kampagne, og det sender et stærkere signal at gøre samlet front.

‘Kvinde ukendt’ følger stuepigen Marie (Mathilde Arcel), der efter befrielsen i maj 1945 står på tærsklen af et nyt liv, da en bekendt fra hendes fortid dukker op med trusler om at tage det hele fra hende.

Selvom filmen er udvalgt af den danske Oscar-komité, skal den stadig først shortlistes og siden nomineres af selve Oscar-akademiet, hvilket der dog er gode chancer for.

Shortlisten på 15 film annonceres 15. december, nomineringerne bliver annonceret 21. januar 2027, og prisfesten bliver afholdt 14. marts.

Den danske Oscar-komité er udgjort af repræsentanter fra den danske filmbranche. Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen sidder i årets komité som repræsentant for foreningen Danske Filmkritikere.

’Kvinde ukendt’ får dansk biografpremiere 4. februar.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af